Visdom ikke uden betydning
I et debatindlæg 4/4 kritiserer lektor Jørgen Grimstrup mit synspunkt om, at gymnasiet skal være mere karriereforberedende. Han mener, at det karrierefremmende bliver på bekostning af almendannelse – det tværfaglige går ud over fordybelsen.
Jeg siger tak for replikken, som er interessant, fordi den markerer et grundlæggende skel i opfattelsen af fag, dannelse og karriere. Formålet med skolen. Jeg vil spørge tilbage: Er det ikke netop alment dannende at lære at forstå og kunne agere aktivt i vores samfund? At kunne håndtere it? Jeg slår til lyd for et dannelsesbegreb, der også er fremadskuende.
Grimstrup siger, at tværfaglige aktiviteter ikke fører til elever, der mestrer fag i dybden. Jeg siger, at vi skal tage et opgør med faget som ideal: Faget må være sagens redskab – aldrig omvendt. Desuden tager fordybelse netop ofte udgangspunkt i emner. Det er derfor for let at sige, at alt ville være bedre, hvis gymnasierne ikke arbejdede med tværfaglighed.
Det undrer Grimstrup, at virksomheder foretrækker medarbejdere med et overfladisk kendskab til fag. For mig at se ønsker Grimstrup sig tilbage til en verden af i går. Det skal stå ham frit for, men vi kan næppe som samfund tillade os at uddanne ungdommen til det.
Der står i gymnasiernes formålsparagraf: »Uddannelsen skal tillige udvikle elevernes kreative og innovative evner og deres kritiske sans«. Min opfordring til at skabe et innovativt og karrierefremmende gymnasium er ikke et forslag til at destruere gymnasiet, men om at bedrive skole i den ånd, der står i loven.