Måske er vilde Wilders knap så vild længere

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I dagene efter parlamentsvalget den 22. november havde Nederlandene Europas opmærksomhed. Den stærkt højreorienterede politiker og partiejer Geert Wilders – som ofte er kommet med kontroversielle udtalelser – havde vundet en markant sejr og fået næsten hver fjerde stemme ved valget. Men så skrev jeg og alle andre observatører, at der ville gå lang tid med regeringsdannelse, og derfor bevægede opmærksomheden sig naturligt nok tilbage mod Gaza/Israel, Ukraine, Washington og Bruxelles. Situationen er fortsat den, at der forhandles om et muligt regeringsgrundlag for en kommende regering. Og de forhandlinger kommer minimum til at vare til februar.

Men efter over 13 år med Mark Rutte står det klart, at Nederlandene vil få en ny premierminister i 2024. Når det sker, skal landet nok få opmærksomheden tilbage for en stund – særligt hvis den nye premierminister hedder Geert Wilders. Spørgsmålet er så, om det går sådan. Det korte svar er, at det her og nu er det klart mest sandsynlige, men der er også andre muligheder. For taler, at Geert Wilders’ Frihedsparti PVV blev det suverænt største parti ved valget, og der er i Nederlandene en tradition for, at lederen af det største parti bliver premierminister.

Dertil kommer, at vælgerne faktisk sammensatte et parlament med et klart borgerligt flertal. De fire borgerlige partier – Frihedspartiet, De Liberale, Ny Social Kontrakt samt BondeBorgerBevægelsen – som i øjeblikket undersøger at danne regering, ser relativt ens på tre af de spørgsmål, der fyldte mest i valgkampen: omkostningskrisen, hvor den menige nederlænder føler, at pengene ikke strækker langt nok efter nogle af Europas største prisstigninger; lovlig og ulovlig migration (der kommer netto over 200.000 til Nederlandene om året) samt mangel på boliger – der mangler 400.000.

Endelig er der nok en uudtalt holdning hos de øvrige partier om, at det ville være ganske glimrende, at hr. Wilders får lov at prøve at styre landet og have hovedansvaret for at løse de mange udfordringer, Nederlandene står over for. Risikoen for at skuffe vælgerne er stor, og det ved den rutinerede Wilders selvfølgelig også.

Der er derfor også nogle argumenter for, at premierministeren kunne blive en anden. Det kunne være Mark Ruttes afløser som partiformand for De Liberale (VVD), Dilan Yesilgöz-Zegerius. Eller det kunne blive en udefrakommende. Det sidste kan lyde mærkeligt, og det ville også være utraditionelt i Nederlandene, men det er et udtryk for, at premierministerposten historisk ikke har været så magtfuld som i andre europæiske lande. Premierministeren er kun primus inter paris – først blandt ligemænd – i en regering og kan principielt ikke blande sig i, hvad andre ministre siger og gør.

Mark Rutte har i sine 13 år ændret rollen betydeligt og været en meget magtfuld premierminister. Men en af de centrale mulige koalitionspartnere Pieter Omtzigt – leder af det nystiftede parti Ny Social Kontrakt – mener, at magten bør ligge i parlamentet og ikke hos premierministeren. Han vil derfor selv nødig være minister i en ny regering, men derimod langt hellere være gruppeformand for sit parti i parlamentet og udøve sin indflydelse derfra.

For VVD’s nye leder, Dilan Yesilgöz, som premierminister taler, at hun har erfaring som minister, er mere spiselig for de øvrige partier end Geert Wilders, der som nævnt er kommet med en række meget kontroversielle og nogle gange grundlovsstridige forslag igennem sine 20 år som partileder.

Nok har han dæmpet retorikken betydeligt under valgkampen og i ugerne efter valget og tilmed fået øgenavnet ”Milders”, men to årtiers udtalelser bliver ikke sådan lige glemt.

Ministerkabalen er dog noget af det sidste, der bliver forhandlet. Først skal man igennem lange forhandlinger for at se, om man kan enes om, hvilken politik regeringen skal føre, og i den forbindelse identificere de største udfordringer for Nederlandene lige nu. Det sidste udspringer i høj grad af valgkampen. Foruden migration, høje leveomkostninger og boligmangel har Nederlandene de samme demografiske udfordringer som andre lande og mangler hænder i plejesektoren.

Og så kæmper Nederlandene med de højeste kvælstofniveauer i Europa og med en for langsom grøn omstilling. Men sidstnævnte to udfordringer er ikke noget, en ny borgerlig regering forventes at give høj prioritet. Tværtimod argumenterer flere af partierne for, at tempoet i den grønne omstilling skal sættes ned. Hvad angår EU er Wilders decideret modstander. De tre andre partier ønsker at fastholde Nederlandene i EU, men er alle lettere EU-skeptiske.

En ny regering vil også være udfordret af, at råderummet i nederlandsk økonomi er blevet indskrænket, og at produktiviteten og væksten i økonomien er meget lav. De sparsommelige nederlændere har fortsat en lav gæld sammenlignet med andre lande i eurozonen. Men de offentlige budgetter rammes af store udgifter til forsvar, højere renter, støtte til de lavtlønnede, det demografiske træk og af det store antal flygtninge.

Samlet vil en eventuelt kommende premierminister Wilders af ovenstående grunde været bundet af store begrænsninger og hensynet til sine koalitionspartnere, uden hvem han ikke har et flertal. Men det vil næppe afholde ham fra at komme med markante udtalelser, også i fremtiden.