Annonce

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Absolut intet nyt under den tyske fronthjelm

Tyske ledere som kansler Angela Merkel og fodboldchefen Joachim Löw er løbet tør for idéer og virker rådvilde.

Arkivillustration: Christian Schacht

Tyske biler var verdens bedste. Tyskland var verdensmester i fodbold. Tysk politik lå stabilt i Angela Merkels sikre hænder. Men nu er den tyske bilindustri i en selvskabt krise, fodboldlandsholdet er forsmædeligt detroniseret, og tysk politik er ustabil.

Derfor har selvransagelsen ramt Tyskland og ikke mindst Der Spiegel, som sukkende afsluttede sin leder den 30. juni med ordene: »Det ser ud til, at tyskerne har mistet deres lyst til innovation og eventyr – og sågar noget af deres flid og nøjagtighed.«

I en stor artikel sammenligner bladet landsholdstræneren Joachim Löw med Angela Merkel. Uanset hvad holder de begge fast ved det, som skabte deres succes.

Men begge er løbet tør for idéer og bliver tilsyneladende siddende for længe, fordi de havde gjort det så godt, og ingen så ud til at kunne afløse dem. Derfor er de og Tyskland blevet overhalet af tiden.

Angela Merkel var det sikre holdepunkt i europæisk politik. Det var hende, de andre så hen til, når en krise i EU skulle løses. Og ligesom i tysk politik synes der heller ikke at være nogen afløser for hende i europæisk politik.

Nok skyder Frankrigs præsident Emmanuel Macron ligesom det sejrende franske landshold frem som afløser for Tyskland, men Frankrig kan ikke som det løse et europæisk problem med en sæk penge.

Penge er lige netop, hvad præsident Trump afkræver Tyskland. Landet skal betale mere til sit forsvar og eksportere færre biler til USA.

Da Merkel i 2015 åbnede Tysklands grænser for flygtningene med ordene »Det klarer vi«, åbnede hun sluserne for det flygtningefjendske parti Alternative für Deutschland og kastede sit parti, CDU, ind i en dyb krise med dets bayerske søsterparti, CSU.

Og efter at de og det tyske socialdemokrati, SPD, havde tabt valget, dannede de tre igen regering sammen, uden at denne regering ser ud til at hænge sammen.

Men hvad er så alternativet for Tyskland? Et valg, der kan komme til at ligne det italienske? Et rådvildt Tyskland og et Storbritannien, der tumler mod udgangen, gør det ikke let for EU at navigere i det ukendte farvand, verden er på vej ind i med en ny, økonomisk verdens(u)orden og store, demografiske forandringer.

Angela Merkel var det stålbånd, der holdt de europæiske staver sammen, men nu er det rustent, og EU er ved at falde i staver. Det er et meget dårligt tidspunkt at gøre det på.

Hvordan skal EU tackle Trumps handelskrig? Hvordan skal EU holde trit med det ekspansive Kina? Hvordan skal EU holde Putin tilbage, når USA og Europa glider fra hinanden?

Hvordan skal nord og syd i eurozonen nå til enighed, når Tysklands taktstok er væk? Hvordan får EU hold på sin flygtninge- og immigrantpolitik, når end ikke Tysklands regering kan stå sammen om en sådan?

»Hvad skal der blive af Tyskland?« spurgte den efter egen mening uundværlige forbundskansler Adenauer, da han blev tvunget væk fra magten. Det samme spørgsmål stillede Merkel sig selv forud for sidste valg og besluttede derfor at tage en tur til.

Ligesom Löw havde hun bare intet nyt at byde på. Derfor svækkede de tyske vælgere hende. På grund af de uløste problemer med flygtninge og immigranter blev den tyske stabilitet afløst af den normale, europæiske ustabilitet.

Hvordan får EU hold på sin flygtninge- og immigrantpolitik, når end ikke Tysklands regering kan stå sammen om en sådan?

Uden at få hold på flygtninge- og immigrantspørgsmålet får man åbenbart ikke holdbare, socialliberale regeringer i Europa. Det viste valget i foråret i Italien, og det vil valget til efteråret i Sverige formentlig også vise.

Problemet er bare, at ingen har fundet løsningen på det, og de, som lover vælgerne at løse det, har i realiteten heller ikke den holdbare løsning.

Under alle omstændigheder koster en mulig løsning både mange penge og kræver et dynamisk og enigt EU. Et økonomisk og politisk svækket EU kan imidlertid ikke fremme den fornødne lyst til ”innovation og eventyr”. Det bliver lige så ustabilt og rådvildt som Tyskland i dag og ender i så fald med at blive overhalet af tiden.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: DR kan ”næsten være lige meget”

Morten Uhrskov Jensen
Ordene er Martin Krasniks, og vi må håbe, at vi når dertil, hvor DR lukker og slukker. Men først til lykke med de 20 pct.’s besparelser.

Blog: Skattesnyd koster for os alle

Gitte Seeberg
Hvad enten det drejer sig om kreative løsninger inden for leasing eller inden for eksportgodtgørelse, er roden til alt ondt den værdibaserede registreringsafgift, som vi kender i dag. Det er den, der muliggør, at svindel kan lade sig gøre.
Annonce
Biler
Audis nye elbil vender op og ned på bilnørders sprogbrug
Glem alt om hestekræfter, ventilløft og drejningsmoment. Fremtidens bilnørder snakker om rekuperation, ladetider og vandkølede elektriske drivaksler. Vi var med, da Audi lancerede en af de hidtil mest avancerede af slagsen. 
Se flere
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her