Den israelske reaktion

12/6 nåede tre unge jødiske bosættere på Vestbredden ikke bussen. De besluttede i stedet at søge at blaffe fra Hebron-området til Jerusalem. Efter alt at dømme blev de i stedet kidnappet.

Den israelske reaktion var omgående at erklære, at Hamas skulle stå bag og straks gå i gang med massearrestationer af formodede Hamas-folk på Vestbredden. Israelske myndigheder synes ikke at have givet det en tanke, at den øjensynlige kidnapning opstod ved at tilfælde, som ingen kunne planlægge på forhånd, hverken politiske organisationer eller kriminelle.

Israel har ikke forsøgt at få gang i et samarbejde med palæstinensisk politi om sagen. Der er ellers en god forståelse, når det gælder om at undgå handlinger rettet mod bosættere eller besættelsesmagten i øvrigt. Trusler over for palæstinensiske myndigheder har det imidlertid ikke skortet på fra regeringschef Benjamin Netanyahu.

Der er næppe tvivl om, at der er foregået en forbrydelse mod de tre unge bosættere, men der er heller ikke megen tvivl om, at den israelske regering bruger sagen politisk. Om dette sker for at demonstrere overvældende styrke, for at fremprovokere palæstinensisk splittelse efter dannelsen af den nye samlingsregering eller for at aflede opmærksomheden fra, at Israel i fredsforhandlingerne har isoleret sig selv, tør jeg ikke afgøre.

Situationen er nu, at Israel har foretaget ca. 1.300 husundersøgelser på palæstinensisk område, og at 330 palæstinensere er blevet arresteret, uden at der foreligger en sandsynliggørelse af, at de har noget med de tre unges forsvinden at gøre. Et par bomber over Gaza (hvor kidnapperne umuligt kan befinde sig) er det også blevet til.

Der er blevet stillet forbavsende få kritiske spørgsmål til Israel om, der nu også er tale om efterforskningsrelevante handlinger, eller hvad der begrunder de over tusinde politi-militær-operationer, handlinger, der indtil nu har kostet tre palæstinensere livet. Israels regering må spørges om, hvad hulen den har gang i?