Forandringens vinde blæser voldsomt

For 10 år siden, den 15. september 2008, gik den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers konkurs. Den begivenhed afstedkom de rystelser, som udviklede sig til den alvorligste globale finanskrise siden 1930’erne.

Finanskrisen i USA affødte en verdensomspændende lavkonjunktur og i Europa en statsgældskrise, der var så alvorlig, at den satte spørgsmålstegn ved eurozonens overlevelse. Den fik også den kinesiske ledelse til at indse, at økonomiske reformer ikke kunne vente længere.

En bølge af utilfredshed skyllede hen over det nordlige Afrika og Mellemøsten. En gadesælger i Tunesien satte ild til sig selv, og i løbet af få dage faldt landets regering. Egyptens Mubarak blev fængslet. Libyens Gaddafi blev likvideret. Yemen eksploderede i vold. Syrien sank ned i en borgerkrig, der har haft som konsekvens, at halvdelen af landets befolkning er blevet dræbt eller fordrevet.

Olieprisen faldt fra 147 dollars pr. tønde i sommeren 2008 til 30 dollars pr. tønde, hvorved den internationale magtbalance blev forrykket.

Uro i Mellemøsten affødte en ny krise i Europa, da mindst to millioner migranter satte kurs nordpå for at finde et sikkert sted at bo og for at få et bedre liv.

Det ændrede europæisk politik, fordi det skabte frygt for usikre tilstande og tab af europæisk identitet. Vrede og ængstelige vælgere begyndte at vende etablerede politiske partier ryggen.

Stillet over for en fremtid i EU og et spring ind i det uvisse valgte de britiske vælgere at tage springet.

Ved præsidentvalget i USA i 2016 blev en yderst kvalificeret og særdeles velkendt kandidat (Hillary Clinton, red.) vraget til fordel for en respektløs forretningsmand, der aldrig havde stillet op til et valg. Trump er den første, der er blevet valgt til præsident i USA uden at have beklædt et offentligt embede eller gjort tjeneste i forsvaret.

I 2017 sagde de franske vælgere nej til det etablerede politiske system. De politiske partier, der længe havde været dominerende på centrum-højre- og centrum-venstrefløjen, blev fejet til side til fordel for en kandidat, der aldrig havde stillet op før. Emmanuel Macron stod i spidsen for et parti, som han skabte ud af det rene ingenting blot et år forinden.

De tyske vælgere valgte Angela Merkel til forbundskansler for fjerde gang, men hendes centrum-højreparti (CDU, red.) og dettes koalitionspartner på centrum-venstrefløjen (SPD, red.) fik den laveste stemmeprocent i årtier. Et parti langt ude på højrefløjen (AfD, red.) kom i Forbundsdagen for første gang siden Anden Verdenskrig. Det er nu det største oppositionsparti i Tyskland.

I marts 2018 forkastede de italienske vælgere de etablerede partier på centrum-venstre- og centrum-højrefløjen til fordel for et parti (Femstjernebevægelsen, red.), der blev stiftet for ni år siden af en komiker, og et rebrandet separatistparti fra Norditalien (Lega, red.).

I juli bragte vælgerne i Mexico den første venstreorienterede præsident til magten siden 1930’erne (Andrés Manuel López Obrador, red.); der er tale om en person, der leder et politisk parti, som han etablerede for blot fire år siden. Så er der Pakistan, hvor vælgerne afviste Bhutto- og Sharif-dynastierne, der har domineret pakistansk politik længe, til fordel for en person (Imran Khan, red.), der har skabt sig et navn som holdkaptajn på det pakistanske cricketlandshold, der vandt VM i 1992.

Så kan vi passende rette kikkerten mod Brasilien, som nu er tæt på et præsidentvalg, der definerer fremtiden. To kandidater har ført i meningsmålingerne i månedsvis. Den ene, tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva, sidder i fængsel. Det er højst usandsynligt, at han får lov til at stille op. Den anden, Jair Bolsonaro, repræsenterer et parti, som han blev medlem af for otte måneder siden. Det er et parti, som stadig kun har ni mandater i det brasilianske underhus, der har 513 medlemmer.

På spørgsmålet om, hvad tendensen i international politik er nu, er svaret, at det er ud med det gamle og ind med noget nyt. Vælgere verden over er på udkig efter en anden. En hvilken som helst anden. En, som efter deres mening kan være dem behjælpelig med at få mulighed for at kunne bestemme over deres eget liv igen og få dem væk fra den vej, som de tror, de befinder sig på nu.

Hvordan skal vi forberede os på en verden, hvor det land, som man som borger sætter allerhøjest, måske to år fra nu bliver ledet af en, som man aldrig har hørt om, eller et politisk parti, der endnu ikke eksisterer?

Forandringernes vinde blæser voldsomt. Denne globale forkastelse af det kendte og accept af det helt nye er ikke nogen vandring mod højre eller venstre. Donald Trump står på højrefløjen og har gjort sig til talsmand for en stram politik i indvandrerspørgsmål. Emmanuel Macron er centrumpolitiker. López Obrador står på venstrefløjen.

Tendensen er derimod udtryk for den angst og vrede, der får folk til at springe ud fra politiske klipper. Hvor skal morgendagens arbejdspladser komme fra? Hvor sikre er grænserne? Ændrer vort land sig hurtigere, end vore politiske ledere er i stand til at klare?

Der findes 100 flere sådanne spørgsmål. 10 år siden den konkurs, der begyndte at omkalfatre verden, er resultatet af denne frygt en verden, der er præget af omfattende politisk opbrud. Vi har ganske utvivlsomt mere i vente.