Derfor bliver genforeningen 1920 en død sild i Tyskland

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

BERLIN

Årstal har en særlig magi. 1914. Mordet i Sarajevo og begyndelsen på Første Verdenskrig. 1918. Afslutningen. 1933. Hitlers magtovertagelse. 1939-1945. Anden Verdenskrig. Og så videre. Ofte er det de grimme begivenheder, vi husker bedst. En gang imellem mindes vi de glædelige. Kierkegaards 200-årsdag i 2013, f.eks. Næste år vil meget i Danmark stå i genforeningens tegn, altså Sønderjyllands tilbagevenden til kongeriget. 1920.

For historikere og journalister er den slags jubilæer og runde tal brugbare. Man kan skrive bøger og artikler, man kan vende bunken så at sige; der er altid et ukendt eller underdrejet forhold, man kan belyse, og der er hele tiden nye generationer, som kan vækkes eller oplyses. Francis Fukuyama skrev omkring Murens fald (1989) om »historiens endeligt«. Men historien holder jo aldrig op.

Spørgsmålet er, hvad man skal vælge, og hvor man skal lægge snittet. En tysk historiker, Frank Bösch, har netop udgivet en bog om 1979. Det er et gennemarbejdet værk, 500 sider, og hans påstand er, at det år er noget ganske særligt: revolutionen i Iran, åbningen af Kina, Margaret Thatchers indsættelse som premierminister i Storbritannien, bådflygtningene (fra Vietnam), atomulykken i Pennsylvania, grundlæggelsen af De Grønne i Tyskland.

Det er uden for diskussion, at 1979 var et begivenhedsrigt år. Alene billedet af ayatollah Khomeini, som han stiger ud af et Air France-fly i Teheran, med et tvært blik og iført, hvad der ligner sutsko, er et studium værd. Den hidtidige hersker, shahen, var intet dydsmønster og gjorde sit til at gøre vestlige symboler forhadte. Hvad der fulgte, kan vi se i dag: et udemokratisk præstestyre, der eksporterer terror rundtom på kloden og har anbragt Iran som nr. 138 af 180 lande i Transparency Internationals korruptionsindeks. Tortur, amputationer og dødsdomme er almindelige.

Også Kinas forsigtige, men beslutsomme tilbagevenden til verdenssamfundet er værd at bemærke. Thatcher var vigtig, ikke blot for briterne, men også i forhold til det nuværende EU, til Amerika og Rusland og som hadeobjekt.

Men var 1979 virkelig så vigtigt? Hvad med 1968, hvor ungdomsoprøret ramte Europa, og Tjekkoslovakiet fik sit korte politiske forår med efterfølgende sovjetisk ledet invasion? Urolighederne i Polen? Studenteroprøret i Mexico, der endte med en massakre? Eller for den sags skyld 1949 med grundlæggelsen af de to Tysklande – forbundsrepublikken og DDR – samt udråbelsen af folkerepublikken Kina?

En del af virakken om et bestemt årstal skyldes praktiske hensyn. Det er nemmere at fange interesserede læsere, hvis man har en krog – eller et søm – altså noget, man kan hænge begivenheder op på. I 2016 var der gået 60 år siden 1956, så naturligvis udkom der bøger om dengang netop da. Der var en del at skrive om – opstanden i Ungarn, Khrusjtjovs fordømmelse af Stalin, Suez-krisen, krigen i Algeriet, Castros forsøg på at overtage Cuba. Men var 1956 mere væsentlig end 1989, hvor Muren faldt, den gamle verdensorden brød sammen, og i det mindste Europa var i glædesrus?

Ud over at runde tal er vigtige, afhænger det også af øjnene, der ser. Frankrig var i 1989 ikke kun optaget af Murens fald, men også 200-året for sin egen revolution. 100-året for genforeningen kan sikkert udløse en del interesse i Danmark, men i Tyskland bliver det, tør man spå, en død sild, med undtagelse af Sydslesvig. Det er ikke, fordi tyskerne ikke vedstår arv og gæld; men man har så mange historiske mærkedage, at man har rigeligt at bestille, som det er. Alene 9. november dækker over bl.a. en revolution i Berlin 1918, Hitlers kupforsøg i München 1923, Krystalnatten – pogromer mod jøder – 1938 og Murens fald for 30 år siden. Der er en mærkedag for befrielsen af koncentrationslejren Auschwitz 1945, en sørgedag for faldne under krigen, en mindedag for et fejlslagent attentat mod Hitler 1944. I delstaten Berlin er kvindernes internationale kampdag blevet en fridag. Endog den tyske slager har en særlig dag, den tredje lørdag i januar. Det sønderjyske jubilæum kan få det svært.

Af Böschs bog fremgår, at den eneste nøgleperson fra 1979, som stadig er i live og embede, er Nicaraguas Daniel Ortega. Revolutionen det år i Nicaragua blev en populær sag for den europæiske venstrefløj, også fordi den hidtidige diktator, Somoza, havde været overordentlig modbydelig. Tilstrømningen af vestlige aktivister i Nicaragua var så voldsom, at Ortegas folk måtte sætte hælene i og på et tidspunkt frabede sig yderligere besøg, fordi man ikke kunne bespise alle gæster. Ortega har siden vist sig som en diktator i Somozas ånd. Her er der ikke noget at fejre.