Venezuela er tæt på at være verdens mest flygtningeproducerende land

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Venezuela er på sammenbruddets rand. Mangel på fødevarer, medicin og andre livsfornødenheder har sammen med politisk kaos og en af verdens højeste kriminalitetsrater drevet 3,4 millioner mennesker ud af landet, hovedparten efter 2015.

Flest er taget til nabolande som Colombia, Brasilien, Peru og Ecuador, der aktuelt oplever en migrationskrise på linje med den, Europa oplevede i 2015-17. Andre har sat kursen mod mindre lande som Trinidad og Tobago eller Den Dominikanske Republik.

FN’s Flygtningeorganisation (UNHCR) forventer, at yderligere to millioner vil flygte i løbet af 2019. Sker det, vil Venezuela bevæge sig fra sin nuværende tredjeplads – efter Syrien og Afghanistan – til at blive verdens mest flygtningeproducerende land.

Hvad gik galt i Venezuela? Da Hugo Chavez i 1999 overtog magten, begyndte han at omfordele landets olieindtægter til fordel for fattiges adgang til uddannelse, sundhed og overkommelige fødevarepriser. En kombination af faldende verdensmarkedspriser på olie og dårlig forvaltning af overskuddet viste politikkens begrænsning.

Stigende udlandsgæld, misligholdte tilbagebetalingsaftaler og en uforudsigelig valutapolitik har fået internationale leverandører til at lukke deres operationer i landet. Galoperende inflation betyder, at de færreste har råd til at købe de varer, der nogle gange findes i butikkerne. Økonomiske sanktioner indført af USA og flere allierede forværrer situationen.

Krisen spidsede til i januar 2019, da Juan Guaidó, oppositionsleder og leder af Nationalforsamlingen, med henvisning til forfatningen og præsident Maduros fejlslagne chavistiske projekt og fornægtelse af humanitære behov, udråbte sig selv til Venezuelas retmæssige præsident.

Han tog i februar til Colombia med en plan om at bringe nødhjælp over grænsen. Aktionen slog fejl og er efterfølgende blevet beskyldt for at politisere den humanitære bistand.

Rejsende i Latinamerika har ikke kunnet undgå at møde venezuelanske flygtninge og migranter i større byer som Bogotá, Quito, og Lima, hvor de mest ressourcestærke har fundet beskæftigelse, i mange tilfælde som overkvalificeret arbejdskraft, i servicesektoren.

Venezuelanske kvinder dominerer flere steder skønheds-, omsorgs- eller sexindustrien. Flere lande har oplevet en markant stigning i venezuelanske sexarbejdere og rapporterer om decideret handel med kvinder.

Som i andre migrationskriser har mennesker med bedre økonomisk og uddannelsesmæssig baggrund både været blandt de første til at tage af sted og også, qua deres sociale og økonomiske kapital, været i stand til at nå mere attraktive destinationer som eksempelvis USA og Spanien.

Mange af de aktuelle venezuelanske migranter og flygtninge kommer fra fattigere kår, og deres sundhedstilstand er efter års under- og fejlernæring kritisk. Nogle bor i lejre, andre på gaden. Begge dele bekymrer lokalbefolkningen.

Latinamerika har i årtier bidraget væsentligt til global flygtningebeskyttelse. Men flere års åben migrationspolitik er under forandring, blandt andet på grund af den venezuelanske migrationskrises omfang, men også en mere nationalistisk drejning i lande som Brasilien.

Hvor de første venezuelanske migranter og flygtninge generelt blev mødt med åbenhed og en folkeligt forankret solidaritet, begynder kamp om ressourcer og frygt for stigende kriminalitet at bære ved til migrationsbegrænsende politikker og xenofobisk retorik.

En fælles plan for bistand til venezuelanske migranter og flygtninge i nabolandene er udarbejdet af UNHCR og Den Internationale Organisation for Migration (IOM). Planen omfatter både generelle behov på tværs af latinamerikanske modtagerlande og akutte behov for adgang til selvforsørgelse og beskyttelse i enkeltlande.

Ud over etablering af informationsudveksling og tværinstitutionelle koordinationsbehov påpeges behov for legaliseringskanaler, arbejdsmarkedsintegration og sociale beskyttelsesordninger, herunder indsatser mod diskrimination. Sådanne tiltag møder generelt større modstand end tiltag rettet mod menneskesmugling og menneskehandel, der implicit rummer elementer af migrationskontrol.

Røde Kors erklærede sig den 29. marts parat til at kanalisere humanitær bistand ind i Venezuela. Mens det i dagevis forblev uklart, hvorvidt Maduro ville acceptere tilbuddet, kom en aftale om at åbne op for IFRC endelig i stand den 9. april. Behovet for humanitær bistand til Venezuela og de nabolande, der huser venezuelanske flygtninge, er stort.

Det er faren for politisering også blandt chavister såvel som blandt oppositionen og magtfulde internationale aktører som USA og andre stormagter som Rusland og Kina.

Politisering af humanitære indsatser hindrer ikke alene livsnødvendige forsyninger i at nå venezuelanere i og uden for Venezuela, men truer sikkerheden for de nødhjælpsarbejdere, der i øjeblikket yder nødhjælp, og undergraver det humanitære neutralitetsprincip.