Automatisering er den store ubekendte på arbejdsmarkedet

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Ansatte verden over frygter for deres arbejde og deres løn. Befolkninger frygter, at nye ansigter skal krydse grænsen til deres land, samt terrorister og kriminelle, der slår ihjel af grunde, som ingen kan forstå. De frygter, at myndighederne hverken kan eller vil beskytte dem.

Så bliver råbet om hjælp hørt. Populister, som den amerikanske præsident, Donald Trump, og højreorienterede politikere, der udfordrer det etablerede samfunds politik i Europa, har en særlig evne til at trække grænser. De kommer med en vision om opsplitning, en os-mod-dem-vision, en vision om borgeren, der kæmper for sine rettigheder og for at blive beskyttet mod dem, der vil stjæle dem.

Lidt afhængigt af hvilket land, der er tale om, kan »dem« være rig eller fattig, fremmede eller minoritetsgrupper, politikere, bankfolk eller journalister. Populisterne taler til folk, der frygter, at de er ved ikke længere at kunne føle sig trygge, at de er ved at miste deres levestandard og at deres land er ved at miste sin identitet.

En farligere situation er undervejs. Det, der skaber ustabilitet i USA og Europa – bl.a. teknologiske forandringer på arbejdspladsen og en voksende uretfærdighedsfølelse på grund af indkomstulighed – er nu ved at finde vej til udviklingslandene, hvor staten og institutionerne ikke er parate.

Udviklingslandene er særligt sårbare, fordi deres institutioner og sociale sikkerhedsnet ikke er lige så stærke som i velhavende lande. De står over for en endnu større kløft mellem rig og fattig. De er knap så godt rustede til teknologiske forandringer.

Markeder, som er under opbygning, og som klarer sig godt, følger et lignende udviklingsmønster. De begynder som fattige lande med et stort antal borgere, der bor ude i landområderne. De unge begynder at flytte ind til byerne, hvor de håber at kunne tjene flere penge.

Når de kommer til byerne, er de jobparate, og denne pludselige tilstrømning af billig arbejdskraft tiltrækker producenter, der ejer fabrikker i lande, hvor lønningerne er højere. Rygtet om nye arbejdspladser når ud i landområderne og forårsager, at en endnu større bølge af unge mennesker sætter kurs mod byerne.

Den historie har udspillet sig millioner af gange i Kina, Indien og i det sydøstlige Asien, i Afrika syd for Sahara og i Latinamerika.

Det næste udviklingstrin begynder, når disse førhen fattige arbejdstagere kræver mere i løn og bedre arbejdsvilkår. Forbrugerklasser opstår i lande, hvor der aldrig har været forbrugerklasser. Højere lønninger gør landet mindre attraktivt for udenlandske virksomheder, men de lande, der har et dygtigt, reformparat styre, kan tilpasse sig udviklingen.

Ny teknologi – der bliver købt, opfundet eller stjålet – sikrer dem højere produktivitet hos den enkelte arbejdstager og forbedrede produkter og serviceydelser med højere værditilvækst, der skubber lønningerne yderligere i vejret. En middelklasse er kommet til verden.

Den gode cirkel, der er betinget af en acceptabel demografi, bevægelighed på arbejdsmarkedet, økonomisk vækst og politiske reformer, er imidlertid begyndt at slå fejl. Selv begrænsede teknologiske forandringer på arbejdsmarkedet vil markant mindske den lavtlønsfordel, der sætter fattige lande og fattige mennesker i stand til at kravle op ad velfærdsstigen.

Den voksende automatisering på arbejdsmarkedet, fremskridt inden for maskinlæring og nye former for kunstig intelligens i samfundsøkonomien vil bevirke, at fremtidens arbejdspladser fordrer et endnu højere uddannelsesniveau. De, der kan betale, får uddannelse, og de, der har viden og kompetencer, får mulighed for velbetalte job. De, der mangler dette, går en dyster fremtid i møde.

Hvor vanskelig denne overgang end måtte blive i USA og Europa, bliver den endnu vanskeligere i lande, der er på vej op. Hvis automatisering mindsker lønningerne i udviklingslande, kan det blive umuligt for arbejdstagere at få den uddannelse, som de har behov for, for at kunne klare sig i en verden, hvor avanceret kunstig intelligens skaber en større andel af den økonomiske vækst.

Lavere vækst betyder færre indtægter til staten – og dermed færre penge at bruge på uddannelse og serviceydelser, på infrastruktur og på alt det andet, som middelklassen venter sig af staten. Den gode cirkel bliver en ond cirkel.

Vi kan ikke vide, om den teknologiske revolution vil føre til nedlæggelse af flere arbejdspladser, end den skaber, men vi ved fra de velhavende lande, at de nye arbejdspladser bliver meget forskellige fra de gamle, at uddannelse og kvalificering til denne nye type arbejde stiller nye krav til arbejdstagerne og at nogle mennesker ikke klarer springet fra den gamle verden til den nye.

Hvad sker der med alle disse dynamiske, ambitiøse unge mennesker? Den store gruppe unge, vi ser i mange udviklingslande, kan bevæge sig fra at være en økonomisk fordel til at blive en politisk trussel i det øjeblik, at deres vej ud af fattigdommen bliver blokeret.

Hvis de aldrig bliver en del af den aktive arbejdsstyrke, får de aldrig adgang til den uddannelse og kvalificering, der er en forudsætning for at blive beskæftiget på det 21. århundredes arbejdsmarked, og de ved, at deres børn ikke bliver bedre stillede. De, der beholder deres arbejde, opdager måske, at de skal arbejde for en lavere løn og færre (om nogen overhovedet) goder ud over lønnen.

Det er et åbent spørgsmål, hvor de, der taber på denne næste bølge af forandring, erklærer deres politiske loyalitet – eller erklærer hele systemet krig.

Resultatet kan meget vel blive, at der vendes fuldstændigt op og ned på verdens væsentligste historie gennem de seneste 50 år: den velstandsmæssige tilnærmelse mellem rige og fattige lande.

Det er de velhavende lande, der har adgang til de dagsordensættende teknologier, uddannelsessystemerne, der sætter borgerne i stand til at tilpasse sig den nye økonomiske og sociale virkelighed, ressourcerne til at omskole eller efteruddanne arbejdstagere og det stærke sociale sikkerhedsnet, der skal tage af for de stød, som forandringen giver. Det bliver måske vor tids største historie.