Danmark har ingen mangel på udenrigspolitiske fadæser. Men hvorfor vende dem på hovedet?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

LONDON

Folkemødet er jo en overvejende nordisk opfindelse, men man har noget, der ligner, andre steder. I London er der f.eks. FT Weekend Festival, gennemført af Financial Times’ lørdagsudgave, som er en af de bedste aviser, man kan tænke sig.

Forgangne weekend var den der igen. I parken til et stateligt palæ i Hampstead, traditionelt ikke hjemsted for de fattigste og dårligst uddannede, mødtes forfattere, kunstnere, kommentatorer og journalister med læserne. Det var et storslået arrangement. Der blev ikke talt meget politik, mere kultur og samfund. Det foregik i store telte. I mindre telte holdt sponsorerne til, bl.a. investeringsfirmaer og auktionshuse, hvis man nu havde nogle millioner, man ikke vidste, hvad man skulle stille op med.

Som sagt, det var en oplevelse. Den 88-årige irske forfatter Edna O’Brien præsenterede sin nyeste roman om pigerne, som terrorister har bortført i Nigeria. Emnet er frygteligt, og frygteligt vigtigt, bogen har fået gode anmeldelser, og O’Brien var i teltet skarp og munter, som hun altid har været, men også svækket af sygdom. Måske er det sidste gang, man har set hende, tænkte man.

Forinden var der en seance med Edmund de Waal, der også er forfatter, men tillige keramiker. Han har skrevet “Haren med de ravgule øjne”, som er den utrolige historie om hans egen slægt. Han var, som man havde forestillet sig ham. Sympatisk, morsom og charmerende forvirret.

Det var imidlertid Robert Harris, der fik én til at måbe. Harris er, hvad man kan kalde en succesforfatter. Hans speciale er historiske romaner, der balancerer mellem det seriøse og det salgbare. Hans seneste er en fortælling om Storbritannien 800 år efter vor tid. Også den har fået fine anmeldelser.

Det var ikke så meget bogen, der fik overtegnede til at gispe, men en enkelt bemærkning i en samtale mellem Harris og en ordstyrer. Konversationen gik på imperier. Hvornår og hvorfor synker de i grus? Harris mente, at ledere ofte er glimrende indtil et vist punkt, hvorefter det går ned ad bakke. Det gør deres imperier også. Hvilket jo er et ædrueligt synspunkt.

Problemet, som Deres udsendte ser det, indtraf, efter han havde omtalt Margaret Thatcher og Tony Blair – to tidligere premierministre – som beviser for sin tese. De var rationelle i begyndelsen, sagde han, men siden blev de isoleret fra almindelige mennesker og fik storhedsvanvid. Ligesom, tilføjede han efter en kunstpause, Adolf Hitler, der også var temmelig rationelt indstillet indtil slutningen af 1930’erne. Altså ifølge Harris.

Han sagde selv, at påstanden var »kontroversiel«. Det tør siges. At sammenligne Thatcher og Blair med manden, der udløste Anden Verdenskrig og Holocaust, er voldsomt. De jøder, der blev forfulgt af nazisterne længe før slutningen af 1930’erne, vil næppe kalde Hitler rationel. I hvert fald ikke på den positive måde.

Den slags sproglige vildfarelser er ikke enestående. Harris ville formentlig i et roligere øjeblik medgive, at sammenligningen halter. Men han brugte den, fordi den kunne skabe opmærksomhed.

Der bliver stadig mere af det. Forleden hed det i et debatindlæg her i avisen, at Mette Frederiksen var ansvarlig for »den største fadæse nogensinde i dansk udenrigspolitik«. Statsministerens brøde var, mente skribenten, at hun havde kaldt Donald Trumps tilbud om at købe Grønland »absurd«, hvilket medførte, at den amerikanske præsident udsatte et besøg i Danmark.

Nu kan man mene om Trump, hvad man vil, og for så vidt også, hvorvidt det var klogt af Frederiksen at bruge a-ordet. Men at kalde episoden for den største fadæse nogensinde i dansk udenrigspolitik er, ja, absurd.

Danmark har, som andre lande, ingen mangel på udenrigspolitiske fadæser. Alene for de seneste 80 år kan nævnes i kronologisk rækkefølge:

Uviljen imod at tage advarsler om en forestående tysk besættelse alvorligt (1940). Overbærenhed med en uduelig og fordrukken diplomat, der siden blev afsløret som spion for Polen (1958). Statsminister Anker Jørgensen, der i en tale i Middelfart udtrykte sympati for Israel og dermed skabte risiko for en arabisk olieboykot af Danmark (1973). Socialdemokraten Svend Auken, som kaldte Ronald Reagan »en afdanket filmskuespiller, der opfattede den internationale situation som enhver anden cowboyfilm« (1981). Den danske ambassade i Østberlin, der fik lokalt politi – og formentlig Stasi-folk – til at fjerne fredelige DDR-borgere, som havde indtaget repræsentationen i håb om at måtte rejse til Vesttyskland (1988).

Hvor kan Frederiksens udtalelse om Trump anbringes? Næppe i toppen. Hvorfor så gøre det – og så meget andet? Hvorfor historieløsheden?