Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Bob Dylan og EU

Så sent som da vi diskuterede Nice-traktaten, kunne man læse, at der var politisk enighed om, at med hensyn til ”vandrende arbejdere” skulle spørgsmål om sociale ydelser være nationale anliggender, men rækker man EU en lillefinger, står det mere og mere klart, at den hen ad vejen vil tage ikke bare hånden, men hele kroppen med hud og hår og overtøj.

Der var advarsler allerede under diskussionerne om det indre marked, men som bekendt beroligede Poul Schlüter os alle med at fastslå, at »unionen var stendød«, og Uffe Ellemann sekunderede ved at erklære, at hver den, som talte om union, var ude i et usmageligt demagogisk ærinde. De var fulde af løgn, og andre har taget over efter dem.

Det er, som om visse af vores politikere i næsten religiøs tilbedelse kaster sig i støvet for den hellige union, og det er kommet så vidt, at jeg og flere og flere får kvalme og åndenød, når vi hører ordet EU-retten.

Når jeg læser om nye EU-tiltag, kommer jeg oftere og oftere til at tænke på en gammel ulykkelig kærlighedssang af Bob Dylan (”Don’t Think Twice”), hvor sidste vers afsluttes med ordene: »I gave her my heart, but she wanted my soul«. Hvert vers sluttes med ordene: »But don’ think twice, it’ all right«. Det er selvfølgelig ikke okay, så han forlader hende og går alene ud i natten.

Det er ikke okay, når nogen, man ønsker at samarbejde med og give sit hjerte til, vil overtage ens liv og selvbestemmelse. Det gælder, både når det handler om et menneske og om et land.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen