Illusionen om en løsning
Den amerikanske professor Noah Feldman taler i JP 28/5 for, at tiden er ved at løbe ud for at skabe en to-statsløsning på Israel/Palæstina-konflikten. Den holdning mangler jordforbindelse, da der ikke længere er et geografisk grundlag for at give palæstinenserne et eget land, medmindre Israel frigiver hovedparten af de områder, de holder besat.
Gaza er en ghetto for 1,65 millioner mennesker, der er under belejring og ikke levnes mulighed for en selvstændig eksistens, idet israelerne effektivt blokerer for enhver ind- og udførsel, de ikke ønsker. Vestbredden er gennemhullet af et netværk af israelske veje, der fører ud til de befæstede bosættelser, og i Jerusalem foregår for tiden en målrettet uddrivelse af ikkejøder, for at israelerne kan få fuld kontrol over byen. Uddrivelsespolitikken begyndte i 1948, da 800.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjemegn. Den har fortsat siden på trods af Oslo-aftalen og fredsforhandlinger. Den israelske historiker Ilan Pappe, der for nylig var på besøg i Skandinavien, konkluderede, at den etniske udrensning fortsætter, indtil alle palæstinensere er udrenset fra de områder, Israel har besat, eller kræfter udefra sætter en stopper for det.
De seneste mange års forsøg på fredsforhandlinger har blot været et skuespil til ære for verdenssamfundet. Det skal forhåbentlig ikke fortsætte 10 år mere. Den eneste mulige løsning er en fælles stat med gensidig respekt og en regering, der behandler alle indbyggere, jøder og palæstinensere såvel som andre etniske grupper, som ligeværdige borgere med lige rettigheder og lige muligheder.