USA er sårbar overfor primitive våben

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Albert Einstein henvendte sig ved en lejlighed til USA’s Harry Truman.

»Jeg ved ikke, hvilke våben Tredje Verdenskrig vil blive udkæmpet med. Derimod ved jeg, at Fjerde Verdenskrig vil blive udkæmpet med primitive våben,« sagde han.

Einstein har uden tvivl ret mht. Fjerde Verdenskrig. Bag hans berømte ord ligger imidlertid den antagelse, at krigsteknologien kun udvikler sig i én retning, indtil vi bomber os selv tilbage til Stenalderen: Våbnene bliver stedse mere avancerede og dødbringende.

Antagelsen kommer til udtryk i vore dage. Vi går ud fra, at den forsvarsteknologiske udvikling følger én kurs. Hvis en af parterne i en strid træffer nogle højteknologiske forholdsregler, vil den anden part følge efter med højteknologiske modforanstaltninger, som så vil blive imødegået med nogle endnu mere avancerede mod-modforanstaltninger og så fremdeles – eller i hvert fald indtil en atomkatastrofe sætter en stopper for udviklingen.

Einsteins advarende ord tager imidlertid ikke højde for én bestemt detalje: Trods den teknologiske udvikling spiller primitive våben stadig en rolle i krigsførelse. Det er, som om vi glemmer det.

Den antagelse, at teknologisk optrapning er uundgåelig, ligger bag en stor del af vore dages tankegang om trusler fra cyberspace og bag det amerikanske forsvarsministeriums doktrin om luftvåbnet og flåden. I cyberspace bliver udviklingen af internetbaserede kommunikationssystemer imødegået af nye måder at spore og forstyrre internetkommunikation på; cyberangreb fører til nyt cyberforsvar, som fører til nye og mere avancerede cyberangreb.

Doktrinen om luftvåbnet og flåden tager ligeledes udgangspunkt i den antagelse, at teknologien buldrer fremad: Amerikansk dominans i luften og til vands motiverer modstandere, der næsten er jævnbyrdige med USA – alias lande, som kan være både ven og fjende, alias Kina – til at udvikle teknologi, der er beregnet til at forhindre amerikansk handlefrihed (anti-access and area denial technology, red.). Vi bliver derfor nødt til hedder det sig at investere i anti-anti-handlefrihedsteknologi.

Det er, som om vi glemmer, at den teknologiske udvikling på forsvarsområdet ikke nødvendigvis går i højteknologisk retning. I biologisk udvikling er der ikke noget, der hedder teleologi (læren om en hensigtsmæssig verdensorden, red.): Det enkle bliver ikke uundgåeligt mere kompliceret, og mens livsformer forandrer sig og udvikler sig som følge af både tilfældig mutation og miljømæssige forhold, gør de ikke uundgåeligt ”fremskridt”.

Det samme gør sig gældende for moderne krigsførelse. Et højteknologisk tiltag modsvares ikke uundgåeligt af mere avancerede tiltag. Somme tider er det omvendte tilfældet: De bedste modforholdsregler er lavteknologiske – historisk set har det været illustreret lige så ofte, som det modsatte har.

Det er vi godt klar over. Vi bryder os blot ikke om det.

Tag eksempelvis USA’s erfaringer i Afghanistan. USA bar en overvældende teknologisk overlegenhed til skue på slagmarken, men Taliban-bevægelsen reagerede hurtigt lavteknologisk

Da Taliban f.eks. ikke var stærk i direkte konfrontation med amerikanske soldater, tyede bevægelsen til improviserede sprængladninger (såkaldte vejsidebomber, red.), som blev bragt til sprængning med en mobiltelefon. USA svarede igen med at udvikle dyre støjsendere, der skulle forhindre, at vejsidebomberne blev bragt til sprængning fra lang afstand, mens amerikanske biler passerede dem.

Det fik ofte den utilsigtede bivirkning, at USA’s egen kommunikation blev forstyrret, og det fik også Taliban til at gå over til at bruge sprængladninger med mekanisk udløsning. USA reagerede med at udstyre amerikanske soldater med radarudstyr, der kunne spore metallet i vejsidebomberne. Taliban svarede igen ved at gå endnu mere lavteknologisk til værks og bruge skumgummi, plast og træ til at fremstille vejsidebomber med trykplade.

Andre steder har Taliban truffet lignende lavteknologiske forholdsregler. Vi har f.eks. investeret betydeligt i både krypteringsteknologi og varslingsteknologi til brug for at forhindre en modstander i at anvende kryptering, men da vi gik ud fra, at eventuelle modstandere ville gå lige så højteknologisk frem, lod vi vores mulighed for at finde enkle FM-radioer blive forringet.

Kryptering er ikke noget, der optager Taliban synderligt. Bevægelsen kommunikerer åbent via walkie-talkier og bruger mobile relæstationer til at videresende de svage signaler over store afstande. De amerikanske styrker havde til at begynde med ikke udstyr til at aflytte den kommunikation og måtte angiveligt købe billige radioscannere i basaren i Kabul for at kunne lytte med. Udstyret til at aflytte Talibans radiokommunikation med blev standard, men det har vist sig langt vanskeligere for os at finde fjenden selv; vi kan finde relæstationerne, men ikke en Taliban-soldat med en radio.

Al-qaeda tager også ved lære. På grund af truslen fra amerikanske droner skal organisationen have taget lavteknologiske forholdsregler – bl.a. skjult biler med græs eller jord. Den taktik bliver ikke ved med at stå sin prøve, men al-qaeda vil med stor sandsynlighed finde på nye lavteknologiske måder, hvorpå terrororganisationen kan lægge amerikanske droner hindringer i vejen i årene, der kommer.

Somme tider fører højteknologiske forholdsregler til mere højteknologiske modforholdsregler – andre gange fører højteknologiske forholdsregler til mindre højteknologiske modforholdsregler. Misforstået tillid til vor teknologiske overlegenhed øger vor sårbarhed over for lavteknologiske modforholdsregler.

Selv om der stadig er 65.000 amerikanske soldater i Afghanistan, er vi allerede begyndt at miste interessen for den krig og det, den har lært os. Vi burde vide bedre.

I 1970’erne overbeviste vi os selv om, at der ikke ville blive noget nyt Vietnam, og vi ignorerede den lære, vi måtte have draget under den brutale, langstrakte konflikt. Så genopfriskede vi i Irak og Afghanistan på smertelig vis meget af det, vi lærte i Vietnam.

Nu ser mange ledende personer i den civile og militære verden ud til at være fast besluttede på at gøre som efter Vietnamkrigen. Vi får ikke et nyt Irak og Afghanistan, forsikrer vi hinanden – vi vil ikke invadere eller besætte et land eller et område med store landstyrker, og vi vil ikke blive inddraget i stabiliserende operationer. Derfor behøver vi ikke huske på de fejltagelser, vi har begået. Det, vi lærte i Afghanistan, kan ikke bruges i en fremtidig krig, for eventuelle fremtidige krige bliver af højteknologisk art imod avancerede modstandere, som enten er stater eller støttes af en stat.

Måske – måske ikke.

Selv hvis cyberkrigerne og fortalerne for forsvarsministeriets doktrin om luftvåbnet og flåden har ret – selv hvis fremtidige krige bliver udkæmpet imod avancerede, højteknologiske stater – vil det være en kolossal fejltagelse at tro, at primitive våben ikke kommer til at spille en rolle i kommende konflikter.

Taliban var jo bemærkelsesværdigt hurtig til at indse, at lavteknologiske våben ofte kunne lægge hindringer i vejen for USA’s højteknologiske våben. Hvorfor tro, at lande, der næsten er jævnbyrdige med USA, f.eks. Kina, ikke har opdaget det?