Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Hvor mange skal lide endnu?

Endnu en gang er aktiv dødshjælp kommet op i den offentlige debat. Gang på gang er aviser og blogs fyldte med historier om mænd og kvinder, som udelukkende har ét ønske: En værdig død. Vi nyder en enormt høj grad af frihed til at bestemme over vores eget liv. Vi har lov til at udleve vores drømme og selv forme, hvordan vores liv skal se ud, men vi må ikke bestemme over vores egen død.

Patienter bliver tvunget til at bruge deres sidste tid på at finansiere en tur til et mere åbent og progressivt land som Schweiz eller Holland, hvor der er mulighed for, at de kan få deres sidste ønske opfyldt. At vi ikke engang muliggør det i Danmark for egen betaling, og at vi forbyder mennesker, som er ved deres fulde fem og fuldstændigt klar over, hvad de foretager sig, at gøre, som de ønsker – det betyder, at det danske samfund har spiller fallit.

Et af de dilemmaer, som jeg oftest møder i diskussionen om aktiv dødshjælp, er, hvem der skal udføre det. Skal lægen agere bøddel? Det strider i sig selv imod lægeløftet. Skal vi så have professionelle bødler igen? Nej. Svaret er ganske simpelt.

Der skal blot laves muligheder for, at patienten selv kan udføre handlingen, efter at han eller hun har sagt farvel til sine nærmeste. Ligesom at præster ikke kan tvinges til at vie homoseksuelle eller fraskilte, skal det selvfølgelig også være op til den enkelte læge, om han ønsker at være med til det.

Farvel på min måde

Hvis aktiv dødshjælp indføres, skal det gøres på en sådan måde, at det er patienter, som er ved deres fulde fem og helt indforståede med, hvad de foretager sig, som kommer til at kunne få hjælp. Det skal indføres for dem, som har besluttet sig fast på det. Hvis vi åbner for muligheden, er der jo ingen, der bliver tvunget til det.

Jeg ved bare, at hvis jeg en dag ligger i utrolig lidelse, og min eneste mulighed for at holde de sidste dage ud er ved at være på så meget smertestillende medicin, at jeg knap ved, hvem jeg er – så ville jeg gerne have muligheden for at vælge. Muligheden for at gøre det på min måde og få sagt farvel på mine vilkår. Intet andet.

Vi har et velfærdssamfund, hvor vi stræber efter at skabe den maksimale livskvalitet for borgerne. Det gælder bare ikke i de sidste dage. Mennesket kommer ikke før systemet, når dødeligt syge kan føle sig nødsaget til at sulte sig selv ihjel, fordi de ikke længere ønsker at leve i smerte. Individets ønsker bliver tilsidesat til fordel for andres etiske og moralske overvejelser.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.