Inklusion sker ikke ved at placere runde børn i firkantede huller

Der var den her dreng. Lad os kalde ham Emil. Han kunne bare ikke lære tabellerne. Alle omkring ham havde prøvet alt – alle mulige huskeregler og teknikker. Han kunne bare ikke lære tabellerne, lige indtil en socialpædagog fandt på, at hvis Emil måtte hoppe i trampolin imens, lærte han tabellerne så nemt som ingenting.

Eksemplet er ikke opfundet, og det illustrerer, at børn er forskellige og derfor skal mødes med forskellige krav til indlæring og faglighed. Ikke mindst når vi snakker om børn med særlige udfordringer som autisme eller andre alvorlige handicap.

Forfejlet integration

Den grundtanke er desværre ikke bærende i kommunernes nuværende inklusionsproces. I den offentlige debat er vi jo for længst holdt op med at diskutere, om vi vil inklusion. Så meget desto vigtigere er det, at vi får en grundig drøftelse af, hvordan det sker.

Ingen kan være imod inklusion af børn, der kognitivt og psykisk fungerer på niveau med deres jævnaldrende, men for mange børn med autisme – tusindvis af børn i Danmark – er det, der bliver kaldt ”inklusion” ved at slå grueligt fejl. Vi kan ikke – med held – putte runde børn ned i firkantede huller. Det er ikke inklusion. Det er forfejlet integration og giver i værste fald psykisk forslåede børn på tålt ophold.

Børn med autisme – eller andre alvorlige handicap – kan ikke bare tage deres udfordringer af, som var det en overfrakke. Ingen kræver jo heller, at en blind kan se.

På samme måde kan vi ikke forvente, at børn, der ikke kan forstå sociale relationer og andre abstrakte sammenhænge, bare kan træne sig ud af deres handicap, hvis de sættes ind i et såkaldt normalt fællesskab.

Den trygge voksne

Først og fremmest kunne det afhjælpe mange af de nuværende udfordringer, hvis pædagoger fik en langt mere central rolle i inklusionsprocessen.

Lad lærerne koncentrere sig om at undervise og overlad selve inklusionsopgaven til socialpædagoger, der har den faglighed, der skal til. Lad fagligheden følge med barnet ind i skolen – brug de kompetencer, der allerede er i spil i kommunerne – f.eks. på landets døgninstitutioner.

Lad en socialpædagog følge med barnet over i skolen og være den trygge voksne, som barnet kan støtte sig til og øve sig i at tolke verden sammen med. Det har givet gode resultater de få steder i landet, hvor man har forsøgt sig med et sådant tiltag. Socialpædagogerne har foreslået, at kommunerne indfører tværfaglige inklusionsteams, der kan støtte børnene og skolerne i inklusionsopgaven.

Erfaringerne fra USA

Et andet oplagt tiltag ville være at reorganisere rammerne for undervisningen i folkeskolen, så miljøet reelt passer til børn med særlige behov. Erfaringer fra ikke mindst USA har tydeligt vist, at alle børn – runde som firkantede – rent faktisk øger deres indlæring, hvis de indgår i et miljø, der er inspireret af autismespecialiseret pædagogik.

Her taler vi især om, at der er færre elever i klassen, tydelige og strukturerede rammer for undervisningen og en ekstra hjælpelærer – eller en pædagog – der støtter børnene i klasseværelset, mens undervisningen foregår. Det har man for eksempel rigtig gode erfaringer med fra det såkaldte Nest-projekt i New York.

Børnene med autisme klarer sig langt bedre med den strukturerede støtte, og de øvrige børn i klassen får nu så gode afgangsresultater, at nogle forældre står i kø for at få deres såkaldte normale børn ind i de autisme-venlige klasser.

Tid og investeringer

Hvis vi som samfund virkelig vil inklusion, kræver det viden, udvikling af nye, specialpædagogiske redskaber og et tæt samarbejde mellem specialiserede faggrupper. Inklusion kræver investeringer. Det kræver tid, og det kræver en politisk erkendelse af, at inklusion ikke er for alle.