Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Den politiske skandalekultur

Offentligheden skulle være en god chef for vores politikere og vise lidt mere omsorg for dem.

Artiklens øverste billede

I det seneste halve år har vi i Danmark set to ”skandaler”, som har ført til, at to ministre er trådt tilbage. Det gælder tidligere justitsminister Morten Bødskov og tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach. Begge begivenheder kaster lys over den politiske kultur i Danmark. Og hvad vi ser i lyset heraf, er bekymrende.

Først fakta: Justitsminister Morten Bødskov har talt usandt til Folketingets retsudvalg. Han har talt usandt, fordi sandheden ville være mere kompleks. Sandheden var, at Bødskov ville aflyse Pia Kjærsgaards besøg på Christiania, fordi PET vurderede, at der var en forhøjet risiko forbundet med besøget. Men Bødskov sagde til retsudvalget, at besøget var aflyst, fordi politidirektør Johan Reimann ikke kunne deltage i det.

Et katalog af spørgsmål

Det synes at være en slags hvid løgn: Der var ingen, som tog skade, og ingen har haft i sinde at skade nogen. Sandsynligvis ville Morten Bødskov spare tid og besvær. Det var en klar fejl, og det var ikke rimeligt. Og det var meget uklogt, ikke kun retrospektivt. Når man siger noget i retsudvalget, skal det være korrekt. Alligevel: I en lignende sag i vores normale privatliv ville man sige undskyld (og man skal helst også mene det), og det ville så være det.

Men oppositionspartierne havde straks forberedt et katalog af spørgsmål og grillede Morten Bødskov i en offentlig høring. Man kunne godt se tilfredsheden hos nogle af personerne, som var involveret. Mens jeg kiggede på politikernes ansigter, som forlangte svar fra en tydeligt trængt Morten Bødskov, var jeg ikke klar over, hvad jeg fandt mest uanstændigt: Morten Bødskovs urimelige og uheldige løgn i retsudvalget eller triumfen i de spørgende politikeres øjne. De vidste, at Morten Bødskov var færdig.

Også udviklingsminister Christian Friis Bach trak sig, fordi han havde talt usandt i Folketinget. I Bachs tilfælde var han ikke bevidst om, at han talte usandt, fordi han var blevet fejlinformeret af en af sine medarbejdere. Højst sandsynligt trak Bach sig, fordi han havde lært af Bødskovs sag og ville undgå det offentlige spidsrod, som var til at forudse. Han må have tænkt, at det er bedre at trække sig med æren i behold, i stedet for at blive massakreret af medierne og sine ”søde” kolleger. På tysk kalder vi det ”vorauseilender Gehorsam”, som betyder at agere på en ordre, før ordren er givet, kun fordi man forventer ordren (med håb om at blive rost af sin overordnede). Den slags handlinger sker sædvanligvis i et angstpræget miljø, og jeg frygter, at det er, hvad vi faktisk har i det danske politiske system i dag.

Det kan være fascinerende hver måned at observere de offentlige slagtninger af vores politikere, fordi det er underholdende for alle at se mægtige mennesker knække. Og på den måde kan vi blive bekræftet i vores forestilling om, at politikere per definition er onde. Men måske har politikerne også et job, som er vigtigt at fokusere på.

Offentligt spidsrodsløb

Hvis hver fejl på en almindelig virksomhed bliver grund til et offentligt spidsrodsløb, ville det skade virksomheden, fordi arbejdsmiljøet ville være domineret af angst for at lave fejl. De gode virksomheder vil gerne have et arbejdsmiljø, som tager hensyn til motivation og innovation. Men motivation og innovation vil ikke udvikle sig i et angstpræget miljø. I Bødskovs tilfælde ville medarbejderens handling blive kritiseret, men på en måde, som ikke ville skade medarbejderens status i virksomheden, og som heller ikke ville skade medarbejderens motivation eller evne til innovation. I Bachs tilfælde ville medarbejderens handling ikke engang blive kritiseret, fordi ”shit just happens”. Og jeg mener, at vores politikere har ret til at agere i et godt arbejdsmiljø, som alle andre har. Og offentligheden (og det betyder os) skulle være en god chef for vores politikere og vise lidt mere omsorg for dem.

Og måske skal vi ikke kræve, at politikerne er perfekte mennesker. Jeg mener, at politikerne i stedet skal være mennesker, som er dygtige og pålidelige. Pålidelighed betyder ikke at undgå at lave fejl. Men det betyder at prøve at gøre det rigtige for folket. Så ville offentligheden også profitere fra diskussionerne om politiske emner i stedet for diskussionerne om personer. Og det vil være en god forandring af den danske politiske kultur, som vi har i dag.

Denne personificering af den politiske debat er langtfra et dansk symptom. For kort tid siden har en tysk domstol afvist retsforfølgelsen om angivelig bestikkelse og ”Vorteilsannahme” imod den tyske præsident, Christian Wulff. Domstolen har ikke set nogen som helst beviser for beskyldningerne. Restforfølgelsen indledte en tilbagetræden af Wulff i 2012, og på tidspunktet for hans tilbagetræden var Wulff allerede konfronteret med en stor og lang mediekampagne, som simpelthen knækkede ham. Modsat forholdt det sig i 1970’erne, da en retsforfølgelse mod den tidligere tyske kansler Helmut Schmidt ikke var grund nok til, at Schmidt skulle træde tilbage.

Og i dag er Schmidt værdsat som en af de bedste kanslere, Tyskland har haft. Derfor – ud over politikernes personlige skæbne, som en sådan mediekampagne medfører – kan vi måske også miste gode ansatte, når vi fyrer dem for hurtigt.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen