Vores fokus på verdens andre brændpunkter øger truslen mod Taiwan fra Xi Jinpings Kina

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Jeg besøgte Taiwan første gang i 1994 som ungt medlem af Folketinget. Siden er landet blevet et eksempel for hele verden på, hvordan et frit folk kan trives.

På mit seneste besøg i Taipei i foråret mødtes jeg med militæreksperter, ledere fra civilsamfundet og erhvervslivet samt politikere, inklusive præsident William Lai. I sidste måned var jeg stolt over at kunne byde den tidligere præsident Tsai Ing-Wen velkommen til Copenhagen Democracy Summit.

Mens krigene i Ukraine og Mellemøsten fylder medierne, står Taiwan over for et vanskeligt øjeblik.

2027 er i årevis blevet set som den dato, hvor Kina ville være klar til at invadere Taiwan. Men mange mål for Kinas militære kapaciteter, såsom rumbaserede aktiver og moderniseringen af raketstyrken, er allerede gennemført.

Den kinesiske flåde er nu mere end dobbelt så stor som den amerikanske. Der er konstant skibe stationeret omkring Taiwan. Krænkelser af Taiwans luftrum sker jævnligt.

Såkaldte øvelser kan nemt blive et røgslør for en invasion. USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth, sagde for nylig, at en invasion endda kunne være »nært forestående«.

I årtier har Taiwan været beskyttet af implicitte amerikanske sikkerhedsgarantier, som har gjort det muligt for demokratiet at trives. I dag befinder Taiwan sig i en skrøbelig balance – fanget mellem kinesisk fjendtlighed og uro over USA’s engagement i den globale kamp for demokrati.

Mange i Europa vælger ofte at se den anden vej, når det gælder Kinas provokationer. Men når vi kæmper for frihed i Ukraine, må vi – som den franske præsident, Emmanuel Macron, argumenterede for i sidste måned – afvise dobbeltmoral, når det gælder Taiwan.

Tag ikke fejl: Mens præsident Trump truer Grønland med annektering og Ukraine med tvungen kapitulation, følger Xi Jinping nøje med i, hvordan vi reagerer. Europæisk tøven risikerer at blive et grønt lys for autoritær ekspansion.

Vi må vise Kina, at Europa står sammen med demokratier overalt. I forhold til Taiwan ser jeg tre prioriteter:

Europa bør først styrke vores økonomiske bånd med landet gennem en omfattende investeringsaftale med fokus på kritiske teknologier og modstandsdygtighed i forsyningskæden. Mikrochipgiganten TSMC’s nylige investering på 600 mio. euro i Tyskland er en model, der viser fordelene for Europa ved et dybere økonomisk samarbejde med en teknologisk magt som Taiwan.

Taiwans industri producerer 92 pct. af verdens mest avancerede mikrochips. De komponenter er afgørende for Europas konkurrenceevne og sikkerhed. En konflikt i Taiwan-strædet vil true økonomisk aktivitet for mindst 2.000 mia. dollars.

For det andet skal vi styrke vores samarbejde om sikkerhed. Ved at uddybe vores partnerskab og støtte Taiwans indsats for at modvirke misinformation og styrke øens forsvar mod cyber- og hybridangreb kan vi konkret hjælpe med at øge Taiwans modstandsdygtighed.

For det tredje må vi gøre det klart for Beijing, at aggression vil få konsekvenser. Det bør omfatte en række sanktioner. Hårdere end selv dem, der er pålagt Rusland. Truslen om at miste adgang til de europæiske markeder ville være en betydelig afskrækkelse – især mens Kina udkæmper handelskrig med USA.

Friheden skal forsvares, hvor den er mest truet. Ønsket om demokrati er ikke begrænset af oceaner eller grænser. Det tyranni, der truer Ukraine i dag, truer Taiwan i morgen – og Europa efter det.

Mens USA skaber kaos i den globale orden og styrker verdens autokrater i processen, er det på tide, at Europa viser, at demokrati har mere end én forsvarer.