Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Er butikkerne for store?

Tager vi en tur op i helikopteren og betragter detailhandelslandskabet sådan lidt fra oven, står det klart, at nethandlen i dag står for en betydelig del af salget af specialvarer. Faktisk er sko, tøj og mode nogle af de allermest handlede varegrupper på nettet, og der er fortsat udsigt til en stigning i nethandlen med disse varer.

Også på dagligvareområdet sker der noget med nethandlen, selv om ingen af de store dagligvarekæder for alvor har kastet sig ud i handel med dagligvarer på nettet. Her er det mest små lokalt baserede aktører, der har succes, men også på dagligvareområdet kommer nethandlen til at spille en rolle fremover, uanset om de store aktører er med eller ej.

Nethandlens betydelige rolle

Når nethandlen fortsætter væksten, kan man med rette hævde, at så er der flere butikker, der reelt er for store til fremtidens omsætning. Salgsarealet er for stort, når nethandlen tager sin omsætningsandel. Salgsarealet skal ned, lejemålene skal være mindre, og eksisterende lejemål skal tilpasses, så de passer ind i en virkelighed, hvor nethandlen spiller en betydelig rolle og står for en større del af omsætningen.

Mange danske butikker og butikskæder er godt i gang med nethandel på den ene eller den anden måde. Faktisk har hele 44 pct. af Dansk Details medlemsvirksomheder oplyst, at de på en eller anden måde sælger varer på nettet. Det kan være via egne netbutikker, portaler, Facebook m.m. Lige så mange fortæller, at det isoleret set er vanskeligt at få en sund økonomi i netbutikken, men at man ”er nødt til” at have den.

Nethandlens vækst reducerer altså behovet for butiksareal, som der som bekendt er rigeligt af, og hvis man ser den altid igangværende debat om planloven og ønsket om at bygge større butikker for at øge produktiviteten i dette perspektiv, ja, så er den fremtidssikre model ikke at bygge større butikker, men at gøre butikkerne mindre og så samtidig satse på nethandel. Der er med andre ord heller ikke brug for mange nye butikslejemål, men i højere grad brug for konvertering af de eksisterende lejemål til en detailhandel, der også omfatter nethandel. Tilsammen burde det lette presset for større butikker, hvis man ønsker en perspektivrig fremtid.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen