Det flyder med farligt rumskrot rundt om Jorden: Rummet har brug for nye færdselsregler

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Siden indledningen af rumforskningen har verdens mest magtfulde nationer været i et kapløb om at dominere kredsløbet omkring Jorden. Selvom rummet er en del af den geopolitiske arena, er det ikke længere begrænset til en konkurrence mellem supermagterne fra Den Kolde Krig.

For blot syv år siden var der omkring 2.000 aktive satellitter i rummet. I dag er det tal steget til over 10.000, og ved udgangen af dette årti kan der være 100.000 eller flere aktive satellitter, som primært ejes af en lille håndfuld amerikanske virksomheder.

De nuværende regler om fordelingsret i rummet efter først til mølle-princippet daterer sig tilbage til 1960’erne og 70’erne, hvor USA og Sovjetunionen havde et næsten monopol på adgangen til rummet. De institutioner, der er ansvarlige for disse regler – FN, Den Internationale Telekommunikationsunion og andre – blev etableret i en anden verden.

Traktater, der blev underskrevet i de tidlige dage af rumforskningen, er ikke længere hensigtsmæssige, og de har resulteret i et globalt styringsvakuum, der har forvandlet rummet til et farligt det vilde vesten.

Den hurtige vækst i den private sektors rumaktiviteter har haft betydelige fordele for alt fra forskning til miljøbeskyttelse og efterretningsindsamling, men har også udløst en ulmende krise. Rummet er måske uendeligt, men det nedre kredsløb omkring Jorden er ikke.

Hvert år går et stigende antal satellitter i stykker og sender bunker af rumskrot rundt i vores kredsløb med en hastighed, der er otte gange hurtigere end et projektil.

Væksten af rumskrot fra det stigende antal satellitter truer både offentlige og private aktører i rummet — og udgør en risiko for os nede på Jorden, når og hvis de styrter ned.

Derudover lægger det stigende antal satellitter også beslag på det begrænsede radiospektrum, der fungerer som den usynlige signalvej, der forbinder satellitterne med Jorden.

Ligesom det gælder vores motorveje på Jorden, bliver vi også bremset af trafikpropper i rummet. Hvis dette hurtige overforbrug i vores kredsløb ikke bliver løst, vil det resultere i signalforstyrrelser og en trussel mod Europa og vores allieredes evne til at opretholde sikkerhed, rumobservation og daglige kommercielle tjenester, som er kritiske, og som adgangen til rummet muliggør.

For nylig kom det frem, at Elon Musk i 2022 beordrede sit satellitfirma, Starlink, til at lukke adgangen i Ukraine, hvilket udgjorde en trussel mod de ukrainske væbnede styrker, der er afhængige af firmaets tjenester for at opretholde kommunikation på slagmarken.

Da et lille antal private virksomheder – eller utilregnelige privatpersoner – er årsagen til de overfyldte kredsløb, er det ikke en realistisk strategi for regeringer rundtom i verden at stole på den gode vilje frem for profitmotiver og ideologiske dagsordener.

Vi har et akut behov for at skabe klare regler for, hvordan vi bruger rummet. Ligesom flyselskaber skal opfylde sikkerhedsstandarder for at få adgang til et lands luftrum, er det naturligt, at satellitoperatører skal opfylde fornuftige regler for at få og bevare adgang til nationale markeder.

På trods af den stigende globale polarisering bør Europas regeringer tage ansvar for og gå foran i bestræbelserne på at finde fælles løsninger.

Vi må hurtigst muligt udvikle nye, moderne rammer – for at mindske farligt rumskrot, regulere satellittrafik og frekvensdeling på en ansvarlig måde og forhindre, at nye oligopoler overtager kontrollen med det, der bør være en fælles global sfære for forskning, udforskning, innovation og økonomisk vækst.