Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Klummeskribent på vildveje

Lars Olsen hævder, at man i Bruxelles opfatter velfærdsstaten som en hæmsko, og den derfor søges rullet tilbage, men påstanden er forkert.

Artiklens øverste billede

Lars Olsen skriver 31/3 i en klumme i JP med titlen ”Europæisk velfærdskamp”, at presset på velfærdsydelser ikke skyldes arbejdskraftens bevægelighed.

Det er en politisk strid, siger han og henviser til, at Europa-Parlamentets formand, den tyske socialdemokrat Martin Schulz, advarer imod, at EU-domme ukritisk omsættes i lov, sådan som SR–regeringen har gjort, og har udtalt, at ingen kan forvente, at en medlemsstat i EU opgiver ideen om at have sit eget velfærdssystem.

Berettiget tvivl om fortolkning

Ifølge LO fortolker EU-Domstolen reglerne om fri bevægelighed på en måde, der systematisk udvider EU-rettighederne og svækker det nationale statsborgerskab. Det samme sker inden for udlændingepolitikken, skriver han og nævner, at professor Hjalte Rasmussen allerede i 1996 advarede mod, at den aktivistiske EU-domstol tolker lovgivningen, så det fremmer yderligere integration.

Ja, det gør domstolen, men kun hvis der er berettiget tvivl om fortolkningen af EU-reglerne i de sager, den forelægger, eller fordi de af EU-landene selv vedtagne regler ikke har taget højde for en bestemt situation.

Borgernes eneste værn

For EU bygger bl.a. på ønsket om via integration at forbedre levevilkårene for alle EU-borgere, men også på solidaritet mellem medlemslandene og ikke mindst solidaritet med borgere, der kommer i klemme. Ofte er EU-Domstolen den enkelte borgers eneste værn mod et EU-lands overtrædelse af EU-lovgivningen – ofte også regler, EU-landet selv har stemt for.

Sådanne afgørelser kan i enkelte tilfælde gøre det nødvendigt for et EU-land at ændre dets lovgivning, fordi den strider mod EU-retten, eller få et medlemsland til at ændre dets lovgivning for at undgå økonomisk set uheldige virkninger, uden at en sådan ændring behøver at stride mod EU-retten. I andre, men ret sjældne tilfælde kan en dom lægge op til ændringer af EU-lovgivningen.

Velfærdsstaten kan sikres

LO hævder, at man i Bruxelles opfatter velfærdsstaten som en hæmsko, og at den derfor søges rullet tilbage, at EU-systemet henter legitimitet gennem individuelle EU-rettigheder, der underminerer nationalstaterne og deres velfærdssystemer, og at kommissionen spiller tæt sammen med EU-Domstolens aktivistiske praksis.

At mene, at kommissionen spiller på, at domstolens domme kan underminere velfærdsstaterne i EU, er noget af en påstand, og den er forkert, men domstolens praksis, f.eks. om studiestøtte, kan lejlighedsvis forårsage ændringer i et EU-lands velfærdssystem.

Domstolen har til gengæld selv peget på, at domme, der i et medlemsland opleves som uheldige i relation til velfærdsydelser, kan imødegås ved nationale lovændringer, der netop sikrer velfærdsstaten.

Meningsløs udtalelse

Ifølge LO har Venstres næstformand, Kristian Jensen, peget på, at EU-Domstolen er for aktivistisk og tolker reglerne videre, »end der er politisk mandat til«.

Ja, det kan han jo mene, men det er meningsløst at udtale sig sådan. Domstolen overholder nøje de ofte meget detaljerede EU-regler, der er vedtaget af EU-landenes politikere.

Hvordan skulle den ellers opføre sig? Den kan jo ikke begynde at granske i 28 landes politikeres levere og nyrer for at vide, hvad der ud over de lovtekster, som domstolen har foran sig, måtte være politisk mandat til. Det ville netop være udtryk for en aktivistisk domstol, men sådan foregår det heldigvis ikke.

Hvis EU’s politikere – især dem fra de ”gamle” relativt rige EU-lande – er bekymrede for deres velfærdssystemer, er det for det første muligt at ændre EU-reglerne, selvom en lovændring ikke er så ligetil at få gennemført. For det andet er bekymringen for velfærdsstaten som følge af tildeling af velfærdsydelser til vandrende arbejdstagere helt ude af proportion i lyset af de meget begrænsende velfærdsydelser, der f.eks. i Danmark går til arbejdstagere fra andre EU-lande.

Selvfølgelig koster det noget at have den fordel, der ligger i arbejdskraftens frie bevægelighed, der har været især en række ”gamle” EU-lande til stor gavn navnlig i sektorer, som borgere fra de ”gamle” EU-lande ikke synes interesserede i at arbejde i.

Plads til forskelligheder

Der er fortsat plads til forskelligartede velfærdssystemer i EU, og EU-landene kan også uden at overtræde EU-retten justere deres egne velfærdssystemer, så et eventuelt uhåndterligt pres på velfærdsstaten undgås, og samtidig opretholde velfærdsordninger, der er lige så gode som hidtil.

LO synes, at velfærdsdiskussionen er ”gefundenes Fressen” for Dansk Folkeparti. Han burde selv genoverveje det fornuftige i at bidrage dertil på basis af ikke holdbare påstande om samspil mellem kommissionen og EU-Domstolen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen