Den nye tyske regering får også udfordringer nok i 2025

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

De forfærdelige billeder fra Magdeburg af et kujonagtigt angreb på det fredelige og hyggelige julemarked taler desværre deres eget skræmmende sprog: Selv med diffuse og forrykte intentioner kan en enkelt person skabe uhyre meget lidelse for hundredvis af mennesker og familier samt splittelse og ængstelse i et samfund.

Mens vores tanker lige nu er hos ofrene og deres pårørende, tvinger det forestående tyske valg til Forbundsdagen den 23. februar os til også at kigge fremad mod det nye år. Dog er blikket i krystalkuglen ikke helt klart.

Det skyldes ikke kun de mulige efterdønninger af angrebet i Magdeburg. Også mange andre faktorer gør, at de dage måske er forbi, hvor tysk politik sjældent bød på overraskelser. Altså de dage, hvor der var valg hvert fjerde år. Hvor der efter et par måneders forhandlinger blev præsenteret en ny regering. Og hvor regeringen i reglen var en solid og måske lidt kedelig flertalsregering, der var med til at gøre det muligt for den tyske kansler at sætte retningen ved de europæiske møder.

Det billede falmer. Den såkaldte trafiklysregering mellem det socialdemokratiske SPD, det liberale FDP og De Grønne er gået i opløsning. Kansler Olaf Scholz har som planlagt tabt mistillidsafstemningen i Forbundsdagen. Og tyskerne står for en sjælden gangs skyld nu foran et parlamentsvalg i utide.

Det er ikke til at sige, hvad følgerne bliver af angrebet i Magdeburg – og af at højrefløjspartiet AfD har fået opbakning fra Elon Musk, ejeren af det sociale medie X. I de seneste meningsmålinger op til jul pegede meningsmålingerne dog på CDU/CSU som vinder og dermed på CDU-partiformand Friedrich Merz som ny kansler med SDP og/eller De Grønne som regeringspartner.

Nemt bliver det ikke. For det første skal alle partier klatre ned fra nogle ret høje træer, før der kommer en regering på benene. For det andet er overraskelsernes tid måske ikke forbi: I 2021 var SPD og Scholz næsten lige så langt efter CDU/CSU som i dag. Alligevel tog Scholz en mageløs slutspurt – og kanslerposten.

Krystalkuglen afslører også, at FDP, Sahra Wagenknechts BSW og Die Linke ligger på kanten af spærregrænsen. Det kan derfor ikke udelukkes, at den ny Forbundsdag kun kommer til at bestå af fire partier: CDU/CSU, SPD, De Grønne og AfD. Selvom AfD på den yderste højrefløj står til at fortsætte sin fremmarch, gør det sandsynligvis ikke den store forskel i regeringsdannelsen. For ingen af de andre vil lege med AfD.

Det tyske valg bliver altså ”sehr spannend”. Men uanset udfaldet vil en kommende tysk regering sidde med en række store udfordringer, der i krystalkuglen ser noget foruroligende ud: Verdens tredjestørste økonomi, der længe har været EU’s økonomiske lokomotiv, er ved at tabe pusten. Diagnosen er der bred enighed om i Tyskland. Landet har brug for reformer, der gør det nemmere at være tysk borger og virksomhed. Der skal tages livtag med bureaukrati, manglende digitalisering og høje energipriser.

I meningsmålinger tidligere i december stod økonomien øverst på de tyske vælgeres bekymringsliste. Næsten halvdelen af tyskerne frygter faldende levestandard og stigende inflation, mens hele tre af fire generelt er bekymrede for landets økonomi og industri. Det forstår man godt. Med bilindustriens udfordringer som det ypperste symbol ser vi i dag et Tyskland præget af nulvækst og strukturelle problemer.

Man må dog tage hatten af for, hvordan tyskerne håndterede den akutte energikrise efter Ruslands angreb på Ukraine. Den russiske gas blev udfaset, og de tyske spøgelser, hyperinflation og industridød, blev aldrig vækket til live. Alligevel er kvalerne ikke forbi i et Tyskland med stor nettoimport af energi, med en energikrævende industri og et investeringsefterslæb i infrastruktur, digitalisering og grøn omstilling. Her kigger Tyskland mod Danmark. Det gælder i forhold til digitaliseringen, men også som en kilde til grøn energi, herunder brint i så rigelige mængder, at forsyningen bliver stabil, og priserne lavere.

Et stort fokus i valgkampen vil derfor være, hvordan fornyelsen og stimuleringen af den tyske økonomi skal foregå og finansieres.

Sikkerhedspolitisk går Tysklands – ligesom Europas – udfordringer heller ikke væk af sig selv. Kansler Scholz erklærede i 2022, at et sikkerhedspolitisk ”Zeitenwende” eller tidehverv var på vej. Men i realiteten har dette stadig et stykke vej igen i et Tyskland, der af historiske årsager har en udbredt angst for både krig og Rusland. Selv i SPD og CDU/CSU er der modstandere af visse typer militær støtte – et dilemma, som yderfløjene i form af AfD og BSW profiterer på.

Allerede før angrebet i Magdeburg stod migration næstøverst på de tyskere vælgeres bekymringsbarometer. Det er lykkedes at bringe tallene markant ned. Men udfordringerne i forhold til integration er betydelige, samtidig med at der stadig er et demografisk behov for indvandring. På dette område vil AfD fortsat kunne lægge stærkt pres på den politiske midte.

I et globalt perspektiv er den store udfordring, at enhver ny tysk regering vil få en rigtig svær hovedopgave: at føre an i opbygningen af et modstandsdygtigt Europa, der kan navigere i tidens sikkerhedspolitiske trusler og lurende handelskrige.

Ånden i ”Zeitenwende” – at Tyskland og Europa skal påtage sige et større ansvar for europæisk sikkerhed – er for alvor ude af flasken. Det vil sandsynligvis blive endnu tydeligere, når den nye amerikanske administration træder til.

Den tyske eksportøkonomi er stærkt afhængig af både Kina og USA. Handelsuroligheder mellem de to og mellem EU og de to vil være et stærkt krydspres. På den geopolitiske vægt vil Tysklands transatlantiske forankring dog i sidste ende veje tungest.

Med det politisk ustabile Frankrig i baghovedet er der derfor lige nu al mulig grund til at håbe på, at Tyskland vil få en stabil regering efter valget i februar. Og på at Tyskland derefter kan genindtage noget af sin gamle rolle som politisk og økonomisk anker i Europa.