Farvel til Europa
Der findes ikke en europæisk drøm. De mennesker, som folk uden for Europa kalder europæere, er ikke og vil ikke være europæere.
Jeg har været vild med Europa hele livet. Min far arbejdede for en belgisk virksomhed. I gymnasiet var jeg på udveksling i Schweiz; det var i 1958. Første gang jeg var udstationeret for udenrigstjenesten, var det som vicekonsul i Rotterdam. I 1970’erne boede jeg fem år i Bruxelles, hvor jeg var europæisk marketingchef for Scott Paper Company. Jeg tager ofte til Europa sammen med min familie, ligesom jeg stadig har arbejdsopgaver dér.
Jeg beundrede det engagement og de visioner, som kom til udtryk hos dem, der opbød alle deres kræfter for at forhandle Den Europæiske Union på plads. Jeg troede på visionen om et forenet Europa og hilste euroens indførelse velkommen som et betydeligt skridt på vejen.
Jeg beundrede det engagement og de visioner, som kom til udtryk hos dem, der opbød alle deres kræfter for at forhandle Den Europæiske Union på plads. Jeg troede på visionen om et forenet Europa og hilste euroens indførelse velkommen som et betydeligt skridt på vejen.
Da den seneste krise brød ud for tre år siden, bød jeg den velkommen i den tro, at den ville virke fremmende for Europas udvikling i retning af fuldstændig økonomisk integration og større politisk integration på vejen mod at realisere visionen om et virkeligt forenet Europa.
Jeg tog fejl, og jeg har indset, at min drøm om et forenet Europa i lighed med Amerikas Forenede Stater ikke er europæernes drøm. Til min store skuffelse har jeg faktisk måttet konkludere, at der ikke findes nogen europæisk drøm, thi de mennesker, som vi uden for Europa kalder europæere, er ikke og vil ikke være europæere.
For nylig havde jeg lejlighed til at mødes med en gruppe fremtrædende intellektuelle fra forskellige europæiske lande. Tyskerne var fast overbeviste om, at den primære årsag til krisen i EU er dovenskab, ødselhed, gratismentalitet og løgnagtighed i de såkaldte udkantslande (Spanien, Portugal, Irland, Italien, Grækenland og måske endog Frankrig), især Grækenland, Portugal og Spanien.
De understregede, at tyskerne tror på, at enhver skal svare sit, at penge skal gives ud med forsigtighed, ligesom de tror på opsparing, investering, produktion og opretholdelse af en sund pengepolitik og en stærk valuta. Tysklands økonomiske fremgang de seneste 10 år tilskrev de fuldt og helt den målbevidste stræben efter disse dyder. De andre landes problemer tilskrev de mere eller mindre disses manglende evne til på passende vis at efterleve de tyske dyder.
Var de godt klar over, at underskuddet på det spanske statsbudget og Spaniens gæld som en procentdel af BNP havde været mindre end Tysklands? I teorien, ja, men ikke i virkeligheden. Var de godt klar over, at de tyske banker havde bidraget ikke så lidt med lån til og været katalysatorer for de boligbobler i udkants-EU, hvis brist havde fremskyndet krisen?
Igen, ja, men kun på en eller anden teoretisk måde. Der herskede klart nok ingen opfattelse af, at det var en primær årsag til problemet, eller at forsøget på at sikre de tyske banker måske var en konstant hindring for et opsving i udkantslandene. Var der nogen som helst forståelse for, at euroen er undervurderet for Tysklands vedkommende (sammenlignet med værdien af en D-mark, der ikke var bundet til andre valutaer), og at en stor del af tysk eksports succes skyldes den faktor? Aldeles ikke. Næh, fremgangen i Tyskland blev udelukkende betragtet som resultatet af hårdt arbejde og økonomiske dyder.
Mine samtalepartnere forestillede sig i vid udstrækning en løsning, som bestod i fremdeles at håndhæve en stram økonomisk politik og få skabt overskud på udkantslandenes statsbudget og handelsbalance ved at reducere lønninger og omkostninger. Ingen af dem var interesserede i en europæisk bankunion eller nogen anden ordning, der ville resultere i, at tyske penge skulle anvendes som redningsplanke.
Det siger sig selv, at forbundskansler Angela Merkel under et nyligt møde gik frem på den måde i spørgsmålet om at hjælpe Grækenland, så det kunne undgå at gå fallit. Grækenlands situation er i sandhed en ond cirkel. Spareforanstaltninger har ført til en drastisk stramning af græsk økonomi, hvilket betyder, at gælden udtrykt i procent af BNP faktisk vokser hurtigt trods lånene og andre forholdsregler, der er blevet truffet for at bedre landets økonomi.
Situationen i Grækenland bliver værre, ikke bedre. På det nylige møde, som chefen for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, også deltog i, vidste alle, at de halve forholdsregler, der blev enighed om, ikke er nok. Alle ved, at Grækenland får behov for gældslempelser. Men tysk politik gør det ikke muligt for Angela Merkel at se realiteterne i øjnene nu, og hun er ikke den type leder (her tænker man på Helmut Kohl), der forsøger at forme og slå tonen an i den offentlige opinion i stedet for at følge den.
Det er heller ikke kun et spørgsmål om tyske holdninger. Storbritannien har altid været vægelsindet med hensyn til Europa. I øjeblikket er briterne måske mere lunkne, end tilfældet har været tidligere. Premierminister David Cameron og hans regeringskoalition vil kun være en del af EU, så længe Storbritannien kan være mere eller mindre selvstændigt uden at skulle udrede omkostninger eller acceptere bestemmelser. Blandt mine kilder væddes der om, at Storbritannien er ude af EU om et par år.
Hvad franskmændene angår – de har sammen med tyskerne været den primære historiske drivkraft bag EU – så lader de nu til at være opsatte på at gøre, hvad de kan for at ændre Frankrig til et rigtigt udkantsland. Den nye præsident, François Hollande, brugte et nyligt møde på at fortælle direktøren for stålkoncernen Arcelor-Mittal Steel Co., Lakshmi Mittal, at hvis han ikke opgav planer om at lukke de to gamle ineffektive højovne, der er en del af stålværket i Florange, og dermed gøre 600 franske arbejdere arbejdsløse, ville den franske regering nationalisere hele anlægget og forsøge at sælge det til anden side.
På en eller anden måde var det, som om det slet ikke harmonerede med den nylige franske officielle pr-satsning med det formål at tiltrække investeringer til Frankrig med ordene: »Sig ja til Frankrig.«
Jeg tror, at Lakshmi Mittal siger »nej« til Frankrig.
Det, jeg imidlertid er virkelig ked af, er, at de kæmper, der byggede EU, nu er væk, og at de dværge, der har overtaget deres plads, alle siger »nej« til Europa.