Flere rettigheder i EU til nationalstaterne
Det sker, at der kommer en sag, der er så skelsættende, at den definerer fremtidens politik. Sagen om børnecheck til EU-borgere er en af dem. Længe har der været bred enighed om Danmarks kurs i forhold til EU, hvor svaret som oftest har været mere integration og mere EU-samarbejde.
Det skyldes især, at EU-samarbejdet utvivlsomt har været en succes, fordi det har vist, at Europa kan nå ganske langt ved at samarbejde der, hvor det giver mening og sikrer frihandel til gavn for alle. Internt i EU foregår der er en konstant kamp om, hvilken vej man skal gå. Hvad skal EU være i fremtiden? Hvor går grænsen for, hvad EU skal blande sig i?
Det første slag i denne kamp stod mellem Jacques Delors og Margaret Thatcher, som på hver deres måde havde en vision for fremtidens Europa. Thatcher stod for en stærk nationalisme med nationalstaten i fokus, hvorimod Delors stod for et føderalt Europa, hvor de sociale rettigheder skulle inkorporeres, så det daværende EF kunne blive en rigtig føderation, en europæisk union.
Thatcher tabte den kamp, og det er det resultat, vi er begyndt at se eftervirkningerne af.
Kampen om børnechecken bliver ganske vist kamufleret som et spørgsmål om den frie bevægelighed, men handler i virkeligheden om, hvilket Europa vi skal have i fremtiden. Skal vi have et Europa, hvor ikke blot vores markeder, men også vores stater, velfærdsmodeller og kulturer homogeniseres?
I den forkerte retning
Personligt er jeg af den klare overbevisning, at Delors’ linje var med til at trække Europa i den forkerte retning. Danmark har en klar interesse i, at Europa ikke bliver til en føderation, ikke blot fordi vi skal værne om vores egen suverænitet, men også fordi især Skandinavien skiller sig ud i forhold til resten af EU både i forhold til velfærdsmodeller, men også i forhold til kultur.
De hårdeste modstandere af EU vil derfor mene, at vi bliver nødt til at tage konsekvensen og melde os ud. Jeg derimod mener, at da vi på godt og ondt alligevel vil være afhængige af lande som Tyskland, vil det i bedste fald være symbolsk og i værste fald katastrofalt. Jeg mener i stedet, at vi skal kæmpe kampen i EU. Danmark skal arbejde for, at der skrives en ny traktat, hvor det i langt højere grad end i dag bliver slået fast, hvad der er nationalstaternes rolle og EU’s rolle.
Et socialt forbehold for nationalstaterne, som giver nationalstaterne en beskyttelse mod EU’s fortsatte vokseværk, vil være et vigtigt skridt, men i mine øjne ville det mest optimale være et EU-system, hvor love, der ikke direkte er forbundet med frihandel, kun er vejledende, for hvad er et samarbejde baseret på tvang i grunden værd.
