Modige handlinger forandrer Europa til det bedre. Derfor skal vi støtte demokratier under pres – og Ukraine

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Da jeg blev valgt som statsminister, skulle Danmark være formand for Det Europæiske Råd. Allerede inden jeg satte mig i stolen, stod det klart, at det var en af mine vigtigste opgaver.

For 23 år siden – den 19. november 2002 – sagde jeg, at »udvidelsen er Europas vej ind i fremtiden«. En måned senere flyttede vi frihedens grænser mod øst og bød 10 nye medlemmer velkommen i Den Europæiske Union. Europa befinder sig i et øjeblik, der spejler historien, blot med endnu større alvor.

Ni lande søger om at blive medlem af EU: Albanien, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Moldova, Montenegro, Nordmakedonien, Serbien, Tyrkiet og Ukraine. Ingen af dem beder deres ledere om at tilslutte sig Putins Eurasiske Økonomiske Union; deres befolkninger søger tilflugt i de europæiske demokratier og retsstatsprincipper. Andre som Armenien søger ikke direkte om kandidatstatus, men ønsker den stabilitet og velstand, som tættere bånd til Europa kan tilbyde.

Landene i vores nabolag mærker på hver sin måde, hvordan verdensordenen er i opbrud. De mærker den historiske russiske indflydelse. De modtager løfter om kinesisk finansiering. For Europa er udvidelsen nu en geopolitisk nødvendighed.

I de seneste uger har jeg mødt ledere fra både Albanien og Armenien – det ene land søger EU-medlemskab, det andet støtte til at flytte sig væk fra Rusland og mod Europa. Jeg har også talt med ukrainere, der regner med EU-medlemskab for at sikre en demokratisk og velstående fremtid.

Nu, 23 år efter østudvidelsen, mener jeg, at Europa har to presserende prioriteter i vores umiddelbare nabolag. På den ene hånd må vi støtte demokratier, der er under pres. Det seneste valg i Moldova understregede omfanget af udfordringen. Rusland brugte 1 pct. af Moldovas bnp på at forsøge at påvirke valget og trække landet væk fra Europa og tilbage mod Moskva. Det lykkedes ikke der. Det gjorde det til gengæld sidste år, hvor Georgien blev trukket tilbage under russisk indflydelse.

Armenien har i de senere år gennemgået en bemærkelsesværdig demokratisk proces og søgt tættere bånd til Europa. Derfor vil valget i 2026 være et vigtigt fokusområde for Kreml. Som et modsvar må Europa øge sin støtte til projekter som Crossroads of Peace, der fremmer fred og demokrati i en region, der længe har været plaget af konflikt.

Når disse demokratier lykkes, udvides Europas grænser for sikkerhed. Når de fejler, kommer ustabiliteten tættere på. Økonomisk hjælp og støtte til infrastruktur, samarbejde om cybersikkerhed og fremskyndede processer for integration af landene er afgørende.

På den anden hånd har vi den mest presserende udfordring for Europa. Ukrainerne søger EU-medlemskab, fordi de har set alternativet: Putins verden præget af brutalitet, uretfærdighed og straffrihed. I 2014 overbeviste vores svage reaktion på Putins første invasion af Ukraine ham om, at hans vilje var stærkere end vores. Vi kan ikke begå den samme fejl i dag.

Vi skal støtte Ukraine militært – med langtrækkende våben, luftforsvar og sikkerhedsgarantier. Men vi skal også støtte Ukraine med den politiske opbakning, de har brug for. Ved at fremskynde Ukraines EU-medlemskabsproces kan vi vise de ukrainere, der risikerer deres liv – og Putin – at Ukraines fremtid ligger i Europa.

Læren af udvidelsen i København var, at modige handlinger forandrer Europa til det bedre. Det gør os stærkere økonomisk, strategisk og geopolitisk. Med demokratiet truet over hele verden er det nu tid for Europa at træde i karakter og række hånden ud til dem, der deler vores værdier.