Annonce

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Fortsat folkestyre eller totalt kaos?

De andre partier tåler ikke det indvandringskritiske Sverigedemokraterne, som muligvis kan få en tredjedel af stemmerne.

Søren Espersen (DF) er formand for Udenrigspolitisk Nævn.

En forhåbentlig skøn og solrig søndag i sensommeren – den 9. september – styrer det svenske folk i stort tal mod stemmeurnerne, da Rigsdagen som så mange gange før skal sammensættes. Men i år er valget noget helt andet, end det plejer at være, for i år står noget langt større på spil. For vælgerne er der sådan set intet nyt under solen: Hver møder glad og fro frem for at stemme på det parti, han eller hun nu holder med.

Nej, det er de reaktioner fra de politiske partier på valgaftenen, når stemmerne er optalt – og det spil som herefter indledes – der reelt afgør Sveriges skæbne: Skal Sverige fortsat være et folkestyre? Alternativet hertil er det totale kaos.

Og hvad skulle det nu være, som vil kunne betyde det svenske folkestyres død? Jo, sagen er, at Rigsdagens flertal i nogle år har opført en naragtig farce, som handler om at holde det indvandringskritiske Sverigedemokraterne ude af det såkaldt gode selskab. Partiet har simpelthen ikke været stuerent, mener de andre.

Den nedrighed, der rettes mod et lovligt og ordentligt demokratisk parti, som overholder forfatningen samt alle love og reglementer, er hverken nordisk kultur, nordisk folkestyre eller nordisk tradition.

Rød og blå blok har derfor haft en pagt gående ud på, at SD’s mandater så at sige ikke talte med; og det er så baggrunden for, at der nu sidder en rød statsminister – selv om der er et stort blåt flertal.

Det svenske folk har i stor stil reageret på dette mærkelige fænomen (der findes eller fandtes ingen lignende foranstaltning i noget land nogensinde) ved i måling efter måling at gøre SD til landets største parti. Noget kunne tyde på, at partiet bliver tredoblet – og til september vil få cirka 30 pct. af vælgerne. Altså at hver tredje svensker bekender sig til SD.

Vil de andre partier selv i den situation fortsætte med at holde SD uden for indflydelse, spår jeg, at det går galt. Jeg kender det menige svenske folk – og mærker, at nu finder de sig ikke i det mere. De har trofast, tålmodigt og lydigt i årevis holdt sig på dydens rette vej, selv om det bogstavelig talt er væltet ind med fremmede – i en sådan grad, at den svenske kultur nu reelt er en dødstruet kultur, som om få årtier vil være islamisk.

I mange områder er den islamiske kultur allerede dominerende. Man gør i disse forfærdelige områder præcis, som man vil. Man har egne religiøse love, regler og shariadomstole, som styrer med hård hånd – og maser dem ned, som ikke vil bøje sig for det religiøse vanvid.

Vil 30 pct. af svenskerne – det drejer sig om et par millioner – nu på valgnatten den 9. september atter opleve, at SD ledsaget af fnysende skældsord fryses ude, ja, så kender jeg det menige svenske folk godt nok til at vide, at så slutter tålmodigheden. Og så indledes et uoverskueligt kaos.

Men et sådant kaos i vort nære og kære broderland må – også for Danmarks skyld – bare ikke blive en realitet. Og her tror jeg, at jeg taler også på vegne af andre partier herhjemme – og ikke blot fordi jeg tilfældigvis sympatiserer med SD. Alle gode politiske kræfter må i de kommende måneder hver til deres søsterpartier og kontakter på den anden side af sundet simpelthen forsøge at tale Rigsdagen til fornuft.

For den nedrighed, der rettes mod et lovligt og ordentligt demokratisk parti, som overholder forfatningen samt alle love og reglementer, er hverken nordisk kultur, nordisk folkestyre eller nordisk tradition.

Det er altså min klare opfattelse, at septembervalget, såfremt det går som meningsmålingerne antyder, bliver det moderne Sveriges skæbnestund. Vi vil, som sagen er i de øvrige nordiske lande, følge optakten og valgaftenen i åndeløs spænding.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Debat: Eliten lider af mentale synsforstyrrelser
Niels B. Larsen
De andre civilisationer i huntingtonsk forstand er i større eller mindre grad inderligt indifferente over for de vestlige idealer.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Balladen om Niko Grünfeld

Jens-Kristian Lütken
Tonen i debatten er en trussel mod folkestyret

Blog: Er de markedsøkonomiske tiltag i den vestlige verden gået for vidt

Nauja Lynge
De senere måneders skandaler i den private sektor, ikke mindst i bankverdenen må få os til at overveje om den markedsøkonomi, som i dag er grundlaget for den vestlige verdens konstante fokus på vækst og profit, er gået for langt.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her