Tidshorisont: 15 sekunder

Når man ser på tv eller de sociale medier, tænker man måske: »Nu sker det igen«: Israelere og palæstinensere strides, mens civile betaler prisen. Det er dog nødvendigt at minde om, hvordan det begyndte denne gang: 12/6 indledte Hamas sin raketbeskydning af Israel.

I skrivende stund har de affyret knap 400 raketter. Alt, hvad der ligner et normalt liv, er ophørt for millioner af israelere, der har 15 sekunder til at søge dækning, når sirenen lyder. Indtil for få dage siden valgte Israel at udvise tilbageholdenhed over for angrebsbølgen.

Ironisk nok agerer Hamas således, fordi de har valgt at indgå i den ny såkaldte ”teknokratregering” i selvstyret under præsident Mahmoud Abbas, som har medvind i Europa og har international støtte. Netop derfor har Hamas tilsyneladende behov for at fremvise sine ideologiske akkreditiver og sone forholdet til den palæstinensiske offentlighed ved at lancere en ny terrorkampagne mod Israel. Hamas beskyder bevidst tætbefolkede områder i det meste af Israel. Israel reagerer ved at angribe militære mål og terroristledere, ikke Gazas civilbefolkning.

Ret til at forsvare sig

Intet land i verden ville acceptere denne raketregn. Hvordan ville danskerne reagere, hvis dets grænser var slagmarker og mange af Danmarks byer udsat for kontinuerlige raketangreb?

Israel har ret til at forsvare sig, og det er, hvad vi gør. På samme måde som Israel har ret til – og er forpligtet til – at eftersøge og finde sine forsvundne statsborgere. Raketangrebene fra Gaza begyndte længe før tre israelske teenagere, Naftali Frenkel, Eyal Yifrach og Gilad Sha’er, blev kidnappet og myrdet. Et af drengenes nødtelefonopkald blev optaget. Her kan man høre drengene trygle om hjælp, de dræbende pistolskud og mordernes rædselsvækkende triumferende latter, da de praler til hinanden om at have dræbt tre. Sådan opererer Hamas. Dette er deres værdier.

Bestialsk hævnmord

Få dage senere hørte vi om det bestialske hævnmord på den 16-årige arabiske dreng Mohammed Abu Khdeir, begået af jødiske ekstremister. Men også her er der forskel: Israels hhv. afgående og nyvalgte præsident, Shimon Peres og Reuven Rivlin, udtrykte i et fælles indlæg i dagspressen deres chok og væmmelse ved mordet. Det samme gjorde premierminister Netanyahu og udenrigsminister Lieberman, der begge kondolerede Mohammeds familie.

På den palæstinensiske side fordømte præsident Abbas som den eneste palæstinenser mordet på de tre israelske teenagere, mens de palæstinensiske gader var fyldt med jublende masser. Rachelle Frenkel, mor til en af de myrdede drenge, udviste hjerteskærende værdighed og medfølelse midt i sin personlige tragedie, da hun rakte ud til Mohammed Abu Khdeirs familie, udtrykte sin forfærdelse og udtalte, at mord aldrig kan retfærdiggøres, uanset hvem der er offer og gerningsmand. Mord er mord.

Et overvældende flertal af den jødiske offentlighed i Israel har reageret med afsky og fordømmelse over for denne utilgivelige forbrydelse. I staten Israel er den moralske ret til livet ukrænkelig, og retfærdigheden er blind. Kravet om respekt for loven er ufravigeligt, troen på sameksistens mellem landets borgere – jøder og arabere – er aldrig svigtende, og kampen mod vold og had er kompromisløs. Nogle gange må et land i sandhed kæmpe for sine værdier. Som i ethvert andet tilfælde vil Mohammeds Abu Khdeirs mordere blive stillet for en domstol og dømt for deres horrible forbrydelse.

Livet går videre

Israel er et moderne, højtudviklet samfund med et righoldigt kulturliv, internationalt priste litterære forfattere og forsknings- og udviklingsfaciliteter i den absolutte verdensklasse. Antallet af israelske Nobelprisvindere overstiger langt landets relative størrelse. Israel er på den økonomiske front kendt som The Start-Up Nation. Og stadig må vi forsvare os mod et barbarisk, middelalderligt had. Dette er forklaringen på de aktuelle begivenheder.

Livet går videre i Israel, på godt og ondt. 15 sekunder er lige nu den mest relevante tidshorisont. Det vil ændre sig på et tidspunkt, og raketterne vil ophøre – når også flertallet på den palæstinensiske side vil efterleve Rachelle Frenkels ord.