Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Døden a la carte

Vi ønsker alle en værdig død, men lad os fokusere på en aktiv hjælp til en døende, ikke aktiv dødshjælp.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Døden er den sidste store bastion, som vi endnu ikke har udliciteret til kommercielt design. Lad os derfor prøve at forestille os døden serveret a la carte.

Jeg vil gerne have en værdig død i næste uge, tak. Man kan også forestille sig, hvordan livstestamentet, som vi kender det i dag, forvandles gennem nutidens selvbestemmelsesmani. Det vil i så fald indbefatte en lang række livsforlængende og livsforkortende muligheder. Som det gælder ved livets begyndelse, vil der ved livets afslutning serveres en alenlang række til- og fravalg.

Jeg ønsker ikke smerte og uværdighed, men siger ja til forskellige former for terapi og mest af alt til en knap, hvor jeg til enhver tid kan trykke mig ud af livet og ind i døden.

Den visse uvished

Døden er den visse uvished. Vi ved, den kommer – bare ikke hvornår. Fremover kan døden blive vendt på hovedet gennem talrige valg. Den bliver en uvis vished. Vi ved ikke, hvornår den kommer, men skal nok få styr på den undervejs. Indtil videre har de mange valg primært angået, hvad der skal ske efter døden, dvs. testamente, organdonation, obduktion, kremering, begravelse etc.

Fremover bliver valget ikke blot forbundet med tiden efter døden, men også ugerne før døden. Jo før desto bedre. Alt andet er uværdigt, lyder det. Det er alt sammen meget godt. Men valget har også en bagside, hvilket kun sjældent er i fokus.

Kan ende som forbandelse

Hvordan bør vi forholde os til døden som det ultimative valg? Alene spørgsmålet kan i dag provokere mange, fordi det ikke anses for at være op til andre at vurdere, hvordan jeg og kun jeg vil have min død. Det er mit liv og derfor også min død. Det skal andre overhovedet ikke blande sig i, men her opstår nogle helt grundliggende udfordringer, hvor jeg blot vil pege på et enkelt forhold.

Vi glemmer ofte, at valget ikke altid giver frihed, men også kan ende som en forbandelse. Når døden er tæt på, skyldes det ganske ofte et længere sygdomsforløb, som har krævet meget af den døende og også af familien og samfundet, der har betalt dyrt undervejs.

Argument for aktiv dødshjælp

I dag benyttes det sidste faktum helt åbent som et argument for aktiv dødshjælp. Du vil rent faktisk spare os andre for en hel masse, hvis du takker ja til denne værdige hjælp. Vi bliver stadig flere ældre. Lad os derfor indføre aktiv dødshjælp. Disse synspunkter er blevet fremført af eksempelvis Lone Nørgaard i bogen ”Aktiv selvhjælp” og også af Lone Frank i en debat, jeg havde med hende i ”Deadline” på DR2 for et par år siden.

Hvorfor ikke gå endnu længere? Hvis vi indfører aktiv dødshjælp, kan vi også samtidig håndtere problemet med organmangel. Dette forsvar for aktiv dødshjælp blev bl.a. præsenteret af Holtug og Kappel i Ugeskrift for Læger allerede for en del år siden. Men hvad er så problemet, valget er frit, lyder det.

»Du vil ikke blive presset, og du kan jo bare sige nej«. Problemet er kort sagt, at retten til at vælge dødstidspunktet er den stærkes ret, der hurtigt kan blive den svages pligt. Med valget følger ikke blot muligheden for at vælge, men også muligheden for selv at blive valgt og udvalgt som potentiel kandidat til aktiv dødshjælp.

I staten Oregon, hvor assisteret selvmord er tilladt, kan man gennem advokaten Wesley J. Smith høre historien om det mindre bemidlede ægtepar, der begge er ramt af kræft.

De er begge forsikrede gennem Medicaid, som imidlertid ikke dækker behandlingen, hvorfor de søger staten om yderligere hjælp. Denne anmodning bliver ikke imødekommet, men i det skriftlige svar lyder det, at der til gengæld kan gives økonomisk støtte til assisteret selvmord. Hvor blev valget af, kan man her spørge.

Dilemmaet skal håndteres

»Men det er jo overhovedet ikke det, vi ønsker her i Danmark«, lyder det prompte.

Sagen er, at det netop er lignende problemer, man står med i de ganske få lande i verden, hvor aktiv dødshjælp er legaliseret. Det betyder imidlertid ikke, at vi lever uden problemer blandt døende i Danmark. Tværtimod! Aktiv dødshjælp er ikke et problem, vi kan løse, men et dilemma, vi skal håndtere.

Vi ønsker alle en værdig død. Alle arbejder for dette, og ingen kæmper imod dette, men lad os fokusere på en aktiv hjælp til døende uden en forblændet tro på, at valget alene sikrer værdigheden.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Den nye datalov skulle være god, men …

Gitte Seeberg
For at sige det lige ud. Det er ikke godt nok. Justitsministeriets, Datatilsynets og ikke mindst Forbrugerombudsmandens forarbejde og vejledninger, har ikke været gode nok

Blog: Bertel Haarders naive, liberale syn på indvandring

Morten Uhrskov Jensen
Masseindvandringen til den vestlige verden er en ulykke alle steder, men de liberale fortsætter ufortrødent med at skyde skylden på velfærdsstaten.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her