Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Er motionen blevet usund?

Den dårlige samvittighed er ofte min drivkraft, når jeg dyrker motion. Tidligere var det lysten.

Artiklens øverste billede

Jeg løb mig igennem de første fire til fem håndfulde år af mit liv. Da snottet tegnede et tydeligt 11-tal under min næse i min barndom. Da vokseværk gav mig sjove proportioner i de tidlige teenageår, og da jeg med ring i øret og sirlig redt midterskilning efterabede stjernerne fra Beverly Hills 90210 midt i 1990’erne.

Jeg løb, når jeg driblede mig ned ad højrekanten på den lokale fodboldbane, og når jeg jagtede plasticfjerbolden i hallen ved siden af. Pulsen galoperede også af sted, når jeg tonsede frem mod nettet på den rødgrusede tennisbane, og når jeg spurtede ned ad håndboldbanen med en harpiksklisteret Select-håndbold i højre hånd.

Lyst til at lege

Jeg løb, fordi det var sjovt. Jeg pustede og stønnede, fordi det, som jeg i dag kalder for kardio-træning, var en del af legen – en naturlig del af de idrætsaktiviteter, jeg udøvede.

Havde jeg dengang gået op i ting som kondital og kalorietælleri var min nedslidte Casio-lommeregner nok blevet sendt på overarbejde. Men det gjorde jeg ikke. Grunden til, at min SCO gang på gang fandt vej op til det lokale idrætsanlæg, var nemlig ren og skær lyst. Lyst til at lege. At jeg så samtidigt kom i god form, var blot en positiv bivirkning.

En anden motivation

Når jeg i dag sætter min 34-årige krop op på min væsentligt dyrere jernhest – som oven i købet af lavet af aluminium – for at cykle op i det lokale træningscenter, eller når jeg løber de lokale landeveje tynde, er motivationen en hel anden. Nu er det ord som sundhed, fedtprocent og muskelmasse, som min indre stemme repeterer.

Jeg motionerer, fordi jeg bør, og fordi det er godt for mig. Og for at slippe for min egen løftede pegefinger og dårlige samvittighed. Det er ikke længere ren lyst, som driver værket.

Galoperende samvittighed

Sådan tror jeg ikke, jeg er den eneste, som har det. Mon ikke en stor del af landets mange motionister er drevet af denne galoperende dårlige samvittighed. Smilene fra fodboldbanerne er erstattet af skærebrænderansigter og koncentrerede blikke.

Den hollandske kulturhistoriker Johan Huizinga talte for snart 100 år siden om homo ludens – det legende menneske. Om hvordan det legende menneske er en grundpille i kulturen og dermed samfundet. Men har jeg glemt legen?

Svaret på det må været et stort og rungende ”nej!”. Når jeg motionerer på min cykel, leger jeg, at jeg er Fabian Cancellara på de flade veje og Alberto Contador, når jeg rammer en af de mange bakker omkring Aarhus. Når motionen foregår i træningscenteret, sker det ofte, at jeg forestiller mig, at jeg er Rocky Balboa i færd med at finpudse formen inden en afgørende boksekamp.

Den vigende lyst

Legen finder altså sted i alle motionsformerne, uagtet hvor kedelig, jeg synes, de måtte være. Derfor tror jeg snarere, at svaret på den vigende lyst må findes i selve motionsformen.

Selv om det ganske givet er sundt, er det nok ikke lige så sjovt at lave push-ups som at vristsparke en fodbold, og selv om løbet ser nøjagtigt ens ud, gør det en verden til forskel, om jeg løber efter en tennisbold eller på landevejene for at nå over 800 forbrændte kalorier.

Hvorfor dyrker jeg så ikke bare de sportsgrene, som jeg synes er sjovest, kunne man så spørge sig selv. Svaret er først og fremmest, at en knagende skulder og en drillende vrist ikke tillader det. Det lyder jo ret negativt det hele, men er det nu også det?

Nej, faktisk ikke. For i det øjeblik, hvor jeg skriver disse ord, sidder jeg med sveden løbende ned fra panden efter en morgenløbetur. En løbetur, hvor jeg godt nok lavede skærebrændergrimasser det meste af vejen, og hvor jeg hele tiden glædede mig til, at komme tilbage til indkørslen, hvor turen begyndte, men som samtidig giver mig en fantastisk følelse her efterfølgende.

Kemisk funderet følelse

Følelsen er sikkert langt hen af vejen ren kemisk funderet. Både i belønningsstoffet dopamin samt endofiner, der kan betegnes som kroppens eget lykkehormon. Men følelsen opstår også, fordi jeg bliver tilfreds med mig selv på en række andre parametre. Det ligger garanteret i baghovedet, at den netop overståede løbetur kan bekæmpe en truende ”far-dunk”, og måske endda være med til at gøre mit liv bedre og længere.

Så fred være med, at det krævede en del overvindelse at snøre løbeskoene og at det ikke var så sjovt, mens det varede. Hvis lysten ikke kan drive værket, må jeg leve med, at værket driver lysten.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.