Annonce

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Donald Trump skal fortsætte med grovfilen mod Iran

Fremtrædende arabere vurderer, at Iran ender med at bøje sig for presset, hvis det møder en fælles front.

Donald Trump med dokumentet, som betød, at USA trak sig ud af atomaftalen med Iran. Arkivfoto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix

David Ignatius er kommentator ved The Washington Post og skriver fast i Jyllands-Posten.

Arabiske ledere er vilde med idéen om, at USA’s præsident, Donald Trump, er villig til at give Iran én på trynen. Spørgsmålet er imidlertid, om den siddende præsident virkelig vil sætte ind over for Irans indflydelse i Mellemøsten. Tegnene på noget sådant er i bedste fald diskutable.

Jeg var vidne til glødende begejstring for præsident Trumps beslutning om at trække USA ud af atomaftalen med Iran hos fremtrædende arabere, der deltog i en konference i Abu Dhabi 12-13/5. De ved, at det kan være risikabelt at skrotte aftalen, og at regionen i forvejen er en krudttønde. Mange arabiske ledere er dog tilsyneladende ligeglade.

For nu at sige det ligeud synes de om tanken om, at Trump er villig til at give Iran med grovfilen. Selv om de forventer, at Iran svarer igen, er de ikke så bekymrede, som man skulle tro. Adskillige fremtrædende arabere vurderede, at Iran ender med at bøje sig for presset, hvis iranerne bliver præsenteret for en fælles front.

Prins Turki al-Faisal, der er tidligere efterretningschef i Saudi-Arabien og næppe noget brushoved, anførte, at iranerne måske vil reagere som Nordkoreas Kim Jong-un, »der lader til at have accepteret Trumps ”større atomknap”«.

EU-chef: Med venner som Trump behøver vi ingen fjender

Stillet over for Trumps krav om indrømmelser i henseende til atomaftalens længde, iranske missilprogrammer og iransk geskæftighed i regionen »kan det godt være, at Iran ændrer holdning«, sagde han på konferencen.

Arabiske ledere burde dog overveje den mulighed, at Trump er galt afmarcheret: Den rette strategi ville være at få vendt Irans forsøg på at få en større magtbase i Mellemøsten og samtidig holde fast i atomaftalen som en stabilitetsfaktor i regionen.

Trump lader til at tænke omvendt, som Karim Sadjadpour fra tænketanken Carnegie Endowment for International Peace, der har hovedsæde i Washington DC, sagde til mig for nylig; Trump vil ud af både atomaftalen og regionen.

En ordentlig strategi med det formål at dæmme op for Iran tager udgangspunkt i Syrien. USA skal fastholde den stærke militære position, som amerikanerne har etableret øst for Eufrat, og styrke sin tilstedeværelse i Tanf og andre steder i det sydlige Syrien.

Trumps offentlige udtalelser tyder imidlertid på, at han vil trække disse soldater tilbage, jo før jo bedre. Det er næsten ensbetydende med fortsat iransk indflydelse i Syrien.

Irak udgør et andet vigtigt element, der kan bruges som løftestang. Det burde bekymre både Iran og USA, at den militante irakiske nationalist Muqtada al-Sadr sejrede ved valget 12/5. Muqtada al-Sadr har stille og roligt udviklet et godt forhold til Saudi-Arabien, og hans parti udgør måske den bedste mulighed for at bevare et arabisk Irak, i modsætning til et persiskdomineret Irak.

Men, igen, forudsætningen er, at USA virkelig mener det alvorligt med at ville støtte saudiaraberne i spørgsmålet om at dæmme op for Irans ambitioner i regionen.

Det ville også være en fordel at få både Iran og Saudi-Arabien ud af Yemen. Det forudsætter en blanding af diskret tvang og diplomati fra et Trump-styre, der ikke har udvist større evner på nogen af punkterne hidtil i Mellemøsten. Det er imidlertid et værdigt formål for USA’s nye udenrigsminister, Mike Pompeo.

Hvad er så vejen frem til at dæmme op for Irans indflydelse? Den går formentlig gennem Rusland.

Det forekommer umuligt at trænge en aggressiv rival tilbage, indtil en eller anden vover at gøre det. Tænk blot på Reagan-årene, da de politiske beslutningstagere overvejede den engang så utænkelige mulighed, at amerikanerne og deres allierede kunne fjerne Sovjetunionen fra Den Tredje Verden og med tiden fra Østeuropa og Sovjetunionen selv. Efter en halv snes års indsats var Sovjetunionens magt og indflydelse en saga blot.

Det skal indrømmes, at tidligere forsøg på at inddæmme et ekspansionistisk, revolutionært Iran ikke er faldet synderligt heldigt ud. Saddam Husseins invasion i Iran i 1980 førte til et otte år langt morads. Saudi-Arabiens invasion i Yemen i 2015 var også en blodig omgang og har medført iranske missilangreb på saudiarabisk område. Stedfortræderkrigen i Syrien har været katastrofal. Araberne vil have USA (eller Israel) til at føre kampen denne gang. Det er af mange grunde en dårlig idé for USA’s vedkommende, men den dårligste er, at der ikke er politisk opbakning i USA bag en krig mod Iran.

Hvad er så vejen frem til at dæmme op for Irans indflydelse? Den går formentlig gennem Rusland. Russiske interesser i regionen er ikke så ligetil. Nok kæmper Rusland side om side med Iran i Syrien, men Rusland har også voksende økonomisk og diplomatisk forbindelse med Israel, Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater.

»Iran er en taktisk allieret. Rusland har behov for en konstellation af partnere,« sagde den russiske udenrigspolitiske analytiker Andrej Bystritskij på konferencen. Og til forskel fra iranerne, der ønsker at blive i Syrien, »er spørgsmålet for os, hvordan vi skal trække os ud«, sagde Andrei Fedorov, der er tidligere viceudenrigsminister i Rusland.

Den amerikanske præsident har kastet sig ud i en Iran-mission, der savner et klart mål.

Her er et forslag, der baserer sig på den lære, man kan uddrage af Reagan-årene: Den rette måde at gribe tingene an på er at bekæmpe regional indblanding samt opretholde våbenkontrol. Det er ikke forrykt at overveje en tilbagetrækning, men det fordrer en vedholdende indsats, ikke spil for galleriet.

© The Washington Post

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Balladen om Niko Grünfeld

Jens-Kristian Lütken
Tonen i debatten er en trussel mod folkestyret

Blog: Er de markedsøkonomiske tiltag i den vestlige verden gået for vidt

Nauja Lynge
De senere måneders skandaler i den private sektor, ikke mindst i bankverdenen må få os til at overveje om den markedsøkonomi, som i dag er grundlaget for den vestlige verdens konstante fokus på vækst og profit, er gået for langt.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her