Fortsæt til indhold
International debat

»Italienerne først«: En dårlig idé griber om sig

Forsøget på at afhjælpe mistillid med en stærk leder er altid endt i undertrykkelse.

Hans-Henrik Holm

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Hans-Henrik Holm er professor emeritus ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

»Prima Gli Italiani« (»italienerne først«) var kampråbet for en af vinderne i det netop overståede italienske valg, Matteo Salvini. Hans parti, Lega, var tidligere et regionalt baseret separatistparti. Nu kandiderer Salvini til at lede Italien med en euroskeptisk, anti-immigrationsplatform. Efter forbillede fra Trumps USA skyller “mig først”-dagsordenen fra land til land. Handelskrig, mistillid til internationalt samarbejde, en god portion nationalisme og antiglobalisering skubber sig frem.

I en ny bog af den amerikanske Harvard-professor Steven Pinker fortolkes tendenserne som et opgør med Oplysningstidens værdier.

Bogens titel er “Oplysning nu: Argumenterne for Fornuft, Videnskab og Fremskridt”. Ifølge omslaget er det Bill Gates’ favoritbog. I bogens 550 sider gennemgås med grafer og tal, hvordan verden har set store fremskridt: Levetid, sundhed, indkomst, demokrati, livskvalitet og med forbehold også miljø. Vi har mindre krig, færre drab, og vi har udviklet teknologi, der giver os stadig flere muligheder.

Hvis det er rigtigt, hvorfor vokser mistilliden så til politikere, til medier og til fremmede? Hvorfor sker rædslerne i Ghouta i Syrien? Hvorfor virker det, som om vi bevæger os baglæns i historien frem for fremad?

Forsøget på at afhjælpe mistillid med en stærk leder er altid endt i undertrykkelse. Hvad enten det er Putin, Orban, Trump eller Salvini, så ender det skidt.

Pinkers svar er, at vi, hjulpet af medierne, er bedre til at se det negative. Men trods tilbageskridt er vores historie en gradvis udvikling af mere fællesskab og flere rationelle løsninger. De politiske partier som Lega, Trump og andre ”Mit land først”-bevægelser vil lide skibbrud, fordi deres forslag ikke virker.

Handelsrestriktionerne skaber mere arbejdsløshed og ulighed end frihandel. Forøgelse af toldsatser koster et fælles tab i vækst og velfærd. Forsøget på at afhjælpe mistillid med en stærk leder er altid endt i undertrykkelse. Hvad enten det er Putin, Orban, Trump eller Salvini, så ender det skidt.

Pinker hævder, at forsøgene på at gøre vores nationale kultur til en indadvendt kanonisering af fortiden vil mislykkes. Det er i kulturel mangfoldighed, at vi udvikler os. De store historiske kulturer er alle udviklede i områder med stor kulturel mangfoldighed og aktiv udveksling. »Rødder passer til træer. Folk har fødder«, skriver han et sted.

Internationale institutioner og globalt samarbejde blev udviklet gradvist gennem det 20. århundrede. FN, valutasystemet, handels- systemet og intensivt samarbejde som EU blev alle skabt, fordi uden dem blev alle hvirvlet ind i altødelæggende krige. Set i et historisk perspektiv har de liberale værdier gradvist vundet hævd og vist deres styrke.

Pinker skriver: »Fordelene ved det kosmopolitiske og internationale samarbejde kan ikke holdes nede i lang tid, i en verden hvor ideer og personer spreder sig«.

Vi har udstyret vores demokratiske politiske system med evnen til at finde rationelle løsninger på vores fælles problemer. Velfærdsstaten blev udviklet som et svar på fattigdom og ulighed. FN blev udviklet som et svar på krig og overgreb. Vi har skabt et kommunikationssystem, der muliggør udvikling af ideer.

Men alligevel ved vi, at historien kan gå andre veje. Ulighed, krig og overgreb holder stadig mange i et jerngreb. Tilbageskridt og politisk nationalisme er populære i øjeblikket. Men humanisme, videnskab og fremskridt er stadig vores bedste forbundsfæller i afsløringen af den uholdbare ”Mit land først”-bevægelse.

Salvinis svar er, at italienerne skal bestemme selv. EU er en del af problemet, ikke løsningerne, mener han. Arbejdsløsheden kommer udefra, og de mange immigranter skal smides ud. Italien kan bedre selv, mener han.

Men problemerne kan ikke løses alene af USA eller Italien. Korruption, ineffektivitet og et antikveret uddannelsessystem er blandt Italiens problemer. Mere Italien er ikke en holdbar løsning. Ikke fordi det er Italien, men fordi ”Mit land først”-bevægelsen ikke kan levere andet end kortvarige følelser af triumf.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.