2026 kan blive et skæbneår for Europa

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Hvis nogen var i tvivl, blev 2025 året, der med al tydelighed viste, at europæerne skal blive bedre til at forsvare – og tage vare på – sig selv.

Vores forsvar skal styrkes hurtigt. Vi skal blive bedre til at beskytte vores grænser, kritiske infrastruktur og demokratiske processer. Vi skal gøre os uafhængige af energi, kritiske råstoffer og teknologi fra lande, vi ikke har råd til at være afhængige af. Og vi skal tage drastiske skridt for at styrke europæisk konkurrenceevne, så vores økonomier kan forblive stærke og innovative.

Det var den altdominerende dagsorden for EU i 2025 – og dermed også for det danske EU-formandskab, som sluttede ved årsskiftet. Det vil uden tvivl også dominere dagsordenen i 2026.

At Europa skal investere betydeligt mere i sit eget forsvar, har været et legitimt amerikansk krav siden Nato-topmødet og Ruslands invasion af Krim i 2014. Det er også en konsekvens af den sikkerhedspolitiske trussel, som Rusland og Ruslands krig i Ukraine udgør for Europa. De russiske forsvarsinvesteringer lå – korrigeret for købekraft – på omtrent samme niveau som alle de europæiske lande tilsammen i 2025. Og truslen fra Rusland er ifølge FE’s trusselsvurderinger ikke til at tage fejl af.

Ansvaret for det kollektive forsvar af Europa ligger i Nato. Men det er EU, som kan hjælpe med at booste europæisk forsvarsindustri. Så europæerne hurtigst muligt kan få det forsvar, som vi har brug for til at afskrække og ultimativt forsvare os selv i en mere usikker verden, hvor vi ikke længere kan regne med, at andre rager kastanjerne ud af ilden for os.

Derfor har Danmark presset på for at gøre Europa klar til at forsvare sig selv inden 2030 og er gået foran i arbejdet med at sikre støtte til både Ukraine og europæisk forsvarsindustri. Og det blev der i den grad leveret på under det danske EU-formandskab.

Der blev på dansk initiativ lavet en køreplan for europæisk forsvarsparathed i 2030, der skal sikre koordination af udvikling, produktion og indkøb af forsvarskapaciteter som bl.a. missil- og droneforsvar.

Vi blev enige om et nyt europæisk forsvarsindustriprogram, som skal støtte fælles europæiske forsvarsprojekter for at undgå, at medlemslandene hver især udvikler og indkøber deres helt eget militære isenkram – og for at sikre, at de mange milliarder, der i de kommende år skal investeres i forsvarsteknologi, kommer europæisk industri og europæiske arbejdspladser til gode. I 2022-2023 blev ca. 78 pct. af alle europæiske forsvarsindkøb foretaget uden for Europa.

Det kan ikke længere forsvares over for europæiske skatteborgere, når medlemslandenes forsvarsinvesteringer bevæger sig mod 5 pct. af bnp.

Der blev under dansk formandskab også leveret på militær og finansiel støtte til Ukraine på et tidspunkt, hvor den nye amerikanske administration kraftigt nedtrappede sin bistand og overlod ansvaret til deres europæiske allierede.

Vi blev bl.a. på EU-topmødet i december enige om et fælles lån på 90 mia. euro, som skal sikre finansiering til Ukraine de næste to år. Det var en meget vigtig beslutning, som gør, at Ukraine kan fortsætte kampen og står stærkere i fredsforhandlinger i 2026.

Vi blev også enige om to store sanktionspakker, som bl.a. indførte restriktioner på handel med russisk olie og gas, teknologi, finansielle transaktioner og begrænsede russiske diplomaters bevægelsesfrihed i Europa.

Mens sanktionerne i første række har til formål at stække den russiske krigsøkonomi, har EU også sat sig for at afvikle sin afhængighed af russisk olie og gas. Afhængigheden er allerede reduceret drastisk de seneste par år, og under dansk formandskab blev vi enige om fuld udfasning af russisk gas i 2026-27.

På samme måde er der skarpt fokus på EU’s afhængighed af bl.a. sjældne jordarter, mikrochip, batterier og software. Kina, som kontrollerer størstedelen af verdens sjældne jordarter, indførte i efteråret eksportrestriktioner, som kunne have stoppet europæisk industris adgang til centrale forsyningskæder med kort varsel. Hvis ikke restriktionerne efter amerikansk pres var blevet suspenderet (for et år), var europæiske samlebånd gået i stå.

EU vil i 2026 arbejde hårdt for at reducere afhængigheden gennem støtte til fælles indkøb, lagring og investeringer i udvinding af kritiske råstoffer. Det er nødvendigt, men bliver vanskeligt, fordi uafhængighed kommer med en pris, og fordi vi i Europa længe har stolet på vores globale værdikæder og har været vant til at købe der, hvor markedet leverer den billigste vare.

2025 viste også, at vi bliver tvunget til at gentænke EU’s handelspolitik. Vi har været blandt de første til at forsvare fordelene ved den globale frihandel, som har gjort vores samfund rigere.

Men vi er nu blandt de få, som endnu praktiserer den. Kina har udviklet en enorm industriel kapacitet på f.eks. elbiler, solceller og batterier, som bliver solgt til så lave priser, at det har udkonkurreret dele af europæisk industri og bidraget til meget store kinesiske handelsoverskud. Samtidig har den nye amerikanske toldpolitik markeret et brat brud med frihandel, som EU må tage bestik af.

Der blev under dansk EU-formandskab indgået en fælles forståelse om den fremtidige handelsrelation mellem EU og USA, som skal implementeres i 2026. Det kan blive endnu et vanskeligt spørgsmål i årets første måneder.

Uanset hvordan handelsrelationen mellem EU og USA udvikler sig, skal EU træffe afgørende beslutninger for at øge konkurrenceevnen og dermed bevare stærke økonomier og velfærdssamfund. Det kræver blandt andet lavere energipriser gennem et meget mere effektivt indre marked for energi, forenkling af lovgivning og bedre adgang til risikovillig kapital for virksomheder, som vil vokse sig store i Europa.

På alle punkter gjorde EU fremskridt under det danske formandskab. Ikke mindst gennem vedtagelse af en række betydelige forenklingspakker, der fjerner administrative byrder fra europæiske virksomheder. Men arbejdet er langtfra forbi.

Alt i alt kan 2026 blive et skæbneår for Europa. Dagsordenen er klar, og europæerne står over for vigtige beslutninger om, hvordan vi bedst varetager vores sikkerhedspolitiske og økonomiske interesser i en ny verdensorden.