Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Gør op med opgørelsesmentalitet

Kvalitetsmålinger, Pisa-målinger, nationale test, sygefraværsstatistikker, økonomisk bundlinje, kvalifikationsniveau, trivselsmålinger, kompetenceregnskab, forkromede modeller, tidsstudier – listen over opgørelser kunne gøres lang. Meget menneskeligt, normer og værdier bliver gjort ”eksakt” op. I dag er der eksempelvis arbejdspladser, som har bonusudbetaling til medarbejdere med et lavt sygefravær. Nogle børn lever i et testregime, som visse børn finder mere ubehageligt end nyttigt. Medarbejdere kan eksempelvis føle sig fremmedgjorte over for arbejdspladsens produktive krav eller blive konfronteret med indfrielse af mål, som de ikke har været medformulerende omkring. Der er en tidsånd bestående af topstyring og en ”jeg ved bedst”-attitude. Medinddragelse har mange steder ringe vilkår. Mange beslutninger træffes i en snæver kreds på baggrund af statistikker og opgørelser. Bred dialog er ikke en del af tidsånden.

Nutidens retorik er ikke specielt behagelig og kan indimellem virke utryghedsskabende for nogle. Eksempelvis hører man ofte vendingerne »det bliver styret benhårdt«, »vi skal eksekvere beslutningerne, som vi har truffet« eller »det er et vilkår«. Det er muligt, at det er almindelig retorik på beslutningstager- og lederniveau, men for den almindelige medarbejder/borger rummer det et tvist af, at hvis I ikke retter ind, så kommer det til at koste.

Skjulte trusler

Jeg tror ikke, at det er tilsigtet, at det skal virke sådan, men det kommer det til hos nogle. Min forundring går på, at retorikken, som bruges i nutiden, ikke fandtes for blot 10 år siden. Dengang var værdibaseringen større, og dialogen en anden.

Der er ingen tvivl om, at retorikken samtidig kan være innovationshæmmende, da dialog med retorikere af ovenstående kaliber ikke ligger til højrebenet – det kan for nogen være vanskeligt at henvende sig til et menneske, som repræsenterer en retorik og et sprog, som mellem linjerne udstikker trusler.

Min påstand er, at opgørelse i eksakte tal har taget overhånd. Regnearket er blevet en virksomhedsbibel, og indholdet en højere sandhed. Værdibaseringen er blevet trængt i baggrunden, og debatten er minimeret – tallene taler deres tydelige og klare sprog og bliver lagt til grund. Præmisserne for disses fremkomst er dog ikke altid i overensstemmelse med realiteternes verden. Min appel er kort og godt: Lav færre optælling/opgørelse, ændr retorikken, og skæv ikke konstant til regnearket. En tidligere udenrigsminister sagde engang efter min hukommelse nogle bevingede ord, som er dækkende for opgørelsesmenageriet : Statistik er som en bikini, den dækker for det væsentlige.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen