Anders Fogh Rasmussen: Ja, det vil koste smertefulde indrømmelser. Men Europa skal få handelsaftaler gjort færdige

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Europa befinder sig ved en korsvej. De protektionistiske vinde, der blæser fra Washington, er blevet til en økonomisk storm. Trumps toldsatser vender op og ned på den globale økonomi og lægger den økonomiske orden efter Den Kolde Krig i ruiner.

Nogle siger, at Europas svar bør være vores egen økonomiske protektionisme. Andre argumenterer for dybere bånd til Kina i et transaktionsbaseret forhold. Begge dele er forkert.

Europa skal i stedet styrke vores økonomiske bånd med verdens demokratier. Og vi bør starte med de lavthængende frugter i form af ikke-underskrevne handelsaftaler.

Matematikken bag europæisk velstand er enkel. EU er verdens største handelsblok. Men vi er stadig faretruende sårbare over for dem, der ser os som konkurrenter snarere end partnere – med USA under Trump i spidsen.

Mens europæiske bureaukrater diskuterer detaljerne i landbrugskvoter, er vores demokratiske allierede klar til at udbygge de økonomiske bånd. Fra Mercosur-nationer i Latinamerika over Indien og til Australien. Det vil styrke vores kollektive modstandskraft mod både autoritær aggression og amerikansk økonomisk tyranni.

EU-Mercosur-aftalen har været undervejs i to årtier. Pagten med Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay blev vedtaget sidste år, men er stadig genstand for bureaukratiske og politiske forsinkelser. Alligevel vil den skabe et nyt, transatlantisk handelsmarked med over 780 millioner mennesker, sikre kritiske ressourcer til Europas grønne omstilling og demonstrere Europas engagement i Latinamerika og præsentere et alternativ til Beijings tiltrækningskraft.

Europas forhandlinger med Indien, verdens mest folkerige demokrati, har ligget stille siden 2013. I takt med at Indien bliver et globalt kraftcenter inden for produktion, vil en omfattende handelsaftale mellem EU og Indien skabe nye bånd, der kan fungere som et bolværk mod både amerikansk uforudsigelighed og kinesisk ekspansion. Samtidig med at der åbnes et marked for europæiske varer, som snart vil nå op på 1,5 milliarder mennesker.

Aftalen mellem Australien og EU er oplagt at indgå hurtigt. Med sin solide orientering mod vesten og store reserver af kritiske mineraler, som er afgørende for vores digitale og bæredygtige fremtid, repræsenterer Australien et demokratisk alternativ til en farlig, europæisk afhængighed af Kina. Alligevel blev aftalen sat i stå i 2023. Blandt andet på grund af et krav fra Europa om, at australske virksomheder ikke længere må bruge navnet ”prosecco” om mousserende vin.

Disse aftaler skal gøres færdige. Og andre – med demokratier som Indonesien og Taiwan – skal forhandles hurtigst muligt. For hver dag vi udskyder disse aftaler, risikerer vi, at vores demokratiske partnere vil søge andre steder hen for at finde stabilitet og muligheder.

Når demokratiske nationer handler sammen, trives de ikke kun sammen, men står også sammen. EU blev bygget på handel. Kul- og Stålfællesskabet bandt tidligere økonomiske modstandere sammen i et net af gensidig afhængighed. I dag må vi udvide den europæiske vision globalt og skabe et netværk af demokratiske økonomier, der kan gøre os alle mere sikre.

Præsident Trump har gjort det klart, at han ser vores forhold som et nulsumsspil: Amerika skal vinde, og Europa skal tabe.

Politikere og særinteresser vil råbe op om, at det vil kræve nogle smertefulde politiske og økonomiske indrømmelser at færdiggøre Europas udestående aftaler. Det har de ret i. Men i lyset af den økonomiske krigsførelse må Europas økonomiske sikkerhed komme i første række.