Annonce

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Højt spil på Balkan kan ende i krig

Det er ikke nok, at to præsidenter enes om en aftale. En udsoning må også have et folkeligt grundlag.

Arkivfoto: Sebastian Kahnert/AP

Holger K. Nielsen, folketingsmedlem (SF), tidligere udenrigsminister

Jeg deltog forleden i et arrangement, som fejrede 25-året for de bosniske flygtninges ankomst til Danmark. De ønskede at sige tak til Danmark for den varme og velkomst, vi gav dem, og som igen skabte mulighed for et andet og bedre liv.

Flygtningestrømmen skyldtes den jugoslaviske borgerkrig, hvor et stort land blev revet fra hinanden i et inferno af etniske konflikter, nationalisme, had og ondskab. Familier, som boede fredeligt ved siden af hinanden, blev pludselig dødsfjender, fordi de tilhørte forskellige nationale grupperinger.

Tilskyndet af kyniske politikere gik mennesker, der havde boet under samme jugoslaviske tag, i krig med hinanden på den mest infame måde. Jugoslavien var et kludetæppe af forskellige nationer, sprog, kulturer og religioner.

Landet bestod af forskellige delstater, hvor der i eksempelvis Serbien og Kroatien eksisterede en dominans af serbisk henholdsvis kroatisk kultur.

Men de forskellige kulturer fulgte ikke slavisk grænserne mellem delstaterne, og i alle delstaterne var der mindretal, som boede fredeligt med flertallet. Ikke mindst Bosnien-Herzegovina var et kludetæppe, og det var ikke tilfældigt, at borgerkrigen ramte hårdest i det område. Med det resultat, at tusindvis af bosniere flygtede fra vanviddet.

Det er længe siden, hvilket også prægede bosnierne. De husker, men har fået et nyt liv i Danmark. Sårene på Balkan er imidlertid ikke lægte. Det kan derfor forekomme opmuntrende, at Serbiens og Kosovos præsidenter har indledt en tilnærmelse, hvor de taler om en revision af grænsen mellem de to lande.

Tanken er, at der skal ”byttes land”, så et område af Kosovo, hvor der fortrinsvis bor etniske serbere, skal indlemmes i Serbien, samtidig med at et område i Serbien, hvor der fortrinsvis bor etniske albanere, indlemmes i Kosovo.

Der skabes grundlag for serbisk anerkendelse af Kosovo og et mere stabilt forhold mellem de to lande. Derfor har USA og EU-Kommissionen givet medløb til processen. Det samme har Danmark.

Udenrigsminister Anders Samuelsen udtaler til Jyllands Posten 7/9, at det som udgangspunkt er »positivt når to lande er enige om at løse uenighederne i samarbejde i stedet for konflikt.«

Isoleret set er det svært at være uenig i det udsagn. Problemet er bare, at en aftale om nye grænser efter etniske kriterier kan skabe præcedens i forhold til andre steder i Europa. Og på den måde opildne mindretal til at kræve grænserevisioner.

Det gælder eksempelvis i Bosnien. Bosnien var det sted, hvor borgerkrigen udfoldede sig mest brutalt. Om end mange havde et ansvar herfor, er det er hævet over enhver tvivl, at de bosniske serbere stod bag de værste forbrydelser. Blodsudgydelserne blev i første omgang stoppet gennem den såkaldte Dayton-aftale fra 1995.

Der blev ved den lejlighed trukket nye grænser, bag hvilke staten Bosnien-Herzegovina tog form. Som en del af kompromiset blev der inden for Bosniens grænser skabt en forholdsvis selvstændig enhed for de bosniske serbere, kaldet Republika Srbska. Hensigten var, at serberne gradvist skulle blive en naturlig del af Bosnien.

Det har imidlertid været sværere end som så. Republika Srbska har ageret særdeles ukonstruktivt og arbejder reelt for en selvstændiggørelse.

Dayton-aftalen skabte imidlertid en intrikat balance, hvor der ikke er plads til grænserevisioner, hvis det ellers skal hænge sammen. Det kan give katastrofale konsekvenser, hvis en grænserevision mellem Serbien og Kosovo giver de bosniske serbere blod på tanden.

Der er ganske rigtigt en vigtig forskel i, at begge lande har accepteret grænserevisionen, og EU-Kommissionen har ret, når man siger, at en serbisk anerkendelse af Kosovo kan lukke et sår, der truer med at springe op igen.

Men det er jo ikke nok, at to præsidenter enes om en aftale. En udsoning må også have et folkeligt grundlag. Det var karakteristisk, at den serbiske præsident Vusic søndag måtte opgive at besøge den serbisk dominerede landsby Banje i det nordlige Kosovo, fordi kosovo-albanere havde bygget barrikader.

Anders Samuelsen siger, at en grænserevison skal godkendes af FN’s sikkerhedsråd. Godt nok, men tror han, at Putin vil sige ja til en sådan uden at få noget igen? F.eks. i forhold til Østukraine eller Krim.

Det er højt spil på Balkan. Vi må krydse fingre for, at vi ikke får en gentagelse af de konflikter, som for 25 år siden sendte i tusindvis af bosniere på flugt.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Legal babyvold

Sonja Mikkelsen
Omskæring af børn hører ikke hjemme i et demokratisk retssamfund

Blog: 8 millioner i gyldne håndtryk

Lars Boje Mathiesen
Tre medarbejdere i Region Midt fik over 8 mio. skattekroner med i lommen.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her