Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Mens vi venter …

Hvornår bliver ord mon til handling? Det spørgsmål stiller mange aktører på beskæftigelsesområdet sig i disse dage. For det er godt halvanden måned siden, at anbefalingerne om en bedre beskæftigelsesindsats fra Carsten Kochs ekspertudvalg blev lagt frem.

Siden da har vi kun hørt få takter fra regeringen og ministeren – f.eks. har vi hørt, at reformen skal handle om den enkelte ledige, og fokus skal være på indsatser, der får de ledige i job. Det skal også være slut med detaljerede krav fra Slotsholmen, der lægger en dæmper på jobcentrenes muligheder for at tilrettelægge en individuel og fleksibel indsats. Hvis det fokus holdes i regeringens udspil, er vi på helt rette vej.

Reel afbureaukratisering

De budskaber ligger i fin forlængelse af de overordnede anbefalinger fra Carsten Koch-udvalget, som KL (kommunernes forening) bakker op om.

KL har dog efterlyst mere vidtgående forslag til afbureaukratisering. Vi skal ikke erstatte én standardløsning med en ny standardløsning.

Vi må derfor på det kraftigste opfordre regeringen til med den kommende reform af beskæftigelsessystemet at have fokus på reel afbureaukratisering, hvor kommunerne har ansvar og frihed til i samarbejde med den enkelte ledige at tilrettelægge en indsats.

Anbefalingerne fra ekspertudvalget bygger desuden på kommunerne som ansvarlig politisk myndighed – for at sikre tæt sammenhæng mellem handlemuligheder og finansieringen af både indsatsen og de ydelser, som er alternativet til at være i beskæftigelse, og for at sikre sammenhæng med de øvrige kommunale opgaver. Det omdrejningspunkt er væsentligt.

Området er i et vakuum

Lige så væsentligt er det, at reformen følges op med kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere. Der er behov for et skarpt fokus på, hvad det er for en type faglighed, vi har brug for i en ny og bedre beskæftigelsesindsats. Det kan vi sikre gennem efteruddannelse.

Mens vi venter på et konkret beskæftigelsesudspil fra regeringen, kan vi altså høre takter fra ministeren, som går den rette vej.

Spørgsmålet, som vi nu sidder tilbage med, er, hvornår der sker noget? Forhåbentlig snart – det skylder vi de ledige, medarbejderne i jobcentrene, virksomhederne og alle andre aktører, så vi kan komme videre fra det vakuum, beskæftigelsesområdet pt. befinder sig i.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen