Annonce

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Derfor siger Merkel nej til en nordisk model

Tysklands kansler har sagt, at hun ikke vil lede en mindretalsregering. Det er der flere forklaringer på.

De to tyske partiledere Angela Merkel (t.v.) og Martin Schulz, der i øjeblikket forhandler om en flertalsregering, i samtale med Storbritanniens premierminister, Theresa May, under et EU-møde for godt et år siden. May har i dag sine kampe på hjemme bane, fordi hun er i spidsen for en mindretalsregering. Den situation ønsker man ikke i Tyskland. Arkivfoto: Geert Vanden Wijngaert/AP

Michael Kuttner, Berlin-korrespondent på Jyllands-Posten.

BERLIN — Guderne skal vide, at det kræver en del tålmodighed at residere i Berlin i øjeblikket. Den nye storlufthavn er forsinket på sjette år og bliver måske aldrig taget i brug. Bilkøerne bliver stadig længere, fordi mange flytter til byen, og ingen åbenbart gør sig tanker om, hvordan det øgede antal mennesker og køretøjer skal håndteres. Og forhandlingerne om en rigtig regering trækker øjensynligt ud i det uendelige.

Nu har Berlin – og Tyskland – så mange kvaliteter, at man nødigt ville bo andre steder. Men forbløffende er det, at f.eks. Tirana har en bedre fungerende lufthavn end hovedstaden i Europas største og rigeste land.

Det er heller ikke umiddelbart indlysende, at man nu har forhandlet i forskellige sammensætninger efter valget den 24. september for at danne en regering. Lige nu gælder det forbundskansler Angela Merkels borgerlige CDU, det bayerske søsterparti CSU og det socialdemokratiske SPD. I skrivende stund ser det ud til, at alt kan ske: Forhandlingerne kan lykkes, og en koalition stå klar omkring påske. Eller de kan bryde sammen. Eller man bliver enig om en regering, men en afstemning blandt SPD-medlemmer vender tommelfingeren nedad.

De to sidste scenarier vil efter alt at dømme føre til nyvalg. Men hvad med en mindretalsregering?

Det er en naturlig tanke set med nordiske øjne. En dansk statsminister ville vel nærmest finde det en smule unaturligt at regere med et fast flertal. Og selv i en mindretalsregering kan han komme ud for, at koalitionspartnere truer med at sabotere en fælles linje – som med Liberal Alliances optræden forud for vedtagelsen af seneste finanslov.

Merkel kan ikke flakke rundt efter støtte fra sag til sag, når det gælder EU, Nato, euroen, forholdet til Frankrig osv.
EU-diplomat

Merkel har sagt, at hun ikke er til fals for den slags. Hun vil ikke som kansler stå i spidsen for et mindretal, erklærer hun.

Det er der blevet rullet med øjnene over. Fra den tyske venstrefløj er en mindretalsregering blevet fremstillet som en udmærket løsning. Den er grundlæggende demokratisk, hedder det, fordi der skal søges opbakning til hvert enkelt forslag, og det går jo udmærket i Skandinavien, som det er påpeget. Også nordiske diplomater har ved samtaler med tyske embedsmænd spurgt, hvordan det kunne være, at man ikke brød sig om den slags.

Det umiddelbare svar har været, at Tyskland har dårlige erfaringer med vakkelvorne regeringer. Weimarrepublikken mellem verdenskrigene var demokratisk, men ustabil, fordi man ikke havde en stabil kansler. Den førte til Det Tredje Rige og Holocaust, er det blevet påpeget.

Man kan mene, at Tyskland har vist sit demokratiske sindelag gennem snart 70 år og ikke behøver frygte Weimar-tilstande som følge af en mindretalsmodel. Men der er også en anden forklaring på modviljen.

»Tyskland,« mener en erfaren EU-diplomat, »kan med sin størrelse og plads i Europa ikke have andet end en flertalsregering. Merkel kan ikke flakke rundt efter støtte fra sag til sag, når det gælder EU, Nato, euroen, forholdet til Frankrig osv.«

Derfor er modstanden »forståelig«, siger denne diplomat; man kan, hedder det, ikke sammenligne Tyskland med et lille land som Danmark.

Læg dertil, at Tyskland består af 16 delstater med udstrakt selvstyre, og man har endnu et argument for, at en mindretalsregering ikke nødvendigvis er en god idé.

Den tyske struktur kan virke som et omsvøbsdepartement, hvor ansvar skubbes frem og tilbage mellem delstat og forbundsregering. Hver delstat har f.eks. sit eget efterretningsvæsen, og hver større by sit eget politi. Ofte arbejder de ikke sammen. Hvis man derudover skulle have en mindretalsregering i Berlin, der skulle hoppe fra sten til sten, kunne det nemt blive kaotisk.

Det er Tyskland for vigtigt til. Udenlandske røster ville formentlig være blandt de første til at kritisere, hvis en tysk regering begyndte at ryste på hånden. Når modellen anvendes i Storbritannien, hvor premierminister Theresa May er afhængig af det nordirske unionistparti, er det måske udtryk for, at London ikke længere har den store vægt i verden.

Mulige problemer – som forleden, da unionisterne forhalede en aftale med EU – skader briterne mere end Europa. Men i Berlin skal man være tålmodig. Måske er der en regering til påske.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

 
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Forbyd omskæring af drenge.

Harun Demirtas
Et barn må ikke blive et forretningsformål eller udsættes for et indgreb, som aldrig kan laves om, og som i høj grad kan krænke ens selvopfattelse.

Blog: Ledelseskrise i den offentlige sektor giver dårlig velfærd

Martin Ågerup
I sin nye debatbog efterlyser Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen et opgør med dårlig ledelse i det offentlige. ”En leder, som ikke lever op til forventningerne, må nødvendigvis afskediges”, skriver han. Godt brølt, Henrik Sass. Men han har desværre ingen realistiske bud på, hvordan en så gigantisk kulturændring i den offentlige sektor skal finde sted. Der er lang vej igen. Og barrierne imod at sikre bedre ledelse er høje.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her