Mueller-rapporten bekræftede, at jeg havde ret

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Mueller-rapporten er blevet offentliggjort – og det er blevet godtgjort, at jeg havde ret.

Men ikke kun jeg: Alle, der begyndte at skrive om den underlige forbindelse mellem Donald Trumps kampagnestab og den russiske regering i foråret og sommeren 2016, har fået oprejsning. Det viser sig, at russiske forsøg på at hjælpe Trump i valgkampen var gennemgribende, og de, der skrev om dem, omend det skete med en vis tøven til at begynde med, gjorde ret i at gøre det.

For mig indtraf vendepunktet, da Trump besluttede at ansætte Paul Manafort. Jeg vidste, at han i adskillige år havde støttet prorussiske politiske ledere i Ukraine.

Manafort var kendt for at benytte sig af en polariserende kampagnetaktik og tarvelige ufine metoder for at hjælpe sine klienter med at vinde; han var med til at danne den korrupte og lovløse verden, som ukrainsk politik er, en verden, hvor alt er tilladt.

Jeg spåede, at Manafort ville bidrage til at ukrainisere amerikansk politik. Det gjorde han. Den rolle, som misinformation, internettrolls og botkampagner samt hackede e-mails – hver især taktikker, der tidligere var blevet afprøvet af den russiske regering i Ukraine og andre steder i Østeuropa – spillede under valgkampen i 2016, var massiv.

Som vi nu ved, afslørede Robert Mueller – der forestod undersøgelsen af, hvorvidt der var et samarbejde mellem Donald Trumps kampagnestab og Rusland – ikke et tidspunkt, da Trumps kampagnestab satte sig sammen med repræsentanter for Rusland, så de kunne koordinere deres taktik på en måde, der kunne betegnes som ulovlig.

Den konklusion overrasker mig ikke: Jeg har aldrig ment, at Trump var russisk ”agent”, og jeg har altid ment, at Trumps adfærd i offentligheden – noget, som vi alle kunne se og høre – var tilstrækkelig til at diskvalificere ham som præsident. Men omend det, som præsidenten foretog sig, ikke var ulovligt, så var det unægtelig umoralsk.

Som David Frum har skrevet i tidsskriftet The Atlantic, »er det ikke tankespind, men en kendsgerning, at Vladimir Putins Rusland hackede sig ind i amerikanske e-mails og benyttede dem til at hjælpe Trump med at blive valgt til præsident«. Det er også en kendsgerning, at Trumps kampagnestab billigede denne indblanding; ja, tilskyndede den.

Mueller-rapporten er et digert værk, og det vil tage mange uger at komme igennem den. Der er dog to forhold, som endnu ikke er belyst.

Det ene er spørgsmålet om beskeder. Hvordan kan det være, at Trump gennem hele sidste del af valgkampen i 2016 gentog og benyttede slagord, som blev undfanget på russiske statsmedier? Præsident Barack Obama »oprettede Isis«, og Hillary Clinton ville udløse en tredje verdenskrig: Der er tale om slagord, som først blev anvendt af Sputnik og andre russiske medievirksomheder.

Vi ved stadig ikke, hvordan det kan være, at Trump og hans kampagnestab benyttede samme konspirationsteorier, som russerne benyttede, eller befordrede samme konspirationsteorier på nettet. Jeg overvejede på et tidspunkt, om kampagneoplysninger kunne være blevet delt.

Og sandelig om ikke Mueller faldt over just det: Manafort og vicekampagnechef Rick Gates delte oplysninger med Konstantin Kilimnik, som FBI mener, er russisk efterretningsagent: »Gates sendte med jævne mellemrum sådanne meningsmålingsresultater til Kilimnik under valgkampen.«

Der er dog ingen yderligere oplysninger om, hvordan disse resultater kan være blevet anvendt – og ingen forklaring på, hvorfor den internettaktik, som anvendtes af det russiske militære efterretningsvæsen og Trumps kampagnestab, var så ens.

Det andet og vigtigere spørgsmål drejer sig om Trumps mere langsigtede og unægtelig nuværende forhold til Rusland. Præsidentens forretningsmæssige og personlige forbindelse til Rusland og russere går mange årtier tilbage – til Mikhail Gorbatjov-æraen, bl.a. de russiske penge, der »strømmede ind«, som sønnen, Donald Trump Jr., udtrykte det, til familiens besiddelser i USA.

Trump Sr. lovpriste Putin på den amerikanske tv-kanal CNN allerede i 2013. Trump arbejdede på forretningsaftaler i Rusland – som han løj om gentagne gange – gennem det meste af valgkampen i 2016, således som Mueller-rapporten forklarer detaljeret.

Trumps optræden, da han stod ved siden af den russiske præsident i Helsingfors i juli i fjor, var besynderlig: Synet af den amerikanske præsident, der optrådte underdanigt over for den russiske præsident, var chokerende. Hans gentagne forsøg på at føre hemmelige drøftelser med Putin, uden at amerikanske embedsmænd var til stede, var måske nok ikke ulovlige.

De er imidlertid heller ikke normale eller acceptable eller tåler sammenligning med nogen tidligere amerikansk præsidents måde at gebærde sig på.

Trumps tydelige frygt for Muellers undersøgelse og hans forsøg på at lægge hindringer i vejen for den er nu fastslået. Men hvorfor var han så bange, og hvorfor forsøgte han at lægge hindringer i vejen for den? Hvad er det i hans tidligere forhold til Rusland eller russere, som han frygtede, kunne dukke frem? Det ved vi stadig ikke. Og nu lader det til, at vi måske aldrig får det at vide.