Mistilliden trives i stor skala i USA

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I princippet burde det ikke være vigtigt, om den nu tidligere særlige undersøger Robert Mueller talte meget eller lidt, om han var charmerende eller ej, om han snublede over ordene ind i mellem eller aldrig gjorde det. Hans optræden for et par uger siden i den amerikanske kongres – som er blevet udsat for tusindvis af analyser, lige fra forhånelse på amerikanske Fox News til et ”det var kedeligt”-resume på britiske BBC – burde have været af sekundær betydning.

Han er embedsmand, ikke popstjerne. Hans opgave var at fremlægge beviser, ikke at underholde.

Beviserne, som nu er nedskrevet i protokollen og tidligere har været at finde i Muellers rapport, burde også tale for sig selv. Vi ved, at der var russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016. Det er der ingen, der for alvor betvivler.

Vi ved, at russiske agenter hackede det demokratiske parti og via Wikileaks offentliggjorde stjålet materiale, og at de oprettede falske profiler på sociale medier med det formål at narre folk. Vi ved, at præsident Donald Trumps kampagnestab havde kendskab til og tilskyndede dette, og vi ved, at flere medlemmer af kampagnestaben nu sidder i fængsel.

Vi ved, at præsident Trump forsøgte at skjule alt dette for Muellers folk, og at han derved kan have begået kriminelle handlinger, som kan betyde, at han kan retsforfølges, når han forlader præsidentposten.

I en verden, hvor kun fakta betyder noget, ville en lille del af dette have været nok til at sende præsidenten og de moralsk anløbne personer omkring ham ud af den politiske virkelighed og måske endda direkte i fængsel. Men vi lever ikke i en verden, hvor det kun er fakta, der betyder noget. Tillid betyder endnu mere. Og det betyder mere, hvem der fremlægger fakta og hvordan.

Der var engang, da en rapport som Muellers automatisk ville blive behandlet som troværdig, ganske enkelt på grund af de amerikanske institutioner, som Mueller associeres med: Marineinfanteriet, Justitsministeriet, FBI.

Men sådan er det ikke længere. En nylig undersøgelse foretaget af det uafhængige Pew Research Center viser ikke bare, at amerikanernes tillid til landets regering ligger på et næsten historisk lavpunkt, men også, at tre ud af fire amerikanere mener, at mistilliden er berettiget.

Med andre ord stoler amerikanerne ikke på regeringen, ligesom de ved, at ingen andre stoler på regeringen, og det har de det fint med.

Amerikanerne stoler heller ikke på hinanden: Omtrent halvdelen af alle amerikanere (47 pct. ifølge den samme undersøgelse fra Pew Research Center) angiver, at de enten ikke længere har tillid til eller kun i begrænset omfang har tillid til, at deres landsmænd eksempelvis vil anerkende valgresultater.

De republikanske kongresmedlemmer er ganske klar over alt dette. Det kan forklare deres taktik. I stedet for at tilbagevise oplysningerne i Muellers rapport, hvilket de ikke kan gøre, forsøgte de med tilsvining af Mueller og hans folk at overbevise de republikanske vælgere om ikke at læse rapporten og ikke at tro på den.

Jeg tvivler stærkt på, at Devin Nunes, republikansk medlem af Kongressen, virkelig tror på sin groteske historie om demokraternes angivelige hemmelige aftaler med russerne – en konspirationsteori, som ofte nævnes på tv-kanalen Fox News, og som også blev fremlagt for Mueller under høringen.

Men Nunes er ligeglad, og det er Fox News også. Det handler om, at de ved at gentage deres indviklede sludder kan piske en stemning op, øge mistilliden endnu mere og få vælgerne til at række hånden i vejret og sige »jeg tror ikke på nogen af dem.« Det handler om at gøre de faktuelle oplysninger så mistænkelige og myndighederne så upålidelige, at der ikke er nogen, der tror på noget som helst.

Mueller havde en strategi for, hvordan han skulle bekæmpe denne taktik: Han skulle tale så kedeligt, så upolitisk og så følelsesforladt som muligt for at fremstille sig selv som en neutral embedsmand, en trofast FBI-mand, som er loyal over for myndighederne og ingen andre.

Jeg gentager: Dengang vi stolede på neutrale embedsmænd og myndigheder, ville det måske have virket. Men det gjorde det ikke, for det gør vi ikke længere.

Både i rapporten og i forbindelse med høringen har der været brug for, at Mueller viste noget andet. En bevidsthed om, hvad der er på spil, for eksempel – anerkendelse af, at der sidder en kriminel i Det Hvide Hus, og at præsident Trump er farlig. Han kunne have forudset, hvordan Trump-administrationen ville udlægge rapporten og kunne have gjort en forebyggende indsats, for eksempel ved at forklare sine konklusioner i et tydeligere sprog, som var forståeligt for andre end jurister.

Han kunne med det samme have udtrykt sin overbevisning om, at præsidenten hindrede efterforskningen, men ikke kan dømmes for det, mens han er præsident. Han kunne have forklaret sin overbevisning uden dobbelte negativer.

I lyset af den potentielle kriminalitet i Det Hvide Hus, som Mueller har afdækket, og velvidende hvor meget hurtigere følelser kommer frem på sociale medier, kunne han i sin rapport eller i sine udtalelser have tilføjet en bekymring eller endda frygt på vegne af sit land. Han kunne – uha uha – have haft sin egen mediestrategi for sociale medier. Eller have fået andre til at udarbejde en.

Alle, der taler offentligt, skal vinde folks tillid. Hver tidsperiode kræver forskellige færdigheder for at opnå det – og i den tid, vi lever i, er der ingen respekt for myndighedernes autoritet eller neutralitet.

Da Mueller påtog sig denne opgave, forpligtede han sig til at fremlægge sine konklusioner på en måde, der ville være troværdig for et amerikansk publikum, som ikke læser lange rapporter, som er skeptisk over for FBI og det amerikanske justitsministerium, som får sine nyheder fra smartphoneapps, og som ikke stoler på myndighedspersoner.

Det ville ikke have krævet meget – en lille smule tid, ikke de store tanker – at forsøge sig med en sådan strategi. Muellers svigt er et tab for det amerikanske folk.