Annonce

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Tyrannen, der i Danmark blev kaldt “en legendarisk frihedshelt“

Flittige diktatorer har skrevet rædsomme bøger. Hvorfor tjente de ikke som advarsel?

Enver Hoxha t.v. med Sovjets senere leder, Krustjov, i 1959. Arkivfoto: AP

Michael Kuttner, Berlin-korrespondent på Jyllands-Posten.

BERLIN

Daniel Kalder er en britisk journalist, der bor i Texas, og der er ingen grund til at misunde ham. Det skyldes ikke Texas. Kalder har brugt de sidste 10 år på at læse diktatorers litterære frembringelser. Spændet er fra Lenin i Rusland til Gurbanguly Berdimuhamedow, den nuværende leder af Turkmenistan. Ind imellem er der bl.a. Stalin, Mussolini, Hitler og Enver Hoxha, der regerede Albanien fra 1944 til sin død i 1985.

Det meste, de har skrevet, er det rene vrøvl, og en til tider nødtørftig oversættelse har ikke gjort teksterne bedre. Men altså: Kalder har slugt det ene værk efter det andet, og nu har han forfattet en bog om det hele, ”Dictator Literature”, udkommet på forlaget Oneworld.

Den er interessant, selv om den sine steder er lovlig friskfyragtig. Der er nogle uddrag, som er søvndyssende eller uforståelige, men det spændende er nogle andre ting. For det første, hvordan man kunne få folk til at læse den slags og i mange tilfælde tro på det. For det andet dokumenteres, hvilke bøger tyrannerne selv var optaget af, ud over deres egne.

Med hensyn til det første: Undertiden holdt det hårdt. Andet bind af Hitlers ”Min Kamp” solgte i udgivelsesåret 1927 sølle 1.200 eksemplarer – mindre end en halvgod, dansk krimiforfatter. Første bind afsattes samme år i 6.000 eksemplarer, hvad der heller ikke er imponerende. Først ved hans magtovertagelse 1933 eksploderede salget.; i dag er værket (eller makværket, som nogle ville sige) efterspurgt over hele verden.

I despoternes eget land blev bøgerne ofte pligtlæsning, men det er et mysterium, hvordan de kunne fascinere på steder, hvor de ikke var tvangslekture. Denne korrespondent har på sin hylde et anmeldereksemplar af Hoxhas beretning om »det nye Albanien«, altså diktatorens udlægning af, hvordan han ved slutningen af Anden Verdenskrig indførte stalinisme i det lille land. Bogen er udgivet af det marxistiske forlag Arbejderen 1985, og i en pressemeddelelse kaldes Hoxha, som til det sidste lod modstandere mishandle og dræbe, »en legendarisk frihedshelt«.

Hans »omfattende politiske forfatterskab hører til efterkrigstidens væsentligste,« hedder det også. Der er ikke noget at sige til, at Arbejderens Bogbutik i København optrådte kort i en albansk hyldestfilm om Hoxha fra 1983. På hjemmesiden oktobernet.dk kan man i dag se Klaus Riis fra den lille venstrefløjsgruppe DKP/ML hilse på Hoxha i Tirana 1979. »Enver lever«, fastslås det. Sådan taler nyreligiøse om Jesus.

Med hensyn til det andet, altså hvilke forfattere tyrannerne selv var tiltrukket af, er der nogle forbløffende oplysninger. Stalin slugte i sin ungdom russiske kæmper som Tolstoj, Pusjkin og Tjekov, men også franskmænd som Balzac, Zola, Maupassant og Hugo. Mussolini beskæftigede sig med Spinoza, Kant, Hegel, Nietzsche og andre filosoffer.

Hoxha var en lige så stor bogorm, han købte gerne fra et fransk bogkatalog, og da han døde, talte hans bibliotek næsten 22.000 bind. De fleste havde han læst, i hvert fald delvist, for der er understregninger af steder, han syntes var vigtige.

Kalders gennemgang viser, at belæsthed ikke forhindrer gal- og ondskab. Men Tolstoj og Montpassant skader sikkert heller ikke. Hvor meget seriøs litteratur står mon på hylderne hos Viktor Orban i Ungarn eller Nicolás Maduro i Venezuela?

På den anden side: Jaroslaw Kaczynski, der trækker i trådene i Polen, siges at have en god litterær og filosofisk ballast, uden at det åbenbart har påvirket ham i nævneværdig grad. Endelig: Danske politikere, der kun undtagelsesvis er kendt for litterære interesser ud over en spændingsroman i sommerferien, kan ikke kaldes antidemokratiske eller diktatoriske.

Der er et – meget stort – spørgsmål tilbage. Mange tyranner har ikke skjult deres ambitioner, når de skrev. Lenin og Stalin oplyste temmelig nøjagtigt, hvad de havde i sinde. Hitlers bøger er fulde af antisemitiske og andre tirader.

Mussolini, der havde en bedre pen end sin kampfælle, lagde heller ikke fingre imellem. Hvorfor løb folk ikke skrigende bort, mens der var tid? Hvordan kunne Hitler blive valgt nogenlunde demokratisk i første omgang?

Kalders forklaring er, at man som læser ikke kan se skoven for bare træer. »Deres rædselsfulde kvalitet gør det umuligt at tro, at de har magt til at infiltrere og forvandle hjerner, indtil det er for sent,« skriver han.

Det forklarer ikke, hvordan veluddannede mennesker i Danmark fortsat kan tro på en skrivebordsmorder som Hoxha – længe efter, at hans forbrydelser er dokumenteret i hans eget land, bl.a. i en rystende udstilling på nationalmuseet samt i aviser, på TV og i litteraturen. Eller hvordan polakker og ungarere, der ofte har optrådt heroisk, kan vælge, som de gør. Der er stof til endnu en bog.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Per Stig Møller: Her er fem ting, EU skal i gang med nu
Per Stig Møller
Økonomer og erhvervsfolk mener, vi skal have hundredtusinder og millioner flere indvandrere for at løse fremtidens arbejdsmarkedsbehov, men på den måde skifter de jo de europæiske befolkninger ud, og hvornår har vi besluttet det?
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu

JP mener: Dette er den virkelige bankskandale

Mangelfuld kontrol i kombination med potentielt kriminelle medarbejdere er en invitation til at efterprøve ”Murphys Love”, og Danske Bank har i denne sag krydset stort set alle.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Dansk Industri hejser det hvide flag

Mikael Jalving
Nu skal vi importere arbejdskraft udefra. Hvad om vi først fik aktiveret den, der allerede findes?

Blog: Venstre og regeringen er totalt passive over for sprøjtegift i drikkevandet

Christian Rabjerg Madsen
95 gange i 2017 sendte vandværkerne drikkevand ud til danske forbrugere, med mere sprøjtegift end reglerne tillader. Alligevel har Venstre mere travlt med at skælde ud på oppositionen end med at sikre danskerne rent drikkevand.
Annonce
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her