Alvorlig trussel mod cykelturismen
Cykelturismen er i vækst i landene uden om Danmark. Herhjemme er potentialet endnu uforløst, selv om der i de seneste år er gjort et kæmpe arbejde for at udvikle området. Det skyldes ikke mindst manglen på transportmuligheder for turister, som medbringer cykler.
Det er dyrt, besværligt og indimellem reelt umuligt at komme fra landsdel til landsdel, og om kort tid bliver det betydeligt vanskeligere for udenlandske cykelturister overhovedet at komme til Danmark. DSB og de tyske statsbaner (DB) har nemlig planer om at nedlægge The City Night Line. Det er de nattog, der i dag udgør den eneste direkte togforbindelse med mulighed for cykelmedtagning mellem København og Amsterdam/Køln, Prag/Dresden og Frankfurt/Basel.
Hvis forbindelsen bliver nedlagt, vil det betyde et katastrofalt tilbageslag for cykelturismen, som ellers er som skabt til Danmark – og en stor del af det kæmpe arbejde, der er gjort for at udvikle cykelruterne, servicen langs dem og formidlingen af dem, vil være spildt.
En øget cykelturisme kan ellers blive en god indtægtskilde for mange af de danske udkantsområder, som i dag kæmper for at skabe aktivitet, indtægter og arbejdspladser. Samtidig er der tale om en sund, grøn og bæredygtig turismeform, som det er svært at finde gode argumenter for at begrænse.
En vigtig faktor
Sidste år gennemførte Østdansk Turisme og Cyklistforbundets cykelturismeprojekt Panorama en undersøgelse blandt tyske cykelturister. Den viste, at 93 pct. opfattede muligheden for at få cyklen med toget som en vigtig eller meget vigtig faktor. Der er derfor ikke tvivl om, at så dramatiske forringelser af transportmulighederne vil betyde, at Danmark af mange vil blive valgt fra som cykelferieland.
En nedlægning af nattogsforbindelserne er det sidste, som dansk cykelturisme har brug for, og en nedlægning vil ikke kun få konsekvenser for cykelturismen i Danmark, men også for det øvrige Skandinavien og vores nabolande i syd. Er det virkelig den vej, vi vil gå?
Cyklistforbundet og Østdansk Turisme opfordrer kraftigt til, at trafikselskaberne, myndighederne og turistorganisationerne påbegynder en målrettet indsats, som i stedet gør Danmark mere tilgængeligt for cykelturister. Ellers vil vi se os udkonkurreret af vores nabolande, som allerede i dag tilbyder en langt bedre service for cykelturister i togene.