Politisk nedsmeltning i Irans øverste ledelse

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I de kaotiske dage under den islamiske revolution i Iran forsikrede landets vordende ”øverste leder”, ayatollah Ruhollah Khomeini, iranerne om, at deres formodede undertrykker, USA, ikke ville kunne sætte den forhadte shah tilbage på tronen. »USA kan ikke gøre os noget som helst,« rasede han. Det var et forførende udsagn, der blev oprørets uofficielle kampråb.

Det er et kampråb, som Iran har benyttet igen og igen, senest på en sarkastisk reklame langs den iransk-irakiske grænse og på et banner, der blev hængt op foran en amerikansk drone, som iranerne havde fået fat i (i sidstnævnte tilfælde var der dog sket det groteske, at staklerne, der havde lavet banneret, havde fejloversat kampråbet til »USA kan ikke gøre noget forkert«).

Khomeinis slagord var sandt nok på daværende tidspunkt: USA’s præsident, Jimmy Carter, kunne ikke stille det store op mod et af historiens mest chokerende oprør, men vender vi os mod nutiden og det uendelige dødvande i atomforhandlingerne mellem Iran og Vesten, kunne man vende udtrykket mod iranerne: Problemet i en nøddeskal er, at Iran ikke kan aftale noget som helst.

Det langsomme tempo i atomforhandlingerne er faktisk kun en af grundene til at miste modet i spørgsmålet om at finde en løsning på situationen. Det er mere bekymrende, at den interne politiske strid i Iran er så alvorlig, at Iran måske ikke ville kunne acceptere en ensidig betingelsesløs kapitulation fra USA’s side, dersom et sådant tilbud blev fremsat.

Tempoet i forhandlingerne er imidlertid kun begyndelsen på problemet. Den politiske nedsmeltning i Irans øverste ledelse er vigtigere. Ledelsens problemer burde kunne bidrage til at sætte vore egne problemer i perspektiv.

Mange amerikanere mener, at USA befinder sig en fastlåst politisk situation, selv om amerikansk politik over for netop Iran er en undtagelse i så henseende. Lovforslag om Irans atompolitik får typisk massiv opbakning – 100 stemmer mod 0 i Senatet i forbindelse med en række sanktioner i december 2011. Ved afstemningen i november 2012 om endnu en sanktionsrunde var adskillige senatsmedlemmer ikke til stede, så afstemningen blev en gyser, der endte 94-0.

Intern splittelse

I skærende kontrast hertil kæmper iranske ledere om alt, selv dér, hvor afgørende interesser af betydning for den nationale sikkerhed står på spil. I mange henseender er et splittet Iran ikke noget nyt. Iran har lige siden den islamiske republiks oprettelse været præget af iøjnespringende intern splittelse, og det har længe påvirket debatten om den politik, der skal føres over for USA.

I mindst 20 år har reglen i Iran været, at de, der ikke er ved magten, ønsker at forhandle med USA. De ved, at det er populært, mens de, der er ved magten, forekommer ubevægelige. Adskillige gange er de, der ikke var ved magten, blevet til magthavere og har derpå hurtigt ændret holdning vedrørende forholdet til USA.

Da Mohammad Khatami stillede op til præsidentvalget i 1997, gik han ind for at forhandle med Den Store Satan, men da han kom til magten, foretog han sig ikke det store, om noget overhovedet, og afviste at sige noget afgørende om sagen. Det samme gør sig gældende for præsident Mahmoud Ahmadinejad: Da han var på toppen, havde han kun foragt til overs for USA, men efterhånden som han fik problemer på hjemmefronten, slog han til lyd for forhandlinger med USA.

Nu er situationen imidlertid langt værre end tidligere. Før var det sådan, at det satte en stopper for al debat, når Khomeinis efterfølger, ayatollah Ali Khamenei, åbnede munden, men sådan er det ikke længere.

Khamenei har ikke længere tilstrækkelig respekt eller magt til at bringe de interne problemer til ophør. Uanset hvor ofte og hvor markant han afviser tanken om forhandling med USA, opfordrer andre fremtrædende iranske ledere – højest og oftest Ahmadinejad – til forhandling.

Khamenei formulerer sin opfordring til disciplin som et behov for enighed og agtpågivenhed over for fjenden. I en typisk tale den 29. januar i år sagde han f.eks. advarede: »I dag står den islamiske verden over for sammensvorne fjender. (…) Vi bør ikke bære ved til uenighedens bål ved at vække tåbelige og utilbørlige følelser. Det vil ødelægge nationernes fremtid. Det vil fuldstændigt ødelægge dem. Det vil hjælpe islams fjender.«

Opfordring til enighed

I overensstemmelse med sin årelange modvilje mod offentligt at blande sig direkte i politiske uoverensstemmelser har Khamenei normalt begrænset sig til en kryptisk kritik som advarslen den 7. februar i en tale til øverstbefalende i flyvevåbnet: »Den utilbørlige opførsel, som ses i visse kredse fra visse offentlige embedsmænds side, bør høre op.«

Han sluttede med endnu en kraftig opfordring til enighed. Ledende iranere var ikke sene til at udstille deres bitre uenighed, og det lige efter at være blevet opfordret til at stå sammen af deres øverste leder. Det iranske parlament, Majlis, blev indkaldt til en rigsretshøring om arbejdsminister Reza Sheikholeslami, der står Ahmadinejad nær.

Det fik den iranske præsident til at møde op i Majlis til behandlingen af sagen den 3. februar, hvor han stod fast på at beskylde formanden, Ali Larijani, og hans familie (herunder hans bror Sadegh Larijani, som er retspræsident) for korruption, og hvor han afspillede en optagelse, som han hævdede støttede hans påstand.

Da Ahmadinejad blev kaldt til orden, stormede han ud. Majlis stemte så for at afskedige Sheikholeslami med stemmerne 192 mod 56; Ahmadinejad tog ham straks med i sin officielle delegation til Egypten. Fem dage efter bråvallaslaget i Majlis bombarderede 100 Ahmadinejad-støtter Ali Larijani med sko og afbrød en tale, han forsøgte at holde i Qom.

Khamenei var åbenlyst forfærdet over, at hverken hans offentlige advarsler eller de uofficielle henstillinger havde været nok til at standse uoverensstemmelserne. Så han gik løs på de to parter i en tale den 16. februar, da han sagde:

»Hvad er baggrunden for at rejse rigsretssag mod en minister, nogle få måneder før regeringen går af, af en årsag, som ikke havde noget at gøre med den pågældende minister? (…) Lederen af en magtgren (Ahmadinejad) beskyldte de to andre magtgrene med baggrund i en påstand, der ikke var rejst eller bevist ved en domstol. (…) Sådanne handlinger er imod sharia samt loven og morallæren.«

Så tilføjede han med henvisning til korruptionsstriden:

»Jeg forventer, at embedsmændene øger deres venskab, da vores fjender har skærpet deres (fjendtlige) opførsel. Vær mere sammen end før. Hold Deres heftige følelser i ave.« Han advarede om, at hvis de ikke fulgte hans råd, ville det få alvorlige konsekvenser.

Khamenei talte igen for døve øren. To dage efter hans tale stadfæstede Højesteret – der mere eller mindre kontrolleres af Sadegh Larijani – fire dødsdomme over nære Ahmadinejad-støtter i en højtprofileret korruptionssag. Hverken præsidenten eller hans lige så konservative, radikale modstandere lader til længere at frygte Khamenei eller respektere hans myndighed synderligt.

Iranske ledere bibringer i kraft af deres handlinger det klare indtryk, at de er så optagede af deres interne uenighed, at de ikke kan enes om noget som helst. Uenighed er til fordel for fjenden, siger Khamenei ofte, men de lande, der forhandler med Iran, ville gerne se noget mere enighed i Iran, fordi en iransk regering, der opviser større enighed, bedre ville kunne nå en aftale og så gennemføre den.

Det forekommer mindre og mindre sandsynligt. Den tid nærmer sig hastigt, da stormagterne, eller i hvert fald USA, bliver nødt til at give de iranske ledere et barsk valgt: enten at acceptere et generøst tilbud med henblik på at komme ud af dødvandet i atomforhandlingerne eller tage konsekvensen.