Berlin reagerer på Paris, ikke omvendt. Det er en bedrift i sig selv

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

BERLIN

Emmanuel Macron har den sidste halve snes dage fået en del verbale bank. Den franske præsident har formastet sig til skriftligt at formulere sine tanker for Europa. Der er ikke mange, som har taget hans ord for pålydende. Han vil bare fjerne blikket fra hjemlige problemer, hedder det; protestbevægelsen de gule veste, det stive arbejdsmarked, ledigheden, antisemitismen. Han anklages for at føre sig frem som en solkonge. Og så videre.

Der er meget, man kan pege på, som ikke fungerer rigtigt i Frankrig (hvor er i øvrigt det land, der har styr på det hele?). De nævnte forhold er ikke grebet ud af luften. Men hvorfor skose en mand for, at han gør sig overvejelser om et vigtigt emne?

Hans indlæg, offentliggjort i en række europæiske aviser, er hverken latterligt eller overflødigt. Det er meget fransk, hvad der vel ikke bør forundre, med grandiose vendinger, store armbevægelser og internationale ambitioner. Det har også, hvad der i nordeuropæiske øren virker en smule trættende forslag om nye institutioner – læs: bureaukratier – mindsteløn over det hele og flere kommissioner.

Men det er først og fremmest et passioneret forsvar for Europa. Kontinentet er i manges øjne blevet et »marked uden en sjæl«, siger han, og det er vel rigtigt. Han skriver også: »Stillet over for globale udfordringer spørger mange: Hvor er Europa? Hvad gør EU?«

Hvad Macron ikke skriver er, at mange brokker sig lige så meget, når EU blander sig, som når EU ikke blander sig. Der vil aldrig udelukkende være applaus.

Men det korte af det lange er, at Macron gør sig ulejligheden med at fortælle, hvordan han ser fremtidens Europa. Det har udløst alt fra gaben til forfærdelse i de andre hovedstader. Mest forfjamsket var man måske i Berlin. Her har regeringens forhold til EU længe været præget af en enkelt sætning, bemærkede tv-stationen ZDF forleden: »Hvad skal vi blokere i denne uge?« Det gælder klimamål, ringere biludstødning, modstanden mod den russiske gasledning Nord Stream 2 og reformer af unionen for at nævne nogle stykker.

Tyskland går ind for EU, men det må helst ikke betyde, at der skal ændres noget i forbundsrepublikken. Den første efterkrigskansler Konrad Adenauer og Frankrigs præsident Charles de Gaulle havde en slags mytisk samhørighed. De havde gennemlevet to verdenskrige og orkede ikke mere kiv. Der var også klare, økonomiske fordele for begge.

I dag er det mere det sidste, der tæller, og i Tyskland er der bestandigt en fornemmelse af, at Frankrigs europæiske vision går ud på, at Berlin betaler, og Paris bruger pengene. Det er vel ikke helt forkert, men der mangler et tysk modspil: Hvad vil Berlin virkelig med Europa? Hvor vil man hen? Og hvad vil man ikke?

Vil man ikke rose Macron for andet, kan man takke ham for, at han har fremprovokeret et svar fra tyskerne. Der gik ikke en uge, så var der en fyldestgørende replik – ikke fra forbundskansler Angela Merkel, men fra den nye formand for hendes parti, CDU, Annegret Kramp-Karrenbauer, også kaldet AKK.

Kort fortalt afviser hun Macrons tanker om en europæisk superstat, men støtter præsidentens forestillinger om sikkerhed og migration. Noget af det lyder fornuftigt, andet en anelse hyklerisk. Hun nævner to eksempler, hvor hun mener, at folk forventer hurtigere, fælles fodslag i EU.

Det ene drejer sig om »begivenhederne i Venezuela«, hvor det »føltes som en evighed«, før man blev enige; her varede det nu også lidt, før Tyskland selv fandt sine ben.

Det andet er ejendommeligt. Borgere, siger hun, »mangler orientering«, når det gælder digitaliseringen. Men Tyskland er formentlig det land i Europa, der er mindst digitalt udviklet. Sundhedsvæsenet arbejder fortsat med faxapparater. Mange parkeringsautomater klarer kun mønter. Skolerne er håbløst bagefter. Det er ikke EU’s skyld, det er tyske politikeres, og deres vælgeres mistænksomhed over for reformer og genveje.

Ret skal være ret. AKK nævner, at borgere også mangler handledygtighed omkring migration, klima, terror og internationale konflikter. Det er sikkert rigtigt, og i det mindste her er Frankrig og Tyskland åbenbart enige, så hvorfor ikke genstarte lokomotivet?

Det kan være en hindring, at Merkel ikke er den, hun har været. Alle venter på, at hun træder tilbage som regeringschef, så AKK kan tage over også her, eller der udskrives valg. Uanset hvad arver AKK formentlig kanslerposten.

Det korte af det lange er også, at det er Macron, som har lirket en slags holdning ud af Tyskland. Berlin reagerer på Paris, ikke omvendt. Det er en bedrift i sig selv. Den franske præsident har iværksat en debat, ikke Tyskland. Måske er det af desperation, men gør det noget? Og hvad siger Danmark?