De glemte erfaringer fra Tjernobyl

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Fem år efter Tjernobyl-katastrofen, i sommeren 1991, som var den sidste sommer, hvor Sovjetunionen stadig eksisterede, besøgte jeg Ukraine. Sammen med nogle lokale miljøaktivister vandrede jeg ud til den lukkede 30 kilometer-zone, der var blevet ryddet for mennesker efter ulykken. Vi medbragte geigertællere, der tikkede mere og mere, efterhånden som vi nærmede os reaktoren, men det var slet ikke alt. Vi talte også med en lokal læge, som jeg ikke husker som værende særligt imødekommende. Folk fortalte os om grise med to hoveder og muterede køer, men andre afviste dette og kaldte det rygter.

Faktisk var det ikke muligt at få ret meget at vide om Tjernobyl, når man befandt sig ved Tjernobyl fem år efter ulykken. Selv dengang var der uenighed om dødstallet, og sådan er det stadig. Som jeg skrev dengang, var det officielle dødstal på daværende tidspunkt 31. Den videnskabelige leder af den lukkede zone mente, at antallet var tættere på 7.000. Andre sovjetiske ikkestatslige organisationer kom med meget højere tal og anslog, at antallet af tidlige dødsfald som følge af ulykken ville nå op på 300.000. Tallene har ændret sig, men det har skadernes omfang ikke. Dengang kunne man ikke være sikker på skadernes omfang, og det kan man fortsat ikke. Ingen målte strålingen, da eksplosionen fandt sted. Ingen fulgte op på de personer, der blev evakueret til nye hjem over hele landet. Og ingen vidste, hvordan det efterfølgende gik de soldater og ansatte på værket, som havde deltaget i oprydningsarbejdet.

Enhver, der har set HBO’s nye, fremragende serie “Chernobyl” i fem afsnit eller har læst Serhii Plokhys prisvindende bog “Chernobyl: The History of a Nuclear Catastrophe” fra 2018, ved, at der også var problemer, som stak dybere. Ulykken var lige fra begyndelsen kendetegnet ved løgne og usandheder i flere lag. Først var det reaktorens ledelse og dernæst den sovjetiske ledelse, der mørklagde eksplosionen. Senere forsøgte de at skjule de menneskelige fejl, der havde ført til katastrofen. Derfor blev der ikke foretaget målinger, derfor blev der ikke gennemført undersøgelser, og derfor blev ofrene ikke informeret.

Senere hen skabte omfanget af disse løgne et nyt problem: Tilliden til de sovjetiske institutioner på såvel det sundhedsmæssige som det videnskabelige og politiske område styrtdykkede, især i Ukraine. Oplysninger blev erstattet af rygter. Forklaringer blev erstattet af konspirationsteorier. Det betød, at Tjernobyl blev en vigtig inspiration for den spirende ukrainske uafhængighedsbevægelse. Det var også Tjernobyl, der fik Mikhail Gorbatjov, den sidste generalsekretær i Sovjetunionen, til at introducere sit åbenhedsprogram glasnost. Han troede, at hvis de sovjetiske institutioner begyndte at fortælle sandheden, ville man kunne undgå flere tilfælde som Tjernobyl-katastrofen, og Sovjetunionen ville forblive intakt. I stedet gennemgik unionen også en nedsmeltning.

Selv om der er gået mere end tre årtier, siden eksplosionen sendte bølger af radioaktivitet ud i atmosfæren, er det ikke svært at finde folk, som gerne vil tale om den, læse om den og se dramatiseringer af den. På internettet blomstrer en subkultur med “Chernobyl”-fans. Det kommer dog ikke som en overraskelse, for vi lever i en tid, hvor de erfaringer, man gjorde sig efter Tjernobyl-katastrofen, glemmes igen. I Rusland er man vendt tilbage til en kultur med officielle løgne. Der har været opfordringer til at forbyde HBO-serien med den begrundelse, at seriens portrættering af Sovjets inkompetence, løgnagtighed og bestikkelighed på en eller anden måde udgør en hån mod det moderne Rusland og det sovjetiske imperiums eftermæle. Fordi den nationale ære er vigtigere end sandheden, har den russiske tv-station NTV igangsat sin egen serie. Denne serie kommer naturligvis ikke til at fortælle den faktiske historie. I stedet vil den – ikke overraskende – påstå, at det amerikanske efterretningsvæsen CIA var skyld i det hele.

Men Rusland er ikke det eneste land, hvor det videnskabelige område er suspekt, hvor antallet af konspirationsteorier er stigende, og hvor politik er én lang række af mørklægninger. I USA skærer præsident Donald Trumps administration i rådgivende ekspertpaneler. Miljøregler, som er indført for at beskytte befolkningen mod uren luft og forurening, rulles tilbage. Stillinger hos miljømyndighederne, som engang var besat af personer med fagspecifik ekspertise, er nu ofte besat af personer, der kommer fra de sektorer, som lovgivningen vedrører. Så snart deres arbejde hos myndighederne er afsluttet, vender de næsten med garanti tilbage til de pågældende sektorer for at høste frugten af deres indsats.

Det meste af dette foregår ikke i hemmelighed, men i stilhed. Præsidenten skilter ikke med, hvad han er i gang med, men distraherer i stedet befolkningen med sine angreb på skuespillerinder og borgmestre i udlandet, alt imens han retweeter budskaber fra konspirationsteoretikere. Vi lever ikke i en censurkultur som i Sovjetunionen, men i en kultur, hvor der er for meget information, hvor ord ikke er forbudt, men i stedet bliver overdøvet, og hvor vigtige tanker og begivenheder ignoreres. USA er heldig – meget heldig – med, at landet endnu ikke har været ramt at ødelæggelserne fra hverken en atomkatastrofe eller en anden katastrofe. For hvis en sådan katastrofe rammer landet, vil man måske opdage, at tilliden er væk i så høj grad, at landet ikke længere er beredt.