Annonce

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Kampberedt Trump er på udkig efter nye alliancepartnere

​Den nuværende udgave af Donald Trump betragter sig selv som direktør for en virksomhed, der næsten er kørt i sænk af forgængerne.

Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

David Ignatius er kommentator ved The Washington Post og skriver fast i Jyllands-Posten.
Når jeg betragter præsident Trumps diplomatiske gøren og laden – i Singapore i juni til topmøde med den nordkoreanske præsident og under optakten til hans aktuelle møder i Bruxelles og Helsingfors med hhv. Nato-partnere og den russiske præsident – kan jeg ikke lade være med at tænke på, om analytikere har begået en fejl ved at forklare hans forhandlingsstil ud fra den fremfusende unge mand, der er beskrevet i hans erindringer fra 1987 med titlen “Forhandlingens kunst”.

Den Donald Trump, vi har for os, er en langt mere nødlidende person end den unge erhvervsmand, der satte kurs mod verdens top.

Den nuværende udgave af Trump betragter sig selv som direktør for en virksomhed, der næsten er kørt i sænk af forgængerne, ikke som direktør for en blomstrende virksomhed. I stedet for at være imødekommende over for mangeårige samarbejdspartnere i Europa harmes han over dem og deres succes.

Han vælger de unødvendige kampe og forsøger at ydmyge mennesker, som ifølge hans opfattelse har tilsidesat ham.

Denne sårede, vanskelige Trump er ude efter nye venner og investorer. Det er næsten, som om han er parat til at smide efter egen opfattelse dårlige kort og trække nogle nye – kort, der bærer hhv. den nordkoreanske Kim Jong-uns, den kinesiske Xi Jinpings og den russiske Vladimir Putins ansigter.

Løkke ved Nato-topmøde: Trump kan kun blive klogere

Den Trump-bog, man måske burde læse i disse dage, er hans erindringer fra 1997, da han var ved at gå konkurs, “Kunsten at gøre comeback”. Forfatteren er i højt humør, men også såret. Han har bluffet og krejlet sig tilbage fra afgrundens rand, men undervejs har han skabt sig en masse fjender.

Mange af hans tidligere långivere har mistillid til ham. I bogen hænger han allerede ud med store russiske, kinesiske og arabiske kanoner, der måske kan sætte penge i hans forretningsimperium.

»Jeg fik en ublid medfart i og med at måtte se mit forretningsimperium ramle om ørerne på mig (…) Det knuste mit ego, min stolthed,« siger han om risikoen for personlig konkurs i 1990.

Den Trump-bog, man måske burde læse i disse dage, er hans erindringer fra 1997, da han var ved at gå konkurs, “Kunsten at gøre comeback”. Forfatteren er i højt humør, men også såret. Han har bluffet og krejlet sig tilbage fra afgrundens rand, men undervejs har han skabt sig en masse fjender.

Trump overlevede ved hjælp af en kombination af at bralre op og smigre. Han advarede sine långivere om, at han kunne lægge dem hindringer i vejen i årevis med retssager og konkursbehandling. I stedet tilbød han bankerne en aftale: Hvis de lånte ham yderligere 65 mio. dollars og støttede ham i fem år, ville han betale dem alle tilbage.

De sagde ja, og Trump kom på fode igen under opsvinget i 1990’erne.

Hvad siger den fortælling os om de seneste måneders siksakdiplomati?

For det første dækker Trumps praleri over betydelig usikkerhed med hensyn til USA’s position i verden. Den nationale selvopfattelse, der bar USA igennem et århundrede med global dominans, og hvis centrale punkter var idealisme og ædelmodighed, lader ikke til at vinde genklang hos Trump.

Han betragter USA som et land, hvis allierede har udmattet, udspillet og flået det for penge, og hvis handelspartnere har manipuleret med det.

Nato-chef lover stærk forsvarsalliance trods Trumps vrede

Trumps sortsyn kolliderer efter min opfattelse med USA’s inderste væsen, men det er måske forståeligt for en mand, der var ved at gå konkurs. Denne triste vision har formet hans præsidentembede, lige siden han talte om »amerikansk blodbad« i sin indsættelsestale.

Den tale rummede en linje, der måske bliver hans udenrigspolitiks rosettesten: »Vi har gjort andre lande rige, mens vort eget lands velstand, styrke og tillid er forsvundet op i den blå luft.«

En fortørnet Trump har afvist gamle allierede. Det seneste eksempel på det får vi på Nato-topmødet. Han fortsatte sin jamren i denne uge, da han på vej til Bruxelles hævdede, at »EU udnytter os«, og at USA’s støtte til Nato »hjælper Nato mere, end den hjælper os«.

I mellemtiden investerer Trump i nogle nye venner og tilgiver tidligere tiders synder for at kunne opbygge et nyt fundament.

Trump giver udtryk for denne viske tavlen ren-dagsorden med næsten barnagtig enfoldighed: »Jeg tror, at det at komme godt ud af det med Rusland, med Kina (…) er en god ting.« Vi kunne erklære os uenige, men hvilke omkostninger ville det få, og hvad skulle formålet være?

Trumps tilgang til Kim Jong-un er den mest interessante prøve på, hvilken retning hans rekonstruerede strategi tager. Trump var så opsat på at bringe det til sejr i Singapore, at han arrangerede det triumferende håndtryk først med nordkoreanske og amerikanske flag i baggrunden og overlod udenrigsminister Mike Pompeo de faktiske forhandlinger om atomafrustning til senere.

Nordkoreas kritik af Pompeo, som blev beskyldt for gangsterlignende krav om atomafrustning, blev forsidestof i den forgangne uge. Men en måske mere sigende del af det nordkoreanske udenrigsministeriums erklæring var den omhyggelige ros til Trump og bøn om indrømmelser.

Før Nordkorea eksempelvis stiller med et lager af våben og begynder atomnedrustning, vil landet åbenbart gerne have en formel erklæring om afslutning på Koreakrigen.

»Vi har stadig stor tiltro til præsident Trump,« hedder det i en smigrende passage i den i øvrigt vredladne erklæring. Man må sige, at nordkoreanerne ved, hvem de har for sig – den kampberedte, sårede comebackkunstner, der er ude efter nye samarbejdspartnere.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Trump har ret – vi bør tage os sammen

Anders Vistisen
Danmark bør sigte efter at bruge to pct. af bnp på forsvaret.

Blog: Martin Ågerup ser muslimer uden at se islam

Mikael Jalving
Kultur og islam stikker dybere end til et juridisk eller filosofisk spørgsmål om skyld og ansvar. Kulturer spørger ikke om lov.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her