Usaglig kritik af Det Etiske Råd

I den seneste måneds tid har Det Etiske Råd og enkeltmedlemmer af rådet været udsat for massiv kritik i store dele af pressen. Personligt har jeg intet imod kritik, når bare den er saglig, velargumenteret og baseret på fakta. Desværre oplever jeg, at en stor del af kritikken baserer sig på løse antagelser og misforståelser.

For det første beskyldes rådet for at være ude af trit med et flertal i befolkningen, fordi vi ikke går ind for indførelsen af aktiv dødshjælp i Danmark. På den baggrund argumenterer man for, at rådet bør nedlægges. Men rådet er nu engang ikke sat i verden for at lefle for tidsånden eller tilfældige meningsmålinger. Vi er heller ikke sat i verden for at optræde som overdommere over for befolkning eller politikere i særlige etiske spørgsmål eller for at være imod dette eller hint. Rådets opgave er tværtimod og først og fremmest at styrke vidensgrundlaget for de forskellige etiske spørgsmål i samfundet, herunder selvfølgelig også spørgsmålet om aktiv dødshjælp, således at den enkelte dansker får et ordentligt grundlag for selv at kunne tage stilling til de svære spørgsmål.

For det andet beskyldes rådet for at mangle faglig tyngde på grund af sammensætningen af rådet. Rådet består af både lægfolk og fagpersoner, hvoraf de læge medlemmer udpeges af Folketinget, og fagpersonerne udpeges af ministrene for de relevante ressortområder. Alle beskikkes af sundhedsministeren for en treårig periode og med mulighed for genudpegning én gang. Det er for mig at se op til Folketinget at vurdere, hvorvidt sammensætningen af rådet er optimalt.

En vis faglig tyngde

For mit eget vedkommende kan jeg kun sige, at jeg har beskæftiget mig med etiske spørgsmål siden 2007, da jeg blev udpeget af Region Nordjylland til Den Regionale Videnskabsetiske Komité, og siden 2012 har jeg været medlem af Det Etiske Råd. Derudover har jeg en master i etik og værdier i organisationer, som jeg afsluttede med et 12-tal. Så en vis faglig tyngde har jeg vel i al beskedenhed, når det drejer sig om etiske spørgsmål.

I dag går kritikken på, at rådet mangler faglig tyngde, og for få måneder siden, nemlig ved årsskiftet, da bl.a. Christopher Arzrouni blev medlem, lød kritikken i flere aviser, at rådet var for akademisk. Så hvad skal man snart tro?

For mig at se er det en af rådets helt store styrker, at det består af både lægpersoner og fagpersoner. Det er med til at nuancere debatten i rådet og med til at sikre, at vi hele tiden har blik for de mange forskellige hensyn, der oftest knytter sig til vanskelige etiske spørgsmål. I øvrigt glemmer de, der kritiserer os for, at rådets rapporter, udtalelser og anbefalinger mangler faglig tyngde, ofte, at vi jo naturligvis henter faglig viden og ekspertise udefra om de emner, der debatteres. Det er helt nødvendigt for at sikre en tilstrækkeligt opdateret og kvalificeret viden om de ofte komplekse problemstillinger, der drøftes i rådet. Da vi senest diskuterede regeringens forslag om juridisk kønsskifte, havde vi f.eks. besøg i rådet af nogle af landets førende eksperter på netop dette område, i dette tilfælde fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.

For det tredje beskyldes rådet også for at være (parti)politisk. Ganske vist er vi alle sammen udpeget af Folketinget og nogle af ministrene, men alligevel bærer det konkrete rådsarbejde på ingen måde præg af partipolitiske interesser, snarere tværtimod. I modsætning til, hvad mange kritikere lader til at forestille sig, er debatten på rådsmøderne ikke først og fremmest farvet af, hvilke eksaminer, titler eller partitilhørsforhold det enkelte rådsmedlem måtte have. Etiske dilemmaer har ingen partifarve, og vores stillingtagen for og imod forskellige etiske problemstillinger går som oftest på kryds og tværs af f.eks. partipolitiske skel.

Debat på et oplyst grundlag

Det er helt fair med jævne mellemrum at drøfte, hvorvidt de forskellige skattefinansierede offentlige råd og nævn, herunder selvfølgelig også Det Etiske Råd, har en berettigelse, og om rådets mandat og betydning kan styrkes ved f.eks. at overveje, om sammensætningen er den rigtige osv. Men kritikken og debatten bør foregå på et oplyst og sagligt grundlag.

Personligt er jeg af den opfattelse, at hvis ikke vi havde et etisk råd i Danmark, var vi nødt til at opfinde det. Jeg oplever, at Det Etiske Råd er med til at kvalificere og nuancere debatten om etiske spørgsmål i Danmark. De mange etiske dilemmaer, som bl.a. ny bioteknologi afføder, forsvinder ikke, bare fordi man nedlægger Det Etiske Råd.