Europa skal forvandle sikkerhedsgarantier til afskrækkelse
I månedsvis har Europa talt om sikkerhedsgarantier for Ukraine uden at gøre dem til virkelighed. Lad os etablere en veludrustet europæisk afskrækkelsesstyrke på ukrainsk jord.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
Læren fra 2014, da jeg stod i spidsen for Nato, er klar: Putin vil have Ukraine. Og han vil have det hele. Afgørende er det, at Moskva behandler enhver form for passivitet eller tøven som et signal om svaghed.
I sidste uge havde de europæiske ledere en samtale om deres »koalition af villige« i Paris med præsident Zelenskyj. Det er afgørende, at denne koalition af villige ikke bliver en koalition af afventende.
I månedsvis har Europa talt om sikkerhedsgarantier for Ukraine uden at gøre dem til virkelighed. Selv om der endelig er kommet nogle positive tegn med over 25 lande, der forpligter sig til at give Ukraine en »betryggende styrke«, er tid og hastighed nu altafgørende.
Momentum skal følges op af resultater. For at ændre balancen skal Europa gå fra papir til virkelighed, fra erklæringer til soldater og fra løfter til tilstedeværelse.
Europæerne kunne faktisk allerede indsætte ressourcer og skabe en virkelighed på jorden, der driver Putin til forhandlingsbordet.
Jeg foreslår en veludrustet europæisk afskrækkelsesstyrke på ukrainsk jord. Stationeret bag frontlinjen ville den yde hurtig støtte til de ukrainske styrker og sende et klart signal til Moskva: Enhver ny offensiv vil udløse et militært svar.
Uden en sådan styrke vil Kreml se enhver våbenhvile som intet andet end en chance for at opruste.
Hidtil har de europæiske ledere behandlet garantier som noget, der skal forhandles i slutningen af en fredsaftale, snarere end som en betingelse for en sådan. Den logik er bagvendt. Sikkerhed er ikke et produkt af fred; det er forudsætningen for fred.
Europas tilgang til sikkerhedsgarantier bør hvile på tre søjler.
For det første skal Ukraines egen afskrækkelse styrkes. At købe amerikanske våben gennem Nato er en kortsigtet løsning, ikke en langsigtet strategi. Europa bør investere direkte i Ukraines forsvarsindustri, som allerede leverer flere våben, hurtigere og billigere end mange etablerede leverandører. At hjælpe Ukraine med at opbygge sine egne lagre er den sikreste måde at skabe en ”pindsvinestrategi” med et forsvar så stærkt, at det gør en ny invasion umulig.
For det andet skal der etableres en europæisk ledet kommandostruktur. Selv om Nato ikke vil sætte støvler på jorden, kan alliancens rammer tilpasses. Natos næstkommanderende i Europa kunne koordinere indsættelser efter samme model som Natos fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen. Soldater fra de lande, der allerede har underskrevet bilaterale sikkerhedsaftaler med Kyiv, kan integreres under denne kommando.
For det tredje skal man sikre et langsigtet luftforsvar. Ukraine har brug for beskyttelse mod Ruslands droner og fly. Europæiske styrker vil også få brug for det. Missilsystemer skal være en del af pakken sammen med dybere efterretningsdeling og logistisk støtte. Uden disse vil enhver afskrækkelsesstyrke være udsat for unødig fare.
Når alt dette er sagt, kan Ukraine ikke acceptere nogen fredsaftale uden benhårde garantier mod et nyt russisk angreb. Natos artikel 5 er fortsat den mest effektive og billigste garanti. Men indtil fuldt ukrainsk medlemskab af alliancen er muligt, må Europa stille sine egne håndfaste garantier.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.