Der står en masse på spil
2/5 havde Vindmølleindustrien sendt 13 ledende folk; en direktør, en vicedirektør, en kommunikationschef og hele 10 administrerende direktører (CEO), i blækhuset for at tale vindmøllernes sag. Det kan man have en vis forståelse for. Der står særdeles givtige, særdeles urimelige og særdeles samfundsskadelige privilegier på spil.
Givtige: Det er umuligt for almindelige dødelige at finde ud af, hvad det koster at producere vindenergi, men i hvert fald er det mere end de 22,6 øre/kWh, der i gennemsnit var den nordiske systempris i 1. kvartal, og i hvert fald mindre end afregningsprisen for Anholtmøllerne på 105 øre/kWh.
Urimelige: Danmark og den vestlige verden i øvrigt hylder normalt det princip, at produktion foregår på producentens eget ansvar, dvs., det er producentens eget problem at sørge for overensstemmelse mellem produktion og afsætning, og producenten må finde sig i, at prisen fastsættes af markedet.
Dog er der også tradition for koncessionerede selskaber som f.eks. trafikselskaber, der kan få en aftale om en fast pris og et fast leveringsomfang mod til gengæld altid at kunne levere varen.
Svingende perioder
I januar, februar og marts ydede vindmøllerne i gennemsnit henholdsvis 2.276 MW, 2.096 MW og 1.614 MW. I 2013 var tallene 1.289 MW, 912 MW og 1.560 MW.
I perioder langt mere, end det danske marked kunne aftage, og i perioder langt mindre end behovet. Så de termiske kraftværker, der også leverer den nødvendige varme, er lige så uundværlige, som de altid har været, men får deres økonomi smadret af vindmøllernes privilegerede stilling.
Vindmølleindustrien kan være ligeglad. Den har garanti for både afsætning og en attraktiv pris.
Samfundsskadelig: Kuldioxidafgiften blev for godt 20 år siden af Svend Auken markedsført under sloganet ”Mere arbejdskraftintensiv og mindre energiintensiv produktion”.
Mistet 1.000 arbejdspladser
Alene min hjemby, Grenaa, har siden da mistet ca. 1.000 energiintensive arbejdspladser og fået 65 igen til vedligeholdelsen af Anholtmøllerne.
De energiintensive arbejdspladser er flyttet andre steder hen. Bl.a. til Kina, hvor der ifølge klimakommissær Hedegaard bruges seks-syv gange så meget energi pr. produceret enhed som i Vesten (fra bogen ”Da klimaet blev hot”). Kom ikke og påstå, at dansk energipolitik skaber arbejdspladser. Det bliver også svært at få øje på ”Den grønne omstilling”, hvad det ellers måtte være for en størrelse.