Tostatsløsning er en utopi

Naser Khader beklager sig (JP 20/8) over en ringe palæstinensisk debatform, som naturligvis indeholder tøndevis af arabiske trusler, vold og had. Fra Khaders udsigtstårn ser han et fredeligt folk trådt under fode af Israel, og som blot reagerer en kende uhensigtsmæssigt, og Khader tror, at flertallet i Muhammeds eget land er tavse, neutrale og særdeles tolerante (læs: over for Israel, Vesten, demokrati etc.).

Denne utopiske præmis sætter derfor Khader op for sit livs fejl: hans fortsatte, naive tro på en tostatsløsning. Venstrefløjen, som Khader i det store og hele stadig tilhører, kan nemlig ikke få sig selv til at indse, at Israel er alt for ædru til i dette årti at tro på en tostatsløsning.

Det er nemlig umuligt for Israel at skabe en permanent fred med et folk/område/region, der – hver gang muligheden byder sig – stemmer på Hamas, broderskabet, jihad-selvmord og sharia, og som med nød og næppe holdes fra døren af militæret i Egypten, Syrien og Tyrkiet.

Israel ved det, og det bør vi danskere ligeledes vænne os til. Der bliver ikke en tostatsløsning. Araberne og Golfstaterne kan ikke styre sine egne områder, endnu mindre danne og kontrollere en ny stat, lige så lidt som Irak og IS kan kontrolleres.

Jeg har ondt af Khader, som er et godt menneske og ligeledes debattør.

Som Obama sagde: »Et valg har konsekvenser«, og det gælder ligeledes for Gazastriben og palæstinenserne, der jorder sig selv ustandseligt og altid viser, at Israel desværre bør glemme alt om fred og i stedet væbne sig til tænderne i et forsøg på overlevelse og se i øjnene, at hvis det ikke er brutale Gadaffi og Assad, der regerer, ja, så er det som hovedregel det, der er værre.