Hvorfor interesserer vi os kun for den ene form for radikalisme?

Det begynder med humor. En teenager i min vennekreds forsikrer mig om, at vittighederne fra den alternative højrefløj (alt-right, red.) virkelig er sjove: De gør grin med indbildskheden i mainstreamkulturen, gør sig lystige over politisk korrekthed og laver urkomiske memes, der gør nar ad alt, bl.a. dem selv. Når man har moret sig over vittighederne, er der en underholdende, uhyggeligt ironisk, alternativ verden derude, som kun ligger nogle få klik væk.

Der er youtubere såsom den svenske gamer og vlogger PewDiePie, som har vist nazivideoer, mens han symbolsk løftede øjenbrynene. Hans følgere forventes at forstå, at det er en morsomhed: »Jeg ved, at de, der ser, hvad jeg viser, forstår dét, og det er derfor, at de følger min kanal,« har han sagt. Der er debatfora og chatfora. Man kan begynde med Reddit eller kommentarfeltet på nyhedssitet Breitbart, hvor mange hentydninger til white supremacists (omtrent, men slet ikke præcist ”tilhængere af hvidt overherredømme”, red.) er indirekte eller tilslørede. Hvis det begynder at virke kedeligt, er der 4chan eller 8chan eller gab.ai, hvor debatten er langt mere åben.

Man kan også leve i en verden, hvor de afskyeligste former for racisme og had lader til at være fuldstændigt normale, hvor massemord er underholdende, og hvor medfølelse er reserveret de ubegavede. Man kan endog ende med at læse Daily Stormer, der er opkaldt efter nazisternes Der Stürmer, som også engang var kendt for sine ”humoristiske” satiretegninger og tegneserier. I fredags markerede Daily Stormers forside det massemord, der blev udført i en moske i New Zealand, med en lang tirade, der gjorde nar ad den forventede mainstreamreaktion: »Der er ingen, der tager sig af dette, og hvis man foregiver, at man selv eller andre tager sig af det, lyver man ganske enkelt.«

Gerningsmanden til skyderiet i New Zealand var uden tvivl blevet radikaliseret af denne uhyggelige verden, hvor tykke lag af ironi dækker over en brutal virkelighed. Han tilhørte den; han talte til den; han virkede for den. Han gav meddelelse om angrebet på 8chan og optog en video af sig selv, mens han skød, ved at montere et kamera på sit hoved, som livestreamede til Facebook, så hans tilhængere kunne tiljuble ham i realtid. Han skrev også et manifest, som blev lagt op på Twitter og Facebook, og som tilsyneladende blev skrevet for at underholde de tilstedeværende i de mørkeste dele af den digitale verden.

Han hævdede eksempelvis, at han var blevet påvirket af den sorte ”konservative” aktivist Candace Owens, som formentligt er mest berygtet for at have sagt, at Adolf Hitler var »OK«, før han forsøgte at »globalisere«. »Hendes egne synspunkter var med til at skubbe mig længere og længere ind i troen på vold frem for ydmyghed,« skrev han. Det er måske sandt. Eller måske, som sammenhængen lader til at antyde, var kommentarerne et udsøgt kneb, der havde til formål at få journalister til at skrive om Candace Owens. Det samme kan have været tilfældet med hans henvisninger til præsident Donald Trump og andre. »Husk at følge PewDiePie« kan man høre ham sige på den video, han optog af massakren – dvs. følge den svenske blogger på YouTube.

Roberts Evans fra netmediet bellingcat.com har skrevet, at gerningsmanden måske eller måske ikke har været oprigtig med hensyn til nogen af disse henvisninger, men at målet var at skabe konflikt. Han håber, at »hans massakre vil afføde yderligere forsøg på at få indført kontrol med våben i USA, som ifølge hans opfattelse vil føre til beslaglæggelse af våben og borgerkrig« – en krig, som vil ende med ødelæggelse af det mangfoldige samfund, som han hader.

Gerningsmanden forudså reaktionen og forsøgte at forme den. Han forsøgte også at underholde, fascinere og inspirere det fællesskab, han var en del af. I så henseende adskiller white supremacist-radikalisme, det være sig rettet mod muslimer i New Zealand eller jøder i Pittsburgh, sig meget lidt fra militant islamistisk radikalisme, som for en stor dels vedkommende også foregår på nettet. Deltagerne lokkes til langsomt, men føler sig snart som en del af et stærkt alternativt, internationalt fællesskab, som har sit eget sprog, sin egen symbolisme, sine egne genstande for utilfredshed. Fællesskabets medlemmer kommer til at afsky den ”normale” verden med dennes fortrin i form af demokrati og tolerance, og nogle af dem begynder at lægge planer om at benytte vold for at tvinge den i knæ.

Der er dog forskel på, hvordan de er blevet behandlet. Siden 2001 har myndigheder verden over grebet ind over for militant islamisme med stor alvor ved at dæmme op for dens finansiering, jage potentielle terrorister og anvende internetplatforme for at forhindre den i at brede sig. Omvendt har vi stadig til gode at behandle white supremacy med noget, der minder om samme styrke. I flere timer efter angrebet i New Zealand var det stadig latterligt nemt at finde videoen på nettet. Der er ikke mange officielle særprogrammer med det formål at bekæmpe de mildere former for denne voldelige ideologi, og der er blevet brugt relativt begrænset tid på overvejelser. Den amerikanske præsident har ikke sagt fra over for den; efter angrebet lod en australsk politiker endog til at støtte den.

Begge former for radikalisme koster liv. Men mens vi tøver, vokser antallet af dødsofre – i Norge, South Carolina, Storbritannien. Og den alternative verden bliver ved med at fortælle vittigheder og lave memes – og tiltrække folk.

© The Washington Post