Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

USA har skabt et tomrum – Kina står parat til at udfylde det

Kina er med hensyn til handel og investeringer det eneste land med en global strategi.

Kinas præsident, Xi Jinping (i midten), under det kinesiske kommunistpartis 19. partikongres. Her slog han fast, at Kina er parat til at påberåbe sig sin andel af den globale ledelse. Arkivfoto: Andy Wong/AP

I oktober 2017 holdt Kinas præsident, Xi Jinping, den mest betydningsfulde tale, siden Mikhail Gorbatjov trådte frem foran pressen for formelt at opløse Sovjetunionen. Over for deltagerne i det kinesiske kommunistpartis 19. partikongres gjorde Xi Jinping det klart, at Kina er parat til at påberåbe sig sin andel af den globale ledelse. Det får globale konsekvenser.

Xi Jinping har ved indgangen til sin anden femårsperiode som Kinas leder konsolideret tilstrækkelig magt på hjemmefronten til at kunne omdefinere det, der ligger uden for Kinas grænser, og opstille nye regler der.

Hans timing er perfekt: Kina gør sig gældende på just det tidspunkt, da en politisk trængt og presset amerikansk præsident nedtoner USA’s engagement over for traditionelle allierede og alliancer. USA har skabt et tomrum, og Kina står parat til at udfylde det.

I årtier har vestlige ledere været af den opfattelse, at en ny kinesisk middelklasse ville tvinge de kinesiske ledere til at liberalisere kinesisk politik. Det er imidlertid demokratiet i Vesten, der nu forekommer at være hårdt trængt, fordi borgerne i vrede over de omkostninger, som globaliseringen har haft for deres liv og levebrød, kræver forandring, og myndighederne leverer det ikke.

Selve demokratiet trues af svækket tillid i befolkningen til traditionelle politiske partier, til offentlig informations troværdighed og til valgprocessers ukrænkelighed.

Kinas ledere har sørget for stabil forbedring af velstanden i landet og bibragt en voksende bevidsthed om, hvad Kina betyder for omverdenen. Gamle problemer som undertrykkelse, censur, korruption og forurening findes stadig, men målbar fremgang på mange af tilværelsens områder giver kineserne en tillid til deres ledere, som mange amerikanere og europæere ikke har længere.

Kina sætter nu internationale normer under mindre modstand end før. Det er vigtigt på tre punkter:

For det første er Kina med hensyn til handel og investeringer det eneste land med en global strategi. Med sit omfattende projekt ”Ét bælte, én vej” og sin vilje til at investere – uden politiske forhåndsbetingelser – i udviklingslande øger Kina sine ambitioner, mens EU fokuserer på europæiske problemer, og handel bliver et fyord i amerikansk politik. Lande i Asien, Latinamerika, Afrika og Mellemøsten vil nu måske være mere tilbøjelige til at rette ind efter og kopiere Kinas utvetydigt transaktionsorienterede tilgang til udenrigspolitik.

Omverdenen vil imidlertid se til i årene, der kommer, og sammenligne den kinesiske og den vestlige model. For amerikanere og europæere har det kinesiske system ikke den store tiltrækningskraft. For langt de fleste andre udgør den kinesiske model en acceptabel valgmulighed.

For det andet er der den globale kamp om teknologisk overherredømme. USA og Kina indtager nu en førerposition med hensyn til investering i kunstig intelligens. For USA’s vedkommende er det den private sektor, der går foran på området. I Kina er det staten, der går forrest og viser landets største virksomheder og institutioner vej på en måde, der tjener statens interesser.

Som det forholder sig med Kinas handels- og investeringsstrategi, vil andre lande, ikke mindst de lande, der frygter uro i befolkningen, finde denne udviklingsmodel attraktiv.

Endelig er der spørgsmålet om værdier. Det har ikke noget med ideologi at gøre, at Kina virker tiltrækkende. Den eneste politiske værdi, som Kina eksporterer, er princippet om ikkeindblanding i andre landes anliggender. Det er imidlertid attraktivt for lande, der er vant til vestlige krav om politiske og økonomiske reformer til gengæld for økonomisk hjælp.

Set i lyset af den udenrigspolitik, som USA’s præsident, Donald Trump, fører ud fra tesen om ”USA i første række”, og ligeledes set i lyset af alt det, der lægger beslag på EU-ledernes opmærksomhed, er der ingen modvægt til den tilgang, som Kina har til samhandel og diplomati – en tilgang, som ikke er styret af værdier.

Der er oplagte grænser for Kinas tiltrækningskraft på internationalt plan. Der vil gå årtier, før Kina kan udøve den form for militær magt på globalt plan, som USA kan. Kina er fremdeles en regional magt, og kløften mellem USA’s og Kinas forsvarsudgifter bliver stadig bredere i USA’s favør.

Dertil kommer, at Kinas naboer ikke er trygge ved Kinas evne til at spille med musklerne nær deres grænse. Men konventionel militær magt er mindre vigtigt for international indflydelse, end det nogen sinde har været, når man ret betænker truslerne mod national sikkerhed i en globaliseret verden: økonomisk indflydelse, der kan antage karakter af et våben, og den uklare magtbalance i cyberspace.

Fra og med i år skal det globale erhvervsliv omstille sig til nye regler, normer og metoder, som Kina fremmer – ikke kun inden for egne grænser, men også i lande, hvor kinesiske virksomheder øger deres tilstedeværelse, og det kinesiske styre øger sin indflydelse.

Man bør også påregne, at Japan, Indien, Australien og Sydkorea vil samarbejde noget oftere for at begrænse Kinas regionale indflydelse og dermed skabe risiko for spændinger for ikke at tale om konflikt. Afhængigt af det amerikansk-kinesiske forholds karakter kunne Trump-regeringen desuden blive mere aktiv i regionen.

Endelig er det muligt, at Xi Jinpings storstilede ambitioner vil gøre ham sårbar over for konkurrenter i det kinesiske kommunistparti – ikke mindst hvis Kina oplever ubehagelig tilbagegang på hjemmefronten eller uden for Kinas grænser.

Omverdenen vil imidlertid se til i årene, der kommer, og sammenligne den kinesiske og den vestlige model. For amerikanere og europæere har det kinesiske system ikke den store tiltrækningskraft. For langt de fleste andre udgør den kinesiske model en acceptabel valgmulighed. I og med at Xi Jinping er parat til at tilbyde den mulighed, er dette verdens største geopolitiske risikofaktor i 2018.

© Eurasia Group

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
USA
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Europol-aftale holder stadig

Anders Vistisen
EU-tilhængere forsøger at miskreditere Europol-aftale og råber endnu engang ”Ulven kommer”

Blog: Grænser virker, når man håndhæver dem

Morten Uhrskov Jensen
Men globalisterne har en interesse i at påstå det modsatte.
Annonce
Annonce
Biler
Tænk dig godt om, før du køber en brugt dieselbil
Udbuddet af nyere brugte dieselbiler er pænt. Du skal helst gå efter en model med de nye Euro 6-motorer og dagligt køre motoren driftsvarm, for at det er en god idé, siger eksperter. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her