Danske værdier er ikke til salg for en hurtig fortjeneste
I et indlæg i JP 13/4 harcelerer Ole Egholm i en skinger tone over et læserbrev, hvor jeg forsvarer sommerhusreglen. Den indstilling latterliggøres (»hvad så med, at man skulle være dansker for at være turist i vores land«); reglen kategoriseres som en racistisk lov, der udstiller danskerne som et usympatisk og nationalistisk folk, reglen er økonomisk tåbelig og i det hele taget en anakronisme.
Latterlig, tåbelig, racistisk, usympatisk, nationalistisk og anakronistisk. Heldigvis er kraftudtryk ikke tilstrækkelig argumentation.
Faktisk tror jeg, at Egholms opblæsthed dækker over manglende argumenter, andre end at ”der er penge i skidtet”. Hvad med f.eks. Kronborg, hvor meget kunne tjenes ved at sælge det? Kunne man ikke med fordel afsætte Hjerl Hede, Vikingecenteret og Dybbøl Mølle til udenlandske underholdningsvirksomheder? Der er mange danske værdier, der kunne kapitaliseres.
Overleveret fra forfædrene
Netop her skilles vandene mellem Egholm og undertegnede. Jeg synes ikke, at det Danmark, vi har fået overleveret fra vore forfædre, skal sælges eller pantsættes til udlandet for en hurtig fortjeneste. For det første af hensyn til kommende generationer, og for det andet, fordi vi kun kan sælge det én gang.
Jeg skal ikke skjule, at jeg har en grundlæggende kærlighed til fædrelandet; men jeg er ikke nationalist, hvis derved menes, at danskerne er bedre end alle andre.
Hvorfor er en national indstilling udmærket i f.eks. Catalonien, Skotland, Baskerlandet og Palæstina, mens den er usympatisk i Danmark?
Rationalet bag en nation og et statsborgerskab er at gøre en forskel for landets befolkning i forhold til udlændinge. Derfor er det naturligt og hverken usympatisk eller racistisk, at nationen forbeholder visse rettigheder og pligter til sine egne borgere, f.eks. ret til folkepension, stemmeret, valgbarhed, værnepligt – og sommerhusregel.
De korrekte og progressive
Egholm hører åbenbart til de progressive, som altid er, hvor ”udviklingen” tilsiger dem at være.
Under Den Kolde Krig var det fredsbevægelserne og Norden som atomfri zone. Siden var det udlændingeloven, der har velsignet os med 39 ghettoer og andre kulturberigende ting. Derefter Danmarks tilslutning til euro-samarbejdet – alt andet ville være en økonomisk katastrofe. Så var de imod Muhammed-tegningerne, JP og ytringsfriheden. Hver gang har de korrekte og progressive beskyldt modstanderne for at være reaktionære, anakronistiske, tåbelige, nationalistiske, latterlige og usympatiske, og hver gang har de taget fejl.